Bente Falk Svensson er 66 år, født i Tejn som datter af fisker Knud Villy Hansen og Solveig Marie Hansen. Foto: Jens-Erik Larsen

Bente fortæller om sin barndoms Tejn. Om havet, der både gav og tog

HISTORIE

Fiskerne var solidariske. Hvis det kneb med fangster, hjalp de hinanden økonomisk. Der var ikke noget, de hed understøttelse. De fangede mest sild og laks på datidens små familiekuttere, og laksetogterne kunne vare flere måneder, hvor mødrene var alene med børnene.

Det fortæller Bente Falk Svensson, Allinge, hvis opvækst i Tejn udgør det bornholmske islæt i den nyudkomne ”Barndom på landet” om et liv som ikke er langt borte i tid, men som alligevel forekommer som en anden verden, der dog vil kunne genkendes af jævnaldrende,

Bente Falk Svensson er 66 år, født i Tejn som datter af fisker Knud Villy Hansen og Solveig Marie Hansen. De var 18 og 24 år, da de blev gift, og ingen af dem havde nogen uddannelse. Men det var almindeligt dengang, hvor de fleste levede af landbrug og fiskeri eller gik i egnens mange stenbrud.

Havnen var centrum

Omkring 1950 havde Tejn godt og vel 800 indbyggere, som i takt med det voksende fiskeri kulminerede i 1980’erne med 1.250 indbyggere fordelt på 450 husstande. Da fiskeriet var på sit højeste, havde ikke færre end 44 kuttere hjemsted i Tejn.

Desuden talte havnen to topmoderne fabrikker – Tejn-Gudhjem Fiskesalgsforening og Espersens – og vodbinderi og skibsværft. Og på kajen var masser af travle hænder beskæftiget med at forarbejde fangsterne fra hjemmehørende og fremmede kuttere.

Men fiskeriet gav også anledning til ængstelse og sorg. For Bente Falk Svensson smerteligt personligt. Under overskriften ”Havet gav – Havet tog” slutter hun med at fortælle om en februarnat i 1973, hvor faderen og en makker kom af dage på torskefiskeri. Formentlig nedsejlet af et russisk fragtskib.

Bente Svensson til højre sammen med storesøsteren i ens kjoler med hver sin dukke – og mormoderen, der drev sommerpensionatet ”Åbrinken”, hvor hele familien hjalp til.

Fri dressur

Af indlysende grunde var havnen forbudt område at strejfe rundt på for de fleste børn. Men derudover vidner bogens beretninger om, at efterkrigstidens første årgange var de sidste børn, der havde mulighed for at vokse op uden konstant voksenopsyn.

I 1950’erne og 60’erne var det ganske almindeligt, at rollinger på to-tre år blev lempet ud af køkkendøren for at underholde sig selv. Og ingen løftede et øjenbryn over, at ni-årige drenge fiskede aborrer i bundløse mergelgrave eller gik nervepirrende armgang over en højloftet lo.

Bente Falk Svensson fortæller også, at vejene stort set var uden biltrafik og blev brugt som legeplads. På lune forårsaftener mødtes alle børn mellem seks og 14 år for at lege bøtteskjul, indtil kirkeklokkerne ringede solen ned. Eller pigerne hinkede og sjippede.

Mange trossamfund

Lidt usædvanligt blev Bente Falk Svensson ikke konfirmeret, da moderen var af frafalden adventistfamilie og faderen hverken medlem af folkekirken eller fiskerlejets andre trossamfund som baptister, Pinsemissionen, Luthersk Mission, Indre Mission og Jehovas Vidner.

Familien boede småt i et nedlagt røgeri, der var lille og lavt med blot en enkelt stue, soveværelse og et mikroskopisk køkken. Knap 50 kvadratmeter i alt.

Efter nogle år gennemgik røgeriet en større til- og ombygning, hvor huset fik rejsning. Men oprindeligt sov alle familiens fem medlemmer i soveværelset. Ved siden af dobbeltsengen stod en treetagers køjeseng til Bente, hendes storebror og storesøster.

Drattede i tønden

”Omme i gården var der et das. Jeg hadede at gå derud alene. Det var fordi, jeg som femårig var drattet ned i tønden, så jeg sad i klemme med benene strittende op, ude af stand til komme op.”

”Jeg skreg som en stukket gris, indtil de hørte mig inde i huset og kom mig til hjælp. Den historie har forfulgt mig lige siden. Men jeg kan endnu mærke panikken ved at have rumpen nede i den stinkende pøl,” fortæller Bente Falk Svensson.

Hun beretter også om, hvordan familien hjalp til på mormoderens sommerpensionat ”Åbrinken” hvor der var liv og travlhed fra morgen til sen aften – og Bente var opvasker fra tiårsalderen. Pensionatet havde 13-14 værelser foruden ekstra værelser, som mormoderen lejede hos naboerne, når der var allermest travlt.