Fejringen af genforeningen i Rønne den 9. juli 1920, hvor der også var optog rundt i byen, startende på torvet, rundt om havnen og tilbage til torvet, og derefter videre til Industrien (Håndværkerforeningens have), hvor der var stort møde med omkring 3.000 mennesker. Billedet er taget i St. Torvegade, hvor der i bilerne var fem krigsveteraner fra 1864 og gangbesværede ældre. Arkivfoto: Bornholmskebilleder.dk

29 borgere fra Bornholm med i afstemningen om Nordslesvig

GENFORENING

Ryd forsiden!

Sønderjylland er blevet genforenet med resten af Danmark.

Strengt taget ville det være en overreaktion at gå i breaking news for det skete jo i 1920, hvilket da nærmest må være 100 år siden.

Hvilket ER 100 år siden.

Eller med andre ord cirka tre menneskealdre, hvis man siger, at en menneskealder svarer til aldersforskellen mellem to slægtled, hvilket regnes som en tredjedel århundrede.

Stor var journalistens overraskelse derfor, da han i en nyhedsudsendelse for knap en måned siden så en kvinde tone frem på skærmen og fortælle om, hvordan hun havde oplevet genforeningen. Hun huskede den simpelthen.

Længere er det altså heller ikke siden.

Denne danske kvinde er nu 107 år og har altså oplevet, hvordan Danmark fik pludseligt vokseværk i 1920 efter i en årrække at have måttet leve med at være blevet reduceret efter 2. Slesvigske Krig. I 1864 tabte Danmark således de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen (fra 1871 Tyskland) og Østrig.

Men i 1920 – og efter Første Verdenskrig – stemte Nordslesvig sig så hjem til Danmark. Det vakte naturligvis folkelig genklang, hvilket ekkoede helt til Bornholm, som trods den store afstand også fandt anledning til at deltage i den nationale jubel.

Det ved Svend Aage Møller alt om. Han er kasserer i Grænseforeningen på Bornholm, og han har inviteret Bornholms Tidende med ind til Christianshøj i Almindingen, som er det eneste sted på øen, man finder noget, der har klar reference til genforeningen, forklarer han.

Egentlig er den 15. juni den officielle genforeningsdag for Vestmagternes overdragelse af Nordslesvig til Danmark, men det var den 9. juli, kong Christian X underskrev den danske følgelovgivning af aftalen – og den dag var der fest også på Bornholm – og den 10. juli red han over grænsen på sin hvide ganger og indtog Sønderjylland.

Hvilket resulterede i endnu en omgang festivitas landet rundt.

Svend Aage Møller ved mindestenen, som i 1921 blev rejst på Christianshøj i anledning af genforeningen i Sønderjylland i 1920. Foto: Jens-Erik Larsen

Katastrofe

Årsagen til glædesscenerne var selvfølgelig, forklarer Svend Aage Møller, at det blev betragtet som en stor national katastrofe, da Danmark i 1864 mistede så stort et territorium, som det var tilfældet. I 1880’erne begyndte man ydermere fra tysk side at ensrette og fortyske hele Slesvig – blandt andet under indtryk af romantikken og den stigende nationale bevidsthed, som gjorde sig gældende – og modtrækket fra dansk side blev, at man rundt i landet, men især i København, begyndte at danne sønderjyske foreninger som støtte til det danske mindretal i det tidligere hertugdømme.

– Det varede dog længe, før de kom her til Bornholm, siger han, som vi står her ret op og ned ad stenen, som blev opstillet på Christianshøj i 1921, og som markerer, hvordan Nordslesvig altså vendte hjem til Danmark året forinden.

Man fornemmer historiens vingesus – eller er det bare vinden i trætoppene? Det er en blæsende dag.

Det kan virke som ananas i egen juice, men det er ikke desto mindre et historisk faktum, at den daværende redaktør på Bornholms Tidende, Mads Mathiesen Smidt (redaktør 1881-1912), var særdeles aktiv i oprettelsen af den bornholmske grænseforening.

– Han havde truffet en på Sjælland, tror jeg, som syntes, at han skulle sørge for, at der også kom en sønderjysk forening på Bornholm. Det tog han med sig hjem, og i 1907 foreslog han på et efterårsmøde på Bornholms Højskole at danne sådan en forening og havde faktisk allerede forberedt oprettelsen af foreningen sammen med en lille gruppe fra Rønne. Han var da også selv sønderjyde, ligesom de øvrige i gruppen, men M. M. Smidt var kommet til Bornholm allerede i 1870. Han var lærer på højskolen og senere friskolelærer i Aakirkeby. Han var væk et års tid og fungerede som højskolelærer på Mellerup Højskole ved Randers, men fik så mulighed for at købe halvdelen af Bornholms Tidende og vendte tilbage igen og fungerede som redaktør.

Festligheder på Nexø Torv i forbindelse med genforeningen i Sønderjylland 1920. Arkivfoto: Nexø Museum

Neu Berlin

I november 1907 blev der holdt stiftende generalforsamling for foreningen i Aakirkeby.

– M. M. Smidt lagde vægt på, at det blev på årsdagen for stiftelsen af Foreningen Bornholm, som han også havde stået for, og som var et forsøg på at begrænse tyskernes indflydelse på Nordbornholm i forhold til turisme. Tyskerne ville skabe et “Neu Berlin”, hvilket han ville forsøge at standse. I “Klippeøens Mænd” fra 1948, hvor han er omtalt, står der også, at “man bemærker, at det var en sønderjyde, der startede Foreningen Bornholm til værn mod den tyske indflydelse”, ler Svend Aage Møller.

Året efter, i 1908, holdt foreningen i Ekkodalen sit første årsmøde som støtte for det danske mindretal i Nordslesvig, og dermed blev der grundlagt en tradition for de kommende mange år.

– Man samlede penge ind og kunne på den måde bidrage til eksempelvis skoler, biblioteker og dansksprogede aviser i området, forklarer Svend Aage Møller.

 

Stemmeret havde enhver,
der var født i området og var 20 år.

 

Hvor mange kom der til de møder?

– Det var måske ikke det helt store sus i starten, men det er dog mit indtryk, at det vakte en del opmærksomhed, og at der også var et pænt fremmøde. Og allerede i 1909 inviterede man en gruppe sønderjyder til at deltage i årsmødet. De kom på et tredages ophold og blev privat indkvarteret. Det er alt sammen skildret meget detaljeret i din avis.

Det blev også til rejser den anden vej, i alt tre, hvor man lejede et skib og brugte det som hotelskib og sejlede til Sønderjylland.

– I foråret 1914 havde fem unge kvinder fra Sønderjylland ophold på Bornholms Højskole, og da var verdenssituationen meget anspændt, siger Svend Aage Møller.

– Første Verdenskrig brød ud den 1. august, og højskoleopholdet sluttede i slutningen af juli, og de oplevede, at de fik breve og telegrammer om, at nu var deres brødre eller kærester indkaldt til krigstjeneste. Som en bornholmsk pige skrev, så blev det en afsked med mange tårer, siger han.

Heimdal

Ved afstemningen om grænsedragningen efter Første Verdenskrig blev det slesvigske område inddelt i tre zoner, og den 10. februar 1920 var der afstemning i den første zone.

– Stemmeret havde enhver, der var født i området og var 20 år. Staten lejede en række skibe – i hvert fald syv – til at transportere dem, der skulle stemme, til området. Et af skibene var 66-selskabets Heimdal. Her på Bornholm var der 31 personer, der havde ret til at stemme. To af dem var godt nok født i zone 2 og skulle først stemme senere, siger Send Aage Møller.

Første afstemning sendte Nordslesvig hjem til Danmark.

Igen den 16. marts var der afstemning, denne gang i zone 2, og da skulle de to sønderjyder bosat på Bornholm altså af sted til afstemningen.

– Da blev der tysk flertal, så der var ingen feststemning i Danmark, siger Svend Aage Møller.

Hvornår fandt tredje afstemning sted?

– Den opgav man, for der var helt klart et stort tysk flertal i zone 3, siger han.

Optog i Sct. Mortensgade, Rønne, med orkester forrest. Det skyldes et besøg fra Sønderjylland i 1913, hvor man gik i optog fra havnen til Håndværkerforeningens Have – det der senere blev kaldt Industrien – hvor der var velkomst til det tre dages besøg. Arkivfoto: Bornholms Ø-Arkiv

 

 

Fredskonference banede vejen

Efter Første Verdenskrig opstod muligheden for at få noget af det tabte tilbage, og situationen i Sønderjylland blev taget op ved fredskonferencen i Paris.

– De allierede var velvillige over for det, og året efter i, 1919, kom muligheden for en folkeafstemning i området. Her på Bornholm var man så sikre på, at det ville lykkes at få i det mindste dele af Slesvig tilbage, at man allerede et godt stykke tid inden afstemningen holdt en stor fest her neden for Christianshøj på Skytteforeningernes Plads, siger han.

Hvordan reagerede man på Bornholm, da det blev en realitet, at Nordslesvig vendte hjem til Danmark?

– Der skete faktisk ikke så meget der i vintertide omkring den 10. februar. Og så gik der jo også lang tid, før man fik det hele ordnet rent praktisk. Først den 9. og 10. juli var der store festligheder her på øen i forbindelse med, at kongen overskred grænsen. I Rønne, Nexø og flere andre steder var der optog. Især den 9. juli blev det markeret, selv om man ellers nok vil sige, at den var dagen efter, der var den afgørende.

Der blev samlet penge ind til at lave et monument, og også her var M. M. Smidt særdeles aktiv.

– Han havde kig på en kæmpestor sten her i skoven, som man kalder Munken, men det blev for kostbart, og så fandt man den sten, som står her nu, og som også er fundet et sted i skoven. Den blev i 1921 afsløret ved en stor sammenkomst på den officielle genforeningsdag, den 15. juni. Men da var M.M. Smidt i Sønderjylland for at markere dagen på sin hjemegn, siger Svend Aage Møller.

– Amtmanden var med ved afsløringen af stenen, og han kom med en kommentar om, at man her på Bornholm havde særlig forståelse for det, der skete i Sønderjylland, fordi vi jo i 1658 havde smidt svenskerne ud af Bornholm. Det er også blevet gentaget flere gange siden, men jeg har i mit efterhånden lange liv ikke mødt ét eneste eksempel på en udtalelse, som viser, at det havde nogen betydning. Det er efter min mening ren festtaleretorik.

Ikke desto mindre: Stenen blev afsløret.

– Og så druknede festlighederne i regn, siger Svend Aage Møller.

Han oplyser, at der i dag er 20 medlemmer af Grænseforeningen på Bornholm.

 

 

Mindestenen

På stenen, som i 1921 blev rejst på Christianshøj i anledning af genforeningen i Sønderjylland i 1920, står der:

Sten skal staa

og slægter melde

magt ei mer

for ret skal gælde

Rejst til ære for de sønderjyder, der i 1920 stemte hjem til Danmark!

Man ved ikke præcis hvem, der har digtet verset, men Svend Aage Møller har et bud:

– Jeg gætter på, at det er højskoleforstander Andreas Hansen, der skrev det. Men han ville være anonym, siger han.

– Personligt synes jeg, det er fint udtrykt – “magt ei mer, for ret skal gælde”. Det er meget velvalgte ord, for der er megen snak om modsætningsforholdet mellem dansk og tysk, men jeg vil sige, at det også var et led i hele demokratiseringsprocessen, som havde varet i meget lang tid. Og det er første gang i verdenshistorien, at man har løst sådan en situation ved hjælp af en folkeafstemning, som har dannet baggrund for en grænseflytning.

– Man kan sige, at da Vestmagterne i Paris havde lavet skitsen over grænsedragningen var beslutningen reelt taget, men jeg vil mene, at afstemningen ikke var overflødig, for den legitimerede jo, at den fandt sted. Og da der efter Anden Verdenskrig var folk, der vejrede morgenluft og tænkte, at nu kunne vi måske få lidt mere af Sønderjylland tilbage, holdt flertallet af politikerne på Christiansborg på, at grænsen ligger fast, siger han.

– Ikke mere ballade om den.