Kim Kock-Hansen tiltræder den 1. december stillingen som trafikchef i BAT. Han kommer fra en stilling som udviklingschef hos JF Data. – Det er meget nyt, og jeg ved ikke så meget endnu, men det finder jeg ud af, efterhånden som tiden går, og nu er der fokus på at få lukket mit arbejde ordentligt ned og få afleveret de ting, der er kørende, siger han. Arkivfoto: Mads Westermann

BAT’s nye trafikchef glæder sig til at møde sine kolleger: ‘Det er i mødet mellem mennesker, at det spændende sker’

TRANSPORT

Det begyndte som en udviklingsopgave for BAT, der havde brug for et program til bestilling af grupperejser samt rejse med cykel, barnevogn eller kørestol. Opgaven gik til JF Data, og Kim Kock-Hansen blev udnævnt til projektleder og senere udviklingschef. Derfor er han ikke helt ukendt med det kommunale trafikselskab, når han tiltræder stillingen som trafikchef den 1. december.

– Jeg har arbejdet med it-systemer og den kollektive trafik i 10 år og synes, det er en meget spændende verden, og jeg har kendt BAT igennem de seneste 10 år og synes, det er en rigtig spændende virksomhed, fortæller Kim Kock-Hansen om sin motivation for at søge stillingen som trafikchef, der blev ledig, da Lars Friborg i august stoppede efter gensidig aftale.

Dialogen er i gang

På det tidspunkt havde trafikselskabets chauffører og trafikchefen ligget i åben konflikt i nogle uger. Chaufførerne var utilfredse med både vagtplaner og køreplanen, som blev lavet uden at tage folkene bag rattene med på råd. Siden er der kommet mere ro på, og Kim Kock-Hansen ser det som sin vigtigste opgave at fortsætte den dialog, der allerede er i gang, så problemerne bliver diskuteret igennem og løst.

– Jeg tror, det er vigtigt, at når man laver køreplaner og vagtplaner, så gør man det i fællesskab og åbenhed, siger han.

At dialogen allerede er i gang, og situationen i BAT dermed er mindre anspændt, har gjort jobbet som trafikchef mere attraktivt.

– Det er ikke en sjov situation for nogen at skulle være i, når der er problemer på en arbejdsplads, så det er helt klart rigtig dejligt, at man er begyndt at få løst de problemer, siger Kim Kock-Hansen.

De nye kolleger

Selvom den kommende trafikchef har arbejdet med it-systemer til BAT, tre jyske trafikselskaber og Fynbus i en årrække, så har han ingen direkte erfaring med at få et trafikselskab til at køre.

– Jeg har fulgt det fra sidelinjen i de seneste otte-ti år, så jeg har fået indblik i, hvordan det er, men jeg har ikke siddet og driftet et trafikselskab. Der får jeg brug for de dygtige medarbejdere, der er, siger Kim Kock-Hansen.

Han glæder sig til at møde de nye kolleger, lære dem at kende og komme i gang med arbejdet. Det omfatter også dialogen med BAT’s brugere. Den kan han måske tyvstarte på derhjemme, for selvom han ikke har brugt bussen til den daglige transport til og fra arbejde, så kører han gerne med, når det ikke er muligt at tage bilen eller cyklen.

– Mine børn bruger også bussen meget, så det er en del af vores infrastruktur, at vi har et klippekort eller buskort liggende, fortæller han.

Det spændende sker

Kim Kock-Hansen fortalte sin nuværende arbejdsgiver om jobskiftet til BAT mandag, og hans eget hold af medarbejdere fik besked tirsdag. Ifølge ham blev de kede af det, men samtidig forstod de, at han kan blive motiveret af den opgave, der venter ham.

– De har også været med til at lave mange af de ting nede på BAT, så de ved godt, at der ligger en god og spændende udfordring dernede, siger han.

Fra sit job hos JF Data kommer han til at savne sine kolleger allermest og også nogle af de kunder, han har haft forbindelse til.

– Det er i mødet mellem mennesker, at det spændende sker, og der er jeg utrolig privilegeret i mit arbejde i JF at have nogle rigtig gode kolleger og nogle rigtig spændende kunder at arbejde sammen med, og jeg forventer, at det fortsætter hos BAT, siger Kim Kock-Hansen, som glæder sig over, at JF Data stadig løser opgaver for BAT, og at han derfor vil blive ved med at støde ind i sine gamle kolleger.