Kunstmuseet føjer nyt hovedværk til samlingen

Kunstmuseet føjer nyt hovedværk til samlingen
Museumsinspektør Lotte Nishanthi Winther og kunstfaglig leder Tine Nygaard præsenterer Bornholms Kunstmuseums nyerhvervelse. Foto: Marie Emilie Hofman
NYHED | 25. APR 2024 • 15:09
NYHED
25. APR 2024 • 15:09

Kunstmuseet føjer nyt hovedværk til samlingen En stolt ledelse bag Bornholms Kunstmuseum kunne torsdag præsentere et nyt bornholmsk hovedværk. Et værk, der er erhvervet fra privat eje og som ikke tidligere har været vist i offentligheden. 

Bornholms Kunstmuseum har føjet et nyt kunstværk til sin portefølje.  Det kunne museet løfte sløret for torsdag eftermiddag, hvor man fremviste et nyt bornholmske hovedværk på Oluf Høst museet i Gudhjem. 

– Når man sådan erhverver værker til et kunstmuseum, så er det jo ikke for sjov. Vi har som et bornholmsk kunstmuseum et kæmpe ansvar for, at kunsten også knytter sig til Bornholm, lød det fra kunstfaglig leder Tine Nygaard, inden hun sammen museumsinspektør Lotte Nishanthi Winther løftede stoffet fra det tildækkede staffeli.

Og hvad gemte sig så derunder? Jo, det var da også kunst af bornholmsk oprindelse. Nærmere bestemt Gustaf Munch-Petersens (1912-1938) maleri 'Apache Dans' (de to knive) fra 1935. 

Købt af hans barnebarn Laurits Munch-Petersen, som havde haft det hængende i sit private hjem. Hvilket nu også gav værket sin debut som udstillingsværk. 

– Vi har længe været i dialog med efterkommer af kunstneren, hvor vi over længere tid arbejdet på, at skaffe de midler, der skulle tjenes, lød det fra lederen, der dog ikke ville ud med salgsprisen. 

Rødder i Gudhjem

Maleriet er et hovedværk indenfor surrealismen og har da også et sådant motiv med sin afbildning af en maske, en dolk og udnittet af et ben. 

– Det her værk er meget tidstypisk for surrealismen, fordi skildrer en drømmeverden. Men også nogle af de revolutionære tanker, som ligger i surrealismen, og som er kendetegnende for Gustaf Munch-Petersen men også andre kunstnere fra samtiden, lød det fra Lotte Nishanti Winther.

Hun gav samtidig nik til værker af ligesindede som Sonja Ferlov Mancoba og Richard Mortensen, der hang på væggene omkring. Kunstnere, der, ligesom Gustaf Munch-Petersen, udlevede meget af sit kunstneriske virke i Gudhjem og som dannede kunstnersammenslutningen Linien i 30'erne.  

– Det var lige præcis i den her lille fiskerby på det her tidspunkt, at surrealismen og ekspressionismen løb som to store strømninger. Derfor er det også vigtigt, at vi kan fortælle den historie her på stedet, lød det fra museumsinspektøren. 

Stadig en aktuel tematik

Det er ganske få malerier, der findes fra Gustaf Munch-Petersens hånd.  Kunstneren erhvervede sig nemlig mest som digter og var især kendt i sin samtid for sine markante politiske overbevisninger.

Hvilket også drev ham til at forlade hustruen Lisbeth Munch-Petersen og sit hjem i Gudhjem i 1937 for at deltage i den spanske borgerkrig, hvor han senere mistede livet.

Det er Bornholms kunstmuseum der sammen med Statens Museum for Kunst i København ejer de få malerier, som Gustaf Munch-Petersen står bag. Et antal, som Tine Nygaard vurderer til at være omtrent de 30. 

Og selvom kunstmuseet i år holder lukket på grund af ombygning har man allerede udset sig en plads, hvor nyerhvervelse skal hænge fortalte hun til Tidende. Det får plads i museets grafikrum, der er egnet til de værker, der ikke kan tåle ret meget lys, uddybede den kunstfaglige leder til Tidende. 

– Og så bliver det jo spændende at se, hvilke værker det skal hænge med. Det kunne både være hans samtidige. som Richard Mortensen, men kunne også være spændende at koble ham med nogle moderne, unge kunstnere. For tematikken med drømmeuniverset er jo i stadig højaktuel og noget, som i den grad taler til det moderne menneske, sagde Tine Nygaard.