De 450.000 kroner skal bruges på at skabe en handicapvenlig indgang og lave handicaptoiletter i det nye fælleshus i Klemensker. Foto: Jens-Erik Larsen

Stor pose penge til fælleshus: ‘Det har været en lang, sej kamp’

BUDGETFORLIG

Foreningslivet i Klemensker får med kommunens nye budgetforlig endnu en pose penge til at gøre arbejdet med at etablere et fælleshus for byens foreningsliv i det tidligere Klemensker Skoles Bygning C. Projektet får 450.000 kroner. De penge skal bruges på at skabe en handicapvenlig indgang og lave handicaptoiletter. Christine Holst er næstformand for Klemensker Land- og Byforening, og hun er glad for, at politikerne kan blive enige om, at færdiggørelsen af fælleshuset skal prioriteres.

– Vi er rigtig glade for, at pengene kommer, siger hun.

– Men vi må indrømme, at vi trækker lidt på begejstringen. Det har været en lang, sej kamp, fortæller Christine Holst.

Klemenskers tidligere fælleshus lukkede i 2012. Siden da har byen ikke haft et sted, hvor byens borgere og foreninger kunne mødes. Efter lang tids arbejde med at tale med kommunalpolitikerne blev der i 2016 afsat 2,3 millioner kroner til at nedrive og ombygge det tidligere Klemensker Skoles bygninger. I foråret 2018 var de penge imidlertid sluppet op, og huset var stadig ikke færdiggjort. Der manglede toiletfaciliteter og en indgang for gangbesværede. Som det ser ud nu, skal brugere af huset benytte de toiletter, som ligger i den anden ende af bygningen, hvor ungdomsskolen hører til, og hvor den eneste handicapvenlige indgang befinder sig. Det giver det problem, at når ungdomsskolen holder lukket i sommerferien, så kan brugere af fælleshuset ikke komme på toilettet, og gangbesværede har svært ved at komme ind.

– Desuden kan huset slet ikke lovliggøres før det er handicaptilgængeligt, siger Christine Holst.

– Jeg kan ikke forstå, at politikerne ikke har været interesserede i at få gjort det lovligt før nu, siger hun.

God start, men der skal mere til

Fælleshuset er trods skavanker i brug i dag. Klemensker lokalhistoriske forening og en væveklub. Men Christine Holst drømme om, at huset kan blive et hus for alle byens foreninger, og et sted hvor 4-Kløver-Klyngen, der er et samarbejde mellem byerne Aarsballe, Rø, Nyker og Klemensker, kan mødes. Klemensker lokalhistoriske arkiv har åbent hus hver onsdag, og mange af de ældre med gangbesvær, der kommer, bliver nødt til at gå senest 21.30, for der sættes alarmen til på indgangen til ungdomsskolen, fortæller Christine Holst.

Hun understreger, at Klemensker Land- og byforening selvfølgelig er glade for, at der bliver afsat penge til at komme tættere på et færdigt fælleshus, men hun er ikke sikker på, at det er nok til at komme helt i hus med fælleshuset. Når toiletter og handicapindgang engang står færdigt til næste år, mangler der stadig de sidste detaljer før huset fremstår færdigt og hyggeligt. For eksempel skal de gamle arbejdsborde i gangen, der var natur- og tekniklokale, fjernes, og der skal males og lappes huller i væggene, fortæller Christine Holst.

– Vi er spændte på, om pengene nu vil slå til den her gang, siger næstformanden.