Strøm og tåregas kommer i brug mod demonstrerende unge i USA

26. APR 2024 • 04:38UDLAND

Strømpistoler og skjold er blandt politiets værktøjer, når demonstrationer mod krigen i Gaza skal lukkes ned.

Torsdag udbrød der i USA nye sammenstød mellem politiet og universitetsstuderende, der demonstrerer mod Israels krig i Gaza.

Og efter der i sidste uge blev foretaget masseanholdelser af demonstranter på Columbia University, er der opstået debat om, hvorvidt politiet med rette kan tage mere voldsomme metoder i brug, når demonstrationerne skal lukkes ned.

I løbet af de seneste to dage skal politiet blandt andet have brugt strømpistoler og tåregas mod studerende, der demonstrerede på Emory University i Atlanta i delstaten Georgia.

Det oplyser lokalafdelingen af bevægelsen Jewish Voice for Peace.

Politiet i Atlanta bekræfter, at betjente blandt andet har brugt kemiske stoffer - uden at uddybe nærmere.

En video, der blev vist af det lokale medie Fox 5 Atlanta, viser, hvordan en fysisk kamp udbrød mellem betjente og demonstranter, og at betjente brugte det, der ligner strømpistoler.

- Vores primære mål i dag var at rydde en forstyrrende lejr og samtidig holde individer ansvarlige i henhold til loven, siger Cheryl Elliott, som er Emory Universitys vicepræsident for offentlig sikkerhed, i en udtalelse.

Borgerrettighedsorganisationen NAACP's afdeling i Georgia stiller dog spørgsmålstegn ved det, som organisationen kalder "tilsyneladende overdreven magtanvendelse".

- Anvendelse af magt bør alene betragtes som en absolut sidste udvej og skal være proportionel med truslen, lyder det.

Samtidig er demonstrationer på University of Texas, som ligger i byen Austin, blevet lukket ned af betjente på hesteryg og udstyret med skjold.

60 personer blev her varetægtsfængslet, men for 46 af dem blev anklagerne droppet grundet manglende beviser.

På Columbia University, som er blevet et slags epicentrum for amerikanske studerendes protestbevægelse mod krigen, er ledelsens dialog om en løsning med de studerende gået i stå.

Det drejer sig om en lejr med telte, som demonstranter sidste uge havde samlet sig i. Den blev ryddet af politiet, og mere end 100 mennesker blev anholdt.

Mens den fysiske undervisning her er blevet skiftet ud med onlineundervisning for at skabe ro, har ledelsen givet de demonstrerende studerende en deadline for, hvornår de skal være blevet enige om en aftale vedrørende området.

Den deadline er fredag amerikansk tid.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU