Trump, kongen over Dunning-Kruger-effekten

KLUMME
Jeg var for nylig til et middagsselskab, hvor jeg sad ved siden af en tvilling, som på et tidspunkt fortalte om, hvordan der i løbet af hendes ungdom havde været nogle år, hvor hun havde et lidt anstrengt forhold til søsteren, og vice versa.
– Min søster havde kort lunte, og jeg havde ikke meget tålmodighed, så vi havde problemer med at finde hinanden, forklarede hun.
Det giver sådan set rigtig god mening, og umiddelbart strejfede mine tanker det amerikanske folk, som på en måde lider under samme problematik – same same but different, som det hedder på de kanter.

KLUMME

Jeg var for nylig til et middagsselskab, hvor jeg sad ved siden af en tvilling, som på et tidspunkt fortalte om, hvordan der i løbet af hendes ungdom havde været nogle år, hvor hun havde et lidt anstrengt forhold til søsteren, og vice versa.

– Min søster havde kort lunte, og jeg havde ikke meget tålmodighed, så vi havde problemer med at finde hinanden, forklarede hun.

Det giver sådan set rigtig god mening, og umiddelbart strejfede mine tanker det amerikanske folk, som på en måde lider under samme problematik – same same but different, som det hedder på de kanter.

Den ene halvdel af befolkningen er – mener den anden halvdel – så snotdum, at den lader sig forføre af løgn og latin fra fake news-medier, hvorfor den ikke kan indse, at præsident Donald Trump er udvalgt af Gud som nationens redningsmand og frelser, mens denne anden halvdel af befolkningen mener, at den første har så meget fis i MAGA-kasketten, at den ikke har opdaget, at den bliver voldført af de højreorienterede konspirationslystne medier, som vil blæse på objektivitet, neutralitet – og sandhed, for den sags skyld – i en grad, så den aldrig opdager, at Trump er en narcissistisk charlatan på mentalt cirka 12 år, som kun har én interesse: Sig selv.

De to befolkningsgrupper står på hver sin side af en mental kløft af Grand Canyon-dimensioner og er fuldstændig sikre på, at den anden halvdel er galt afmarcheret, og det kan ikke ændre sig, så længe de to halvdele lever i hver sin virkelighed.

 

Inkompetence gør, at et individ
vil være ude af stand til at erkende,
hvor stor forskel der er på egne
kompetencer og det nødvendige
eller ønskede niveau.

 

I Danmark har jeg en klar fornemmelse af, at befolkningen ikke er delt helt så meget på midten, som den er i USA. Det skulle da lige være, hvis man gjorde det op set i forhold til formue, men så vidt jeg kan vurdere, har vi rundt regnet de to modne rigmænd Asger Aamund og Lars Seier Christensen, som er svorne Trump-tilhængere, mens resten af os har gennemskuet, at det er uansvarligt at have en mand, som er fuldstændig ligeglad med sandhed, med ret og vrang, med anstændighed, gode manerer, empati og helt generelt andre mennesker, siddende på posten som præsident i det store land.

Er der nogen, der har glemt, at han indledte sin præsidentperiode med en indlysende løgn om, at der aldrig i historien – ALDRIG! – var mødt så mange op til en indsættelsesceremoni som til hans? Selv om enhver idiot kunne se på billederne, at det simpelthen bare ikke passede.

Siden fortsatte han på samme måde, og han har for længst rundet 20.000 løgne alene i sin tid som præsident.

Det er snart fire år siden, han vandt, men den 3. november var der valg igen – hurra! – og de fleste ved, hvordan det siden er gået med præsidentens erkendelse af at have tabt.

På selve valgaftenen stillede han sig op og talte til sine tilhængere på et tidspunkt, da han selv kun havde 213 valgmænd og Joe Biden 221.

Trump fortalte om alle de stater, han havde vundet, og han argumenterer for, at han faktisk har vundet det samlede valg, fordi … ja, fordi han var klar til at fejre, at han havde vundet.

Og på umærkelig vis lykkedes det ham først at sige, at demokraterne, ganske som han havde forudsagt, vil gå til domstolene med valget – hvorefter han endte med at forklare, at det er ham og republikanerne, der vil gøre det:

– Jeg vil gerne takke det amerikanske folk for deres enorme støtte, millioner og atter millioner af mennesker har stemt på os i aften, sagde han og fortsatte blandt andet:

– Og en meget sørgelig gruppe af mennesker forsøger at fratage den gruppe retten til at stemme, og vi vil ikke finde os i det. Vi vil ikke finde os i det …

– Vi var ved at gøre os klar til en stor fest. Vi vandt alt, og lige pludselig blev det hele bare stoppet. Resultatet i aften har været fænomenalt, og vi gjorde os klar … vi var bogstaveligt talt klar til at gå udenfor og bare fejre noget, der var så smukt, så godt. Sikke en stemmeafgivning og succes …

– Vi har sådan en stor aften, bare se på alle de stater, vi har vundet i aften, og så se den margin, vi har vundet dem med, og lige pludselig … det er ikke sådan, at vi fører med 12 stemmer og har 60 procent tilbage, vi vandt stater, og så lige pludselig … jeg sagde, hvad sker der med valget, det er stoppet, og vi har alle de her meddelelser, som siger … hvad skete der … og så siger de “oohhh” … for ved I, hvad der skete? De vidste, de ikke kunne vinde, så de sagde, lad os tage det i retten, og havde jeg forudsagt det? Sagde jeg det ikke? Jeg har sagt det fra den dag, jeg hørte, at de ville sende millioner af brevstemmer ud … for enten ville de vinde eller også – hvis de ikke vandt – ville de slæbe os i retten.

– Så Florida var en kæmpe sejr, 377.000 … Texas var, som vi sagde, Ohio … tænk lige på det her … Ohio er en fantastisk stat, en vældig stat, jeg elsker Ohio, vi vandt med 8,1 procent, 461.000 … tænk lige på det, næsten 500.000 stemmer, North Carolina, stor sejr i North Carolina, så der vandt vi, vi fører med 76.000 stemmer med næsten ingen tilbage, og lige pludselig stopper alt! Dette er et bedrageri mod den amerikanske offentlighed, det er pinligt for vores land, vi gjorde os klar til at vinde dette valg … ærlig talt, vi vandt faktisk dette valg! Vi vandt dette valg.

– Så nu er det vores mål at sikre valgets integritet, til glæde for landet, dette er et stort øjeblik, dette er et stort svindelnummer mod vores nation, vi ønsker, at loven skal bruges på en ordentlig måde, så vi vil henvende os til den amerikanske højesteret, vi ønsker at al afstemning stopper, vi ønsker ikke, at de finder nogle stemmesedler klokken fire om morgenen og tilfører dem til listen. Okay? Det er et meget sørgeligt øjeblik. For mig er det et meget sørgeligt øjeblik, og vi vil vinde det her, og hvad mig angår, så HAR vi allerede vundet, så jeg vil bare takke jer og alle vores støtter og dem, der har arbejdet for os …

Her stopper abc News transmissionen og vender tilbage til studiet, hvor tv-værten for en sikkerheds skyld lige slår fast over for seerne, at Trump rent faktisk er bagud.

Men som sædvanlig har Trump en fornemmelse så stærk, at den må være rigtig, dét tvivler han ikke på.

Ligesom han ikke tvivler på egne evner.

Han er faktisk et ypperligt eksempel på det, der hedder Dunning-Kruger-effekten, ja, jeg betragter ham som kongen af Dunning-Kruger-effekten.

En effekt, som beskriver den kognitive bias, der kan observeres, når mennesker med kompetencer på begynderniveau har en tendens til at overvurdere egne evner voldsomt.

Bias betyder forvrængning af undersøgelsesresultater, målelige størrelser og lignende, som især skyldes forudindtagethed eller metodiske fejl.

Effekten er navngivet efter psykologerne David Dunning og Justin Kruger, og den forklares med, at mennesker på dette niveau af forståelse og kompetence simpelthen ikke har lært at erkende egne grænser, men overvurderer sig selv, når de skal sammenligne sig med andre mennesker.

Uden tilstrækkelig selvbevidsthed til metakognition kan mennesker ikke vurdere egen kompetence eller inkompetence objektivt.

Dunning og Kruger påviste effekten i 1999 i en serie af eksperimenter, hvor de testede relationen mellem forsøgspersoners bedømmelse af egne evner i forhold til deres faktiske kunnen. Her viste de, at de mindst kompetente individer havde tendens til at overvurdere egne evner. Det gjorde sig gældende både i tests af læseevner, medicinsk praksis, bilkørsel, skak og tennis. Dunning og Kruger foreslog derfor, at inkompetence gør, at et individ vil:

• være ude af stand til at erkende egne manglende kompetencer.

• være ude af stand til at erkende, hvor stor forskel der er på egne kompetencer og det nødvendige eller ønskede niveau.

• være ude af stand til at bedømme andres evner korrekt.

• først blive i stand til at erkende og forstå deres egen mangel på kompetencer efter de har modtaget træning i evnen. De skal altså lære, at de ikke kan!

Der findes også en omvendt effekt, idet mennesker med høje kompetencer har en tendens til at undervurdere egne evner, netop fordi de er klar over grænserne for deres egen viden og forståelse, eller fordi de tror, at de opgaver, som er nemme for dem selv, også er nemme for andre.

Og som Wikipedia noterer i forbindelse med forklaringen af Dunning-Kruger-effekten, så sagde filosoffen Bertrand Russel allerede i starten af 1930’erne:

– Den grundlæggende årsag til problemer er, at i den moderne verden er de dumme fuldstændig skråsikre, mens de intelligente er fulde af tvivl.

Jeg tvivler ikke på, at han havde ret.

Trumps julekalender

Vi er på vej ind i julemåneden, og der bør vi jo alle hygge os med en julekalender på dagligt basis. Det kan være en daglig marcipanlækkerbidsken, eller det kan – ja, det bliver det i hvert fald her – være en lille påmindelse om, hvor klog, dygtig og enestående, den afgående præsident (hurra!) selv mener han er.

Så kan man dagligt lige læse et eksempel, ryste på hovedet, grine lidt (eller eventuelt græde, hvis man hellere vil dyrke det tragiske element), men også benytte lejligheden til at huske på, at han er den afgående præsident (hurra!).

Og i farten lige undre sig over, at han ind imellem omtaler sig selv i højstemt tredje person.

Vi springer over en meget generel betragtning, som han også har ytret, inden vi går til selve julekalenderudsagnene. Hans overskrift for egen formåen lyder: “Ingen andre kan gøre som mig. Ingen! Helt ærligt”.

Og så til julekalenderen:

1. Ingen er stærkere end mig.

2. Ingen har bedre legetøj end mig.

3. Ingen er større eller bedre til det med militær end mig.

4. Ingen elsker Biblen højere, end jeg gør.

5. Ingen bygger bedre mure end mig.

6. Ingen er bedre til at håndtere folk med handicap end mig.

7. Ingen kæmper mere for veteranerne end mig.

8. Ingen har gjort lige så meget for lighed som mig.

9. Ingen er mere tilhænger af Israel end mig.

10. Ingen er mere konservativ end mig.

11. Ingen respekterer kvinder mere, end jeg gør.

12. Ingen vil være hårdere over for ISIS end Donald Trump.

13. Ingen har nogensinde haft større forsamlinger, end Trump har haft.

14. Ingen forstår rædslen ved atomvåben bedre end mig.

15. Ingen andre end jeg forstår det – det hedder “devaluering”.

16. Salget af uran, ingen ved rigtig, hvad det betyder – JEG ved, hvad det betyder.

17. Ingen ved mere om handel end mig.

18. Ingen kender spillet bedre end mig.

19. Ingen har nogensinde i hele dette lands historie vidst så meget om infrastruktur som Donald Trump.

20. Jeg kender H-1B, jeg kender H-2B – ingen ved mere om det end mig (der er tale om visa-ordninger, red.).

21. Ingen kender politikere bedre, end jeg gør.

22. Ingen ved mere om skat end mig.

23. Ingen ved mere om gæld end mig.

24. Ingen forstår systemet bedre end mig, og det er derfor kun jeg kan rette op på det.

(Tak til Youtube)