Simon Sandbye (tv.) og Kim Andersen ser store muligheder i Remisen og den store hal, hvor busser og togvogne gennem årene har været opmagasineret. Foto: Berit Hvassum

‘Du får simpelthen New York og Berlin, når du kommer ind her’

BYUDVIKLING

“Remisen” kaldes det velbeliggende busværksted på Nørrekås Lystbådehavn, som kommunens byudviklere tiltænker en central funktion, når by og havn i de kommende år skal bringes tættere sammen.

Men hvad skal der konkret ske i bygningen? Det spørgsmål er endnu uvist, men står det til nogle af kommunens musikalske ildsjæle, skal Remisen stilles til rådighed for underskoven af mindre kulturelle foreninger.

– Det ligger jo perfekt dernede. Og man kommer ikke til at genere nogen, hvis man spiller høj musik, siger Kim Andersen fra foreningens Spillestedet om rammerne, da han tirsdag ringer til Bornholms Tidende.

Samme eftermiddag aftaler vi at mødes uden for busværkstedet på pladsen, hvor selve remisen lå, da Bornholm var en landsdel med jernbanelinjer. Til stede er også Simon Sandbye, der arrangerer sommerkoncerterne på Store Torv og i eget eventbureau står bag musik i blandt andet Villa Nova.

Til vores held er regionskommunens projektleder med ansvar for byudviklingen tilfældigvis i gang med en rundvisning, så vi kan komme indenfor.

Og da vi træder ind i den store hal, hvor Kim Andersen drømmer om at sætte en scene op, forklarer han, hvorfor han er så betaget af stilen:

– Det er det rå, industrielle look, ik’.

Nedsænkningen i betongulvet, så mekanikerne kan få adgang til busserne fra neden, er en af bygningens særlige kendetegn. Bag de store vinduespartier er en lille plæne få meter fra havenbassinet. Foto: Berit Hvassum

Det er betonen, de sprossede vinduer, resterne af jernbaneskinner, mørke trælofter, blottede isolationsrør og store porte, der kan rulles op ud til pladsen. Der er en bagindgang ud til lystbådehavnen, og på bagsiden er der plads til at lave en terrasse med ypperlig udsigt over havnen.

En enkelt bus står fortsat inde i bygningen, som BAT snart rømmer.

Vi lister ind i bygningens mindre rum. Dele af væggen er komplet nedslidt. Skal badeværelset og de små renoveres op til 2020-standard, bliver det uden tvivl dyrt. Men står det til de musikfolk, skal en formentlig nødvendig istandsættelse være moderat.

– Du får simpelthen New York og Berlin, når du kommer ind her, siger Kim Andersen, da vi træder ind i et værkstedets mindre rum.

– Du kan ikke købe det for penge, tilføjer Simon Sandbye om de rustikke rammer.

Paraplyforening organiserer

Deres idé går ud på, at kommunen skal lade være med at sælge bygningen og i stedet investere i at renovere og vedligeholde den. En nyetableret forening skal tildeles ansvaret for at drive Remisen og organisere brugen af stedet. Foreningens bestyrelse skal bestå af repræsentanter fra de forskellige brugerforeninger.

Kim Andersen og Simon Sandbye forestiller sig, at arrangører fra en bred vifte af eventmagere kan booke Remisen i kortere perioder – fra ét døgn og op til 14 dage ad gangen, så adgangen til bygningen ikke blokeres for længe ad gangen.

Blandt de potentielle brugere nævner han ungdomsskolen, gallerier, teatre og arrangører af stand-up og koncerter som Dance Vibration og folkene bag Raise Your Horns og Rising Festival. Arrangører af pop up-events som madmarkeder og loppemarkeder vil også passe godt ind.

– Det skal være billigt at lave arrangementer hernede, understreger Kim Andersen, der selv en af hovedkræfterne bag Rising Festival, som de første par år foregik i lignende, rå omgivelser i Galleri Benmel ved Nexø Havn.

Pladsen uden for Remisen skal også bringes i spil, mener Kim Andersen. En gruppe skatere har, som tidligere nævnt i pressen, allerede lagt billet ind på området.

– Der er plads til, at skaterne kan lave en midlertidig bane udenfor. Og så forestiller vi os, at vi kan få sat et hegn op ud mod vejen (Ndr. Kystvej, red.). På muren deromme kan man sætte basketkurve op, og det kan blive det fedeste street-miljø. Om sommeren kan der hver lørdag være madvogne på pladsen, opremser Kim Andersen.

For to uger siden præsenterede han sine ideer for borgmester Winni Grosbøll (S). Han har desuden snakket med folk fra ungdomsskolen og de andre mindre musikarrangører, som ifølge Kim Andersen også er lune på Remisen, der kan blive det samlingssted, som ikke findes i Rønne.

– Rønne er næsten den eneste by på øen, der ikke har et kulturhus, siger han.

Mens Bornholms Tidende besøgte Remisen, viste kommunens projektleder for byudviklingen i Rønne, Sofie van der Pahlen (nr. 2 fra højre), en gruppe potentielle rådgivere rundt. Rådgivningsopgaven er for tiden i udbud. Foto: Berit Hvassum