Norsk politi afslutter efterforskning i drabssag mod milliardær

25. APR 2024 • 19:53UDLAND

Tom Hagen har siden 2020 været sigtet for at have dræbt sin hustru. Ifølge NRK vil politiet droppe sigtelsen.

Norsk politi har afsluttet efterforskningen af drabssagen mod den norske milliardær Tom Hagen, som siden 2020 har været sigtet for at have dræbt sin hustru, Anne-Elisabeth Hagen.

Det skriver det norske nyhedsbureauet NTB.

Politiet har sendt sagen videre til statsadvokaten i Norge.

Det norske medie NRK erfarer, at politiet ønsker at ophæve sigtelsen mod Tom Hagen. Dette har politiet dog ikke bekræftet.

68-årige Anne-Elisabeth Hagen forsvandt fra sit hjem i forstaden Lørensskog uden for Oslo i efteråret 2018.

Først havde politiet mistanke om, at kvinden var blevet bortført. Men siden udviklede sagen sig til en drabssag, hvor hendes mand blev sigtet.

- Vi kan bekræfte, at en indstilling i Lørenskog-sagen er blevet oversendt til statsadvokaten i Oslo.

- Derudover har vi ikke anledning til at kommentere vores indstilling, da denne nu ligger til vurdering hos statsadvokaten, siger anklager Vibeke Schøyen fra politidistrikt Øst til NRK.

Søndag 28. april er det præcis fire år siden, at Tom Hagen blev anholdt og sigtet for drabet på sin hustru.

Han nægter sig skyldig.

Til NRK siger Tom Hagens advokat, Svein Holden, at han forventer, at sagen mod den norske milliardær bliver henlagt.

Anne-Elisabeth Hagens forsvinden blev kendt for offentligheden i begyndelsen af 2019. På det tidspunkt havde hun været væk i ti uger.

Politiet holdt efterforskningen hemmelig i de første uger af frygt for, at det ville udgøre en trussel mod Anne-Elisabeth Hagens liv, hvis offentligheden fik viden om den formodede bortførelse.

Efter hun forsvandt, blev der fundet et brev i Hagen-parrets hjem, hvor der blev fremsat alvorlige trusler og et krav om et millionbeløb i løsepenge.

Politiet kom dog ingen vegne, da det forsøgte at finde frem til bortførerne og Anne-Elisabeth Hagen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU