Et hæfte, der rummer mange lækkerier …

Opskriften på at lære en gammel hund nye kunster

KLUMME

Barndommens ferier gik ofte til Falster, nærmere bestemt Ore lige uden for Stubbekøbing, hvor min mor er født og opvokset, og hvor min mormor og morfar stadig boede.

Da jeg var fem, flyttede de fra en gård tæt på Grønsund til et parcelhus, hvor der både inde og ude var mindre plads til barnlige udfoldelser som boldspil og andre lege. Måske var det derfor, jeg var så glad for en samling gamle Anders And-blade, som stod inde på det gæsteværelse, hvor mine forældre sov, når vi var på besøg. Andeby var alt andet lige noget mere spændende end Ore, og der skete flere sjove og skøre ting på Paradisæblevej end på Platanvej.

 

Kort sagt lavede
min far ikke mad

 

De bedste blade var dem, hvor der var mange historier med Anders, Rip, Rap, Rup, onkel Joakim, fætter Højben og alle de andre ænder i Andeby. Til gengæld blev jeg skuffet, hvis Mickey Mouse var hovedpersonen, selv om jeg var ret begejstret for Fedtmule og hans alter ego, Supermule. Ham, Supermule, ville min storebror opkalde mig efter, da jeg blev født. Anders’ iltre temperament og hans foragt for autoriteter tiltalte mig, mens jeg fandt dydsmønstret Mickey kedelig og forudsigelig.

Sådan har jeg det faktisk stadigvæk med Walt Disneys to klassiske karakterer. Alligevel er det Mickey i selskab med Fedtmule, der er på forsiden af familiens mest interessante Disney-hæfte. På resten af siderne er der ingen tegnede figurer, men masser af ord, der fortæller deres helt egen historie om en i overført betydning gammel hund, der har lært en masse nye kunster.

Side efter side er således fyldt med opskrifter, som min far har samlet i de 20 år, der er gået, siden min mor først fik kræft og nogle år efter døde af sygdommen. Indtil det skete, havde min mor lavet næsten al mad i hjemmet i Gudhjem. Nogle retter havde hun med fra Falster, nogle havde hun tillært sig som pige på en gård i Sønderjylland, og siden ankomsten til Bornholm i 1963 og ægteskabet med en lokal fisker var især en lang række fiskeretter også blevet en del af køkkenrepertoiret.

Kort sagt lavede min far ikke mad. Det ændrede sig, da han omkring årtusindeskiftet lige så stille overtog madlavningen fra min mor, som ikke magtede opgaven længere. Min far trådte til, og under min mors kyndige vejledning åbnede madlavningens verden sig mere og mere for den på det tidspunkt knap 70-årige novice.

Nysgerrigheden lever stadig

Samtidig med at han lærte at lave flere og flere retter, noterede han i hæftet med Mickey og Fedtmule på forsiden. I første omgang var det nogle af husets klassiske retter som frikadeller, lasagne og fiskekarbonader. Sidstnævnte var en af de fiskeretter, som opnåede den særlige ære at supplere dem, min farmor havde lavet, da min far var barn.

Når min mor en gang imellem forsøgte at forny fiskekøkkenet, kunne min far finde på at bemærke, at der er mange måder at ødelægge fisk på. Fisk er i denne sammenhæng ensbetydende med torsk, for sådan var det åbenbart blandt de bornholmske fiskere dengang. Opskriften havde min mor fået fra en tv-udsendelse, og nu fik min far den fra hende som en elev i en hjemkundskabstime.

 

Det behøvede hun
i hvert fald ikke
at få opskriften på

 

Han fik også lært at lave gudhjemmedyppe, persillesovs og den gule sovs til kogt laks, en slags husmorudgave af hollandaise, og alle tre opskrifter er også at finde i hæftet.

De fleste opskrifter er noteret med min fars håndskrift, men med årene har de fået selskab af udklip fra diverse tilbudsaviser, ugeblade og magasiner, ligesom der er opskrifter, vi børn har skrevet ned til ham, hvorefter han har klistret dem ind på en af siderne. Det gælder for eksempel chili con carne, pølser i rødvin og farsbrød. De to sidste er retter, som min engelske svoger har lavet, og som min far har været så glad for, at han har ønsket at få opskriften, så han selv kan lave dem. Og det gør han rent faktisk.

Det med at bede om opskriften er ellers noget, der ligger til min mors side af familien. Blandt min mormor og hendes søskende var det kutyme at bede om opskriften, hvis man havde været til middag hos hinanden. Det står lidt hen i det uvisse, om det var et udtryk for, hvor god maden havde smagt, eller om det blot var en høflighedsfrase. Til gengæld er der ingen tvivl om, hvad den eneste svigerinde mente, du hun efter et måltid fastslog, at det behøvede hun i hvert fald ikke at få opskriften på.

Hvad er det?

Min far fortæller, at han er færdig med at klippe opskrifter ud for at klistre dem i hæftet, men nysgerrigheden lever stadig.

Når han dyrker hjernegymnastik i form af krydsogtværs, sker det, at han falder over en, hvor løsningen er en opskrift, og selv om den ikke bliver klistret ind blandt alle de andre opskrifter, kan den stadig pirre den kulinariske nysgerrighed, som blev vakt af nødvendighed og har holdt ved i 20 år.

Hans foretrukne spise er stadig fisk, men klassikere som kogt og stegt torsk samt fiskefrikadeller og fiskekarbonader har fået selskab af en række andre retter, som åbenbart ikke ødelægger fisken. Det er fiskeretter inspireret af det italienske, det indiske og endda det tanzaniske køkken serveret med enten pasta eller ris, hvilket ville være utænkeligt, da vi var børn. Dengang hørte der kartofler til alle fiskeretter, uanset om det var torsk, laks, skrubber eller noget helt fjerde, og uanset om de var kogt eller stegt.

 

Koriander er kommet
i fiskekarbonader
i stedet for persille

 

Sådan er det ikke længere. Selv nogle af de klassiske retter er forsøgt nyfortolket. Både hvidløg, ingefær og koriander har han talt om at blande i farsen til fiskefrikadeller, indtil hans børn satte en stopper for det, fordi vi foretrækker den klassiske udgave. Det viser sig, at vi er enige med ham i, at der er mange måder at ødelægge fisk på. Større succes har han haft med nytænkningen af lasagnen, som nu eksisterer i en udgave, hvor der i stedet for kød er fisk i saucen. Og koriander er kommet i fiskekarbonader i stedet for persille.

Jeg kan ikke dokumentere, at det er tilfældet, men jeg har en mistanke om, at der er en sammenhæng mellem det, at han selv begyndte at lave mad, og det at han har lagt konservatismen bag sig og overgivet sig til nysgerrigheden. Hvor han tidligere kunne spørge, “hvad er det?” med en stemmeføring, der afslørede en vis skepsis, spørger han nu “hvad er det?”, så man ikke er i tvivl om, at han er oprigtigt interesseret i at finde ud af, hvad han får serveret, og hvordan man har lavet det.

Sådan er det med så meget, når først man selv begynder at arbejde med det, bliver det langt mere interessant.

Uanset om det er en opskrift fra Disney-hæftet eller en af dem fra rygraden, laver min far varm mad hver dag. Nogle gange midt på dagen andre gange om aftenen, men der er varm mad på bordet hver dag. Det lovede han min mor, inden hun døde – at han nok skulle få varm mad hver dag. Det behøvede hun ikke at bekymre sig om. Det løfte har han holdt, og han har holdt det med bravur. Jeg er ret sikker på, at hun ville blive glædeligt overrasket grænsende til chokeret, hvis hun kunne se, hvad han kan ved komfuret i dag.

Det kan godt være, at det er svært at lære en gammel hund nye kunster, men det er ikke umuligt, slet ikke, og det er min far et levende bevis på.

Tegning: Jørn Villumsen

HENRIK NIELSEN er journalist på Bornholms Tidende. Han er vokset op i et hjem, hvor mor lavede maden. Senere gjorde livets tilfældigheder, at far overtog pladsen i køkkenet, hvilket han har gjort med bravur.