Det er hotellets oprindelige arkitekter fra 3XN, der har tegnet stregerne til den nye værelsesfløj. I en pressemeddelelse fortæller arkitekt og direktør Kasper Guldager blandt andet, at han håber, at byggeriet kan være med til at vise andre potentialet ved træbyggeri. Illustration: 3XN

Tidligere direktørbolig giver plads til ny hotelfløj

ERHVERV

Siden ideen om hotel og konferencecentret Green Solution House opstod, har det været en grundtanke, at der hele tiden skal ske udvikling. Ikke noget med at hvile på laurbærrene og bare koncentrere sig om drift. Det er en af grundene til, at Hotel GSH er i gang med de indledede øvelser til det, der skal blive en ny værelsesfløj.

Derudover kan det ifølge direktør Trine Richter være en rigtig god idé at udvikle i krisetider, når man har mulighed for det.

– Vi har inden for det seneste par år talt om, at vi godt kunne tænke os at løfte kvaliteten yderligere, siger hun.

Hotellet har ikke som sådan brug for flere værelser, men det har brug for flere af en bestemt slags værelser. Det er værelser af en meget høj kvalitet, som er bæredygtigt bygget, og som har den rigtige placering.

– I dag har jeg nogle værelser, som ligger ude på grunden, men når vi har møde- og konferencegæster, så vil de gerne bo i det hus, hvor receptionen og restauranten er, og det kan jeg ikke tilbyde i dag. Noget af det der bliver forstærket af hele det her covid-19, det er, at vi ser et marked for, at en virksomhed får hele hotellet. Der kan jeg ikke nøjes med 35 værelser i hovedbygningen, fortæller Trine Richter.

Hotel GSH’s nye værelsesfløj er på vej til at blive en del af uddannelsen af danske ingeniørstuderende. Det sker efter initiativ fra den rådgivende ingeniørvirksomhed AB Clausen, hvis kompetencechef, Jacob Ettrup, både leverer viden til hotelbyggeriet og underviser fremtidens ingeniører på DTU i Lyngby. Hans intention er ad den vej at bruge byggeprojektet som et pejlemærke for fremtidens bæredygtige byggerier. Illustration: 3XN

Ikke ordinært byggeri

Det nye byggeri skal erstatte den del af komplekset, hvor de ejere, Carl Edvard “Calle” og Rose Mogensen, boede tidligere.

– Når man står på Strandvejen med ryggen til Galløkken og kigger på hovedindgangen, så kommer det til at ligge til højre, hvor der i dag er den tidligere bolig. Det er en lille, lav bygning, siger Trine Richter.

Værelsesfløjen bliver både bygget, beklædt og isoleret med træ. Det betyder ifølge en beskrivelse af byggeriet, at den kommer til at levere et positivt klimaaftryk, fordi træ naturligt absorberer CO2.

– Vi laver det selvfølgelig ekstremt bæredygtigt, som vi plejer. Vi kan jo ikke lave ordinært byggeri her. Vi skal ud og flytte nogle grænser, lyder det fra Trine Richter.

Lige nu ser det måske ikke ud af meget. Der bliver anlagt en ny adgangssti og fældet nogle træer. Så skal den tidligere bolig rives ned, og så kan nybyggeriet begynde. Det har været i en nabohøring, der slutter i disse dage.

Bevare førerposition

Med byggeriet af den ny værelsesfløj får Hotel GSH ikke kun glæde af flere værelser i umiddelbar nærhed til reception og restaurant. Det genopfrisker også sin profil.

– Vi har sagt fra start af, at vi skal lave kontinuerlig udvikling, og det er på godt og på ondt, kan man sige. Nogle gange kan man godt ønske, at vi bare kan have nogle år med ro og fred, men nej, det kan vi ikke. Vi vil gerne bevare den her førerpositition, som vi har inden for bæredygtighed, både hvordan vi driver hotellet, og også i forhold til hvordan vi bygger, siger hoteldirektøren.

Hun fortæller, at der er nogle entreprenører, der har reserveret plads til en konference, fordi de gerne vil se det eksisterende byggeri, og de blev ellevilde, da de fandt ud af, at der skal bygges igen og denne gang i træ.

– Det er jo det nye sort, det er helt vildt, siger Trine Richter.

Hvis alt går efter planen forventer hun, at byggeriet går i gang inden for en måned.

– Og så vil du sikkert også gerne vide, hvornår det står færdigt. Det kunne jeg også godt tænke mig at vide. For nu ikke at entreprenøren skal sidde i struben på mig, så skal jeg vel sige i forsommeren, juni eller juli, siger hun.

Der bliver anlagt en ny sti, så folk nemt kan finde fra parkeringspladsen op til den vifteformede bygning på Hotel GSH. Det er det første konkrete resultat af hotellets planer om at rive den tidligere privatbolig ved hotellet ned og erstatte den med en ny værelsesfløj. Den tidligere bolig er blevet tømt for møbler og service, som er gået videre til en organisation, som får gavn af at sælge det i en genbrugsbutik, og byggematerialet vil også blive genbrugt i videst muligt omfang, fortæller hoteldirektør Trine Richter. Foto: Jens-Erik Larsen

 

 

59

værelser vil der efter indvielsen af den nye værelsesfløj være i Hotel GSH’s hovedbygning.

 

 

 

Fakta

Om byggeriet

Byggeriet udnytter spildprodukter fra selve byggeriet, såkaldt fraskær, til møbler og overflader.

Derudover bliver fraskær fra lokale granitbrud brugt til udsmykning, der samtidig er med til at regulere temperaturen. Det sker, fordi granit er i stand til at holde på både varme og kulde.

Endvidere gør byggeriet udelukkende brug af naturlig ventilation via ovenlysvinduer og åbne partier, hvilket eliminerer behovet for mekanisk ventilation.

Endelig er det et kendetegn for bygningen, at alle dets komponenter kan genbruges i stedet for at ende med blive nedrevet og smidt væk som ved konventionelle byggeprojekter.