Vinbaren Râzapâz på Laksetorvet i Rønne ser ud til at genåbne inden for de allernærmeste dage. Foto: Berit Hvassum

Râzapâz på vej mod genåbning

ERHVERV

Vinbaren Râzapâz på Laksetorvet i Rønne ser ud til at genåbne inden for de allernærmeste dage.

Patrick Hult har således netop modtaget de nødvendige leverancer – alt på kredit, for kassen er tom – og mangler dermed her tirsdag formiddag blot at få sin midlertidige alkoholbevilling i hus, inden han slår dørene op for sine kunder, hvilket han tror på sker enten onsdag eller torsdag.

Men nok så vigtigt:

– Jeg har også fået en ny lejekontrakt her på Laksetorvet, fortæller han.

Som tidligere fortalt i Bornholms Tidende kom coronakrisen i foråret som et hårdt slag for den nyåbnede restaurant, men Patrick Hult klarede den ved i første omgang at satse på take away – og så trådte erhvervsmanden Michael Møller til som en hjælpende hånd og med en formodet pengekasse i baghånden.

Han oprettede selskabet Râzapâz Bornholm Aps. og indsatte i begyndelsen af juni Patrick Hult som direktør for de tre restauranter Râzapâz i Rønne, Høiers i Allinge og Restaurant Møllen i Gudhjem.

 

Jeg har enormt mange stamgæster,
som bliver ved at ringe og skrive til mig
og er rigtig kede af, at jeg lukkede.

 

Onsdag den 19. august skrev Patrick Hult imidlertid på Facebook, at Râzapâz i Rønne desværre var lukket på ubestemt tid, og at samarbejdet med Michael Møller var brudt sammen.

Ifølge ham havde han og Michael Møller en mundtlig aftale om at køre restauranterne 50-50 procent, så de havde lige andele i selskabet, men han oplyste også, at han ikke længere kunne få erhvervsmanden i tale.

Michael Møller på sin side sagde til Bornholms Tidende, at det ville være uprofessionelt af ham at udtale sig om personalesager – og som det fremgår andetsteds her på siderne oplyser han nu, at Patrick Hult hele tiden kun har haft status som ansat, hvilket i sagens natur betyder, at han også kan fyres.

Patrick Hult har tidligere i avisen oplyst, at han efter bruddet stod på helt bar bund og skulle genstarte Râzapâz fra bunden af – nyt cvr-nummer, ny lejekontrakt, nyt varelager, ny alkoholbevilling, ny aftale med leverandører og så videre – men med ny lejekontrakt og nye leverancer er der altså lys forude.

Han har også haft to restauranter i København, som han måtte lukke på grund af coronakrisen. Det var Restaurant Kaptajn på Nørrebro og vinbaren Ancestrale på Vesterbro, som mindede meget om Râzapâz.

– Corona tog fuldstændig pusten ud af os, siger han.

Mit levebrød

Hans tidligere partner i Ancestrale har nu genåbnet den, men Patrick Hult er ikke længere involveret i den, og det er hans agt at satse 100 procent på Râzapâz.

– Jeg startede noget godt op her, og det skal være mit levebrød på Bornholm. Jeg har ikke tænkt mig at lave en døgnflue, jeg ramte et behov, som jeg dækkede her i Rønne, og jeg har enormt mange stamgæster, som bliver ved at ringe og skrive til mig og er rigtig kede af, at jeg lukkede. Og det er det eneste, der holder mig kørende lige nu. Jeg har ellers ikke meget livsenergi lige for tiden, men jeg besluttede, da jeg her den 28. august havde min 30 års fødselsdag, at jeg kun blev 29, for jeg gider ikke fejre noget, før jeg har overskud til det, siger han.

Men ny lejekontrakt har du i det mindste fået?

– Ja, til mit nye cvr-nummer, og jeg har talt med alle mine leverandører. Den første måned behøver jeg ikke trække penge ud til mig selv, selv om det jo også er mit levebrød. Her i starten kører jeg bare på kredit og goodwill. Folk vil meget gerne hjælpe, og det er vildt fedt. Jeg solgte mit første gavekort i går, altså inden jeg åbnede, siger Patrick Hult.

– Og nu skal tingene gå i mit eget tempo.

Hvad har du lært af alt det her?

– Min tro på karma er banket lidt tilbage. Og så har jeg nok lært, at jeg lige bliver nødt til at være mig selv først. Jeg har talt med flere interesserede partnere, men skal jeg have nogen med, skal det være, fordi jeg skal involvere mig i resten af matriklen.

Og den rummer ud over Râzapâz både den tidligere Arne Jensen Bar, som nu hedder Café 66, og nogle hotelværelser.

– Det kunne være sjovt at købe og udvide med nogle koncepter, jeg har set muligheder i, siger han.

Det kræver dog, at ejerne, som ifølge Patrick Hult bor i København, vil sælge, hvilket han tror på, der er mulighed for.

Men du har vel lært, at næste gang du eventuelt skal indgå et samarbejde med nogen, skal det være med skriftlige kontrakter?

– Ja, ingen får noget forærende, før jeg har papir på noget, siger han.

 

 

Patrick Hult synes, at han i den grad har brændt nallerne i sit samarbejde med Michael Møller. Foto: Jacob Jepsen

Patrick Hult går muligvis i retten

Patrick Hult synes, at han i den grad har brændt nallerne i sit samarbejde med Michael Møller, og sagen mellem ham og erhvervsmanden ser da da også stadig uafklaret ud.

– Jeg har ikke noget juridisk at skyde tilbage med, men jeg vil gerne dele min historie, så der ikke er andre, der skal opleve det samme, siger han.

Men det er lidt svært det her, for du siger ét og Michael Møller noget andet?

– Jojo, men mit problem er, at vi har haft en mundtlig aftale, som er lige så bindende som en skriftlig. Jeg har bare virkelig svært ved at bevise det, siger Patrick Hult.

Kommer der et retsligt efterspil på det her?

–  Det går jeg stærkt ud fra. Selv om jeg nok ikke har en juridisk stærk sag.

Har I talt sammen, du og Michael?

– Nej, han vil ikke tale med mig, han henviser til sin revisor.

Har du talt med revisoren?

– Jaja. Det er samme revisor, som jeg bruger nu. Det er måske lidt problematisk …

Hvad siger revisoren?

– Ikke så meget. Hun kan godt høre, at han ikke kan li’ mig, og at jeg ikke kan li’ ham lige nu.

Hvorfor lavede du og Michael Møller ikke en skriftlig kontrakt?

– Det blev hele tiden udsat. Michael er en dragende person, spændende og energisk og fuld af ideer. Og forretningsmand – så jeg tænkte, at det havde jeg godt af at lære noget af. Jeg er bare den lille mand i det her puslespil. Ærer han sin aftale, har jeg ikke behov for at gå rundt og være rasende og vred og sur mere, men holder han ikke aftalen, må jeg se, hvad jeg kan gøre, siger Patrick Hult.

 

 

 

Michael Møller tager en retssag med sindsro

Michael Møller har været forelagt artiklerne her på siden og har i en mail returneret følgende kommentar:

– Patrick har været ansat som administrerende direktør i Râzapâz Bornholm ApS. Han har ikke på noget tidspunkt været medejer. Han er blevet fyret, og det er der selvfølgelig en årsag til, som jeg ikke vil komme nærmere ind på, da jeg ikke kommenterer personalesager I pressen.

– Jeg vil se frem til en retssag med sindsro. Derudover har jeg ikke nogen kommentarer, slutter erhvervsmanden.