Retten påŒ Bornholm. Foto: Berit Hvassum

Far og søn dømt i våbensag

Et 64-årigt bestyrelsesmedlem i støtteforeningen bag Bornholms Forsvarsmuseum og dennes 31-årige søn blev i dag kendt skyldige i overstrædelse af Straffelovens paragraf 192a, der omhandler besiddelse og transport af våben.

RETSSAG

Et 64-årigt bestyrelsesmedlem i støtteforeningen bag Bornholms Forsvarsmuseum og dennes 31-årige søn blev i dag kendt skyldige i overstrædelse af Straffelovens paragraf 192a, der omhandler besiddelse og transport af våben.

Sønnen blev desuden frikendt i en tiltale for tyveri fra Forsvarsmuseet.

Da sagen startede ved Retten på Bornholm tirsdag, nægtede både far og søn sig skyldige i politiets tiltaler.

Her var sønnen tiltalt for, indenfor en periode på 17 måneder mellem den 31. juli 2017 og den 31. december 2018, at have stjålet en semiautomatisk kaliber 7.65 pistol af mærket Bömische Waffenfabrik og en fuldautomatisk MP40 maskinpistol af tysk oprindelse fra forsvarsmuseet. Et våben, som blev anvendt under 2. Verdenskrig. Det fandt en enig domsmandsret ikke, at anklagemyndigheden i tilstrækkelig grad havde bevist.

Dømt for våbenbesiddelse

Sønnen blev til gengæld idømt tre års ubetinget fængsel for overtrædelse af Straffelovens paragraf 192a, der handler om våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder. Her fandt retten det bevist, at han på et tidspunkt i en periode på næsten 27 måneder fra den 31. juli 2017 og frem til den 27. oktober 2019 havde været i besiddelse af og transporteret den førnævnte MP40 maskinpistol under særligt skærpende omstændigheder.

Tilsvarende blev faderen dømt idømt to år og seks måneders fængsel efter den samme paragraf i Straffeloven, fordi han den 24. og 25. juni i år havde transporteret maskinpistolen fra en adresse i Rønne via sit hjem andetsteds på Bornholm til Bornholms Forsvarsmuseum i Rønne, hvor han afleverede maskinpistolen til den daværende museumsleder.

Faderens dom blev gjort delvist betinget, således at seks måneder skal afsones, mens de resterende to år blev gjort betingede af, at han ikke begår nogle lovovertrædelser indenfor en to års prøvetid.

Både far og søn ankede øjeblikkeligt deres respektive domme til Landsretten med påstand om frifindelse eller strafnedsættelse.

Dømt på dna-spor

I retten nægtede den 31-årige søn, at han havde været i besiddelse af maskinpistolen, men under efterforskningen havde politiet fundet dna på maskinpistolens magasin, som en retsgenetiker, der var indkaldt som vidne i retten, mente, at der var en overvejende sandsynlighed for, stammede fra sønnen. En sandsynlighed han havde beregnet til at være 155.000 gange større end, at det stammede fra et andet menneske.

Dette forklarede sønnen med, at han i en periode i 2017 havde været i virksomhedspraktik på forsvarsmuseet og senere i en periode i 2018 havde været frivillig på museet, hvor han havde løst pedelopgaver. Han forklarede i retten, at han i den sammenhæng blandt andet havde været med til at flytte rundt på våben på museets magasin, og at det måtte være derfor hans dna fandtes på maskinpistolens magasin.

Denne forklaring godtog retten ikke og fandt, selvom anklagemyndigheden ikke kunne føre vidner, der havde set den 31-årige med maskinpistolen, at dna-sporet var nok til at dømme ham for at have været i besiddelse af og transporteret våbnet gennem et offentligt tilgængeligt område.

Hentede maskinpistol i Rønne

Den 64-årige far, som under hele retssagen har erkendt det hændelsesforløb, han var tiltalt for, fortalte i retten, at han den 24. juni om aftenen blev ringet op af en bekendt til sin søn. Denne bekendte fortalte, at der lå et våben, som han øjeblikkeligt skulle hente, ellers ville det gå ud over hans søn, som på det tidspunkt sad fængslet i arresten i Rønne i en anden sag. Faderen kører fra sit hjem til den adresse i Rønne, som han fik opgivet i telefonen. Her møder han den bekendte, som tager ham med hen til en anden adresse, hvor han får udleveret førnævnte MP40 maskinpistol. Faderen, som er pensioneret befalingsmand med 42 års karriere i forsvaret, forklarede, at kunne se, at der var tale om et våben fra Bornholms Forsvarsmuseums samling, fordi det var udstyret med et museumsnummer, som han genkendte. Han kontrollerede og sikrede derefter våbnet, tog magasinet ud og fjernede tre patroner, som han vurderede var attrapper, fra magasinet, således at maskinpistolen var ufarlig.

Afleverede på Forsvarsmuseet

Han forlod derefter adressen i Rønne og forsøgte at ringe til den daværende museumsleder på forsvarsmuseet, Klaus Linnert.

Linnert var imidlertid i biografen med sin hustru og besvarede derfor ikke opkaldet. Derfor valgte den 64-årige at tage våbnet med hjem til sin bopæl for næste dag at aflevere det på Bornholms Forsvarsmuseum.

Den efterfølgende formiddag bragte han våbnet tilbage til museet, og her bad han, inden han tog våbnet frem fra tasken, museumslederen om at slå det museumsnummer, som våbnet var mærket med, op i forsvarsmuseets database. Museumslederen fandt frem til, at det var nummeret på en fane eller en lanse, som var placeret andetsteds på museet.

Det 64-årige bestyrelsesmedlem tog derefter maskinpistolen frem fra tasken og overdrog den til museumslederen med en kommentar om, at der vist var rod i museets våbenlister. Et hændelsesforløb, som museumsleder Klaus Linnert, da han blev afhørt som vidne, i det store og hele bekræftede.

Særligt skærpende omstændigheder

I sin afsluttende procedure torsdag formiddag koncentrerede anklager ved Bornholms Politi, Anne Moe, sig hovedsageligt om argumenterne for, at den 31-årige søn skulle findes skyldig. Hun erkendte, at hun som anklager ikke havde fremlagt afgørende beviser for skyldsspørgsmålet, men at der var en overvældende række indicier, som efter hendes mening underbyggede hendes påstand om skyld.

– Vi behøver ikke alle brikker i puslespillet for at kunne dømme, vi skal bare have nok til, at der tegner sig et tydeligt billede. Og det gør der her, argumenterede hun.

Hun forklarede videre, at der efter hendes mening, både for faderens og for sønnens vedkommende, var tale om en overtrædelse af Straffelovens paragraf 192a under særligt skærpende omstændigheder. Dels fordi de begge havde transporteret et fuldautomatisk våben med tilhørende ammunition, dels fordi faderen havde efterladt våbnet i en taske, som var placeret under sædet på hans bil natten mellem den 24. og 25 juni, hvor han ventede på, at forsvarsmuseet skulle åbne, så han kunne tilbagelevere våbnet.

Hun krævede derfor sønnen idømt mindst tre år og elleve måneders ubetinget fængsel og faderen idømt mindst tre et halvt års ubetinget fængsel.

Ikke rettet mod pensionerede befalingsmænd

Faderens forsvarer, advokat Asser Gregersen, mente derimod, at faderen slet ikke kunne dømmes efter Straffelovens paragraf 192a, fordi en forudsætning for dette er, at hans besiddelse af våbnet har været til fare for andre. Asser Gregersen mente derfor, at der enten var tale om det, der på juridisk fagsprog betegnes som ”materiel atypicitet”. Det begreb dækker situationer, hvor der er tale om en handling, som ganske vist er omfattet af lovens ord, men som alligevel falder udenfor kategorien, og som derfor ikke kan eller skal straffes. Han påpegede at Straffelovens paragraf 192a, da den blev vedtaget i Folketinget, var beregnet på at straffe våbenbesiddelse med relation til rocker- eller bandekriminalitet og ikke en jæger, eller som i den konkrete situation; en 64-årig pensioneret befalingsmand med 42 års pletfri karriere i forsvaret, der blandt andet havde omfattet to udsendelser til Balkan og tre til Afghanistan.

En whistleblower

Asser Gregersen påpegede, at anklageren efter hans mening ikke havde ført bevis for, at der var magasin i maskinpistolen, og at der havde været skarpe ammunition i magasinet, da maskinpistolen blev transporteret. Han argumenterede endvidere for, at ingen mennesker ved deres fulde fem kunne tro på, at faderen, med sin militære baggrund, ville transportere eller anvende maskinpistolen på en måde, så den var til fare for andre, hvilket efter hans fortolkning af loven var en forudsætning for, at Straffelovens 192a kunne bringes i anvendelse. Han mente derfor, at hvis retten ville dømme faderen så skulle det være efter Våbenlovens paragraf 10, som har en straframme, der løber fra bøde til to års fængsel, i modsætning til Straffelovens paragraf 192a, hvor strafferammen løber fra to til otte års fængsel.

– Med sin handling har tiltalte ikke kun fjernet et farligt våben fra et misbrugsmiljø i Rønne, han har også optrådt som whistleblower på forsvarsmuseet og er den direkte årsag til, at museet opdager, at der mangler adskillige våben fra museets samling.

Manglende beviser

Den 31-årige søns forsvarer, Ulrik Villars Lunn, begærede også frifindelse både for tiltalen for tyveri og tiltalen for overtrædelse af straffelovens paragraf om våbenbesiddelse. Han påpegede, at anklageren efter hans mening ikke havde været i stand til at forklare, hvornår og hvordan det påståede tyveri skulle have fundet sted, og at det i det hele taget ikke var bevist, at det var den 31-årige, der havde stjålet det.

Han argumenterede videre, at der ikke var ført bevis for, at den 31-årige havde transporteret våbnet og at det ikke var bevist, at han havde været på et offentligt tilgængelig sted med våbnet, og at det ikke var bevist, at der havde været skarp ammunition i våbnet.

Ulrik Villars Lunn fandt det endvidere påfaldende, at politiet ikke havde gjort mere for at undersøge den personkreds, som kontaktede den 64-årige far om våbnet, og at man ikke havde undersøgt, om det eventuelt kunne være andre, som havde stjålet våbnet fra forsvarsmuseet.

Han undrede sig desuden over, hvorfor politiet ikke havde undersøgt våbnet for fingeraftryk, og hvorfor faderes dna ikke var fundet på våbnet, når han også havde erkendt at have håndteret det.

– Man kan ikke garantere, at det er det rigtige magasin, sagde Ulrik Villars Lunn og påpegede, at der var gået mere end to uger, fra våbnet bliver indleveret adskilt af faderen, til politiet sikrer det som bevismateriale, nu i samlet tilstand. Og i mellemtiden er våbnet blevet flytte sammen med en række tilsvarende våben fra forsvarsmuseet til et våbenkammer på Almegårds Kaserne.

En retskaffen borger

Inden den juridiske dommer, Dennis H. K. Jakobsen, og de to lægdommere trak sig tilbage for at votere, fik de to tiltalte mulighed for at få et sidste ord. Her holdt den 64-årige fader, der var iført sin udgangsuniform med en lang række ordner, en længere og meget følsesladet tale, hvor han fortalte om sine personlige forhold, sin karriere i forsvaret, der ud over flere udsendelser til krigszoner, havde omfattet opgaver som idrætslærer og bodyguard for prins Joachim og kronprins Frederik, da de i 1980’erne blev uddannet på Hærens Kampskole i Oksbøl.

– Jeg opfatter mig selv som en ordentlig og retskaffen borger, som gennem et helt arbejdsliv i forsvaret har tjent Danmark efter bedste evne, og jeg står meget uforstående overfor den rejste tiltale mod mig, sagde han blandt andet henvendt til retten.

Hans 31-årige søn ønskede ikke ordet for at henvende sig til retten.

Lang votering

Det tog retten mere end to timer, inklusive frokostpause, at nå til enighed om en dom, og to gange blev domsafsigelsen udsat, fordi dommerne ikke var færdige med at votere.

Den juridiske dommer, Dennis H. K. Jakobsen forklarede efter domsafsigelsen, at retten i sin vurdering af tiltalen mod sønnen for overtrædelse af straffelovens våbenparagraf, havde lagt vægt på, at hans dna var fundet på våbnet, og at han via sin virksomhedspraktik og sit frivillige arbejde havde opholdt sig på forsvarsmuseet og haft mulighed for at stjæle våbnene.

I rettens vurdering af faderens skyldsspørgsmål havde retten valgt at tilsidesætte faderens forklaring om, at det var fordi, der var fremsat trusler mod hans søn, at han havde hentet våbnet på adressen i Rønne. Retten mente derimod, at faderen var blevet informeret om våbnet af anden vej og havde hentet det, for at skjule, at sønnen var involveret.

Retsløs i retsstat

At han blev idømt en straf, som var væsentligt mildere end minimumsstraffen for sådan en overtrædelse, var ifølge dommeren, fordi retten havde taget de særlige forhold omkring hans personlige situation og det forhold, at han havde afleveret våbnet på forsvarsmuseet, i betragtning under udmåling af straffen.

– Jeg er dybt indigneret, og min retsfølelse har fået et alvorligt slag. Jeg føler mig retsløs i en retsstat og det er dybt bekymrende, at vi har et retssystem, hvor jeg kan blive dømt, og hvor folk, som er væsentlig svagere end jeg er, kan blive mast, udtalte den dømte 64-årige umiddelbart efter dommen til Bornholms Tidende.