Partier presser på for at fjerne administrative regler

26. APR 2024 • 16:22ERHVERV/POLITIK

Mængden af administrative regler vokser, lyder det fra Dansk Industri. Venstre vil fjerne 25 procent af dem.

Mere end tre ud af fire danske virksomheder oplever, at mængden af administrative regler er stigende.

Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Industri, der er virksomhedernes brancheorganisation, foretaget blandt mere end 550 virksomheder.

- Mængden af administrativt bøvl og byrder er simpelthen gået amok. Er der overhovedet nogen, der tænker på, om de store mængder love og regler er mest muligt enkle for virksomheder at efterleve. Det ser ærlig talt ikke sådan ud, lyder det fra administrerende direktør i DI, Lars Sandahl Sørensen.

Han tilføjer, at det svækker virksomhedernes konkurrenceevne, fordi de må bruge mere tid på en kompleks lovgivning.

Den stigende grad af administrative regler betyder, at danske virksomheder må udskyde planlagte projekter.

- Politikere herhjemme og i EU bør trykke på pauseknappen nu, så især de små og mellemstore virksomheder kan nå at følge med, siger Sandahl.

Den voksende mængde administrative regler begrundes med ny lovgivning fra både EU og Danmark.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) skrev i forrige uge på det sociale medie LinkedIn, at de vil fjerne 25 procent af erhvervslivets administrative byrder inden 2030.

- Og står det til mig og Venstre, så skal det ikke bare være en ambition, men et bindende mål, som skiftende regeringer skal være forpligtet til at leve op til, skrev han.

Erhvervsordfører for Moderaterne, Charlotte Bagge Hansen, er "fuldstændig enig" med Troels Lund Poulsen i, at der skal fjernes så mange administrative regler for erhvervslivet som muligt.

Men hun vil ikke sætte et konkret tal på, hvor mange procent der skal fjernes.

- Om det skal være 25, 30 eller 20 procent, det ved jeg ikke, siger hun.

Ifølge ordføreren er det ikke en dårlig idé at sætte et konkret procentmæssigt måltal på. Men det vigtigste er substansen og ikke tallet, lyder det.

- Men jeg er selvfølgelig villig til at kigge på at sætte et konkret procentmæssigt mål, siger Charlotte Bagge Hansen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra erhvervsminister Morten Bødskov (S).

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU