Den 28-årige blev dræbt i denne bålhytte natten til den 23. juni. Foto: Berit Hvassum

Afviser racismemotiv: ‘Han kunne have været svensker, englænder, dansker, afrikaner eller asiat. Det ville ikke have ændret noget’

DRABSSAG

Efter lang tids spekulationer i medierne blev sløret endelig løftet for, hvad der kan være motivet til drabet på den 28-årige Phillip Mbuji Johansen, i Nordskoven ved Rønne, natten til den 23. juni i år.

Det skete under det retsmøde i Retten i Rønne, onsdag morgen, hvor den yngste af de to sigtede brødre i dag fik forlænget sin varetægtsfængsling med yderligere fire uger.

Her læste den yngste brors beskikkede forsvarer, advokat Asser Gregersen, op fra rapporten af en afhøring, som politiet foretog af den yngste bror, den 30. juni, og bad ham bekræfte, rapportens indhold.

Formålet med dette var, at offentligheden skulle få indblik i brødrenes motiv til overfaldet på den 28-årige. Et ønske Asser Gregersen flere gange har givet udtryk for.

Afviser racisme

Under den afhøring lagde den yngste broder blandt andet klar afstand til alle spekulationer om et racistisk motiv til drabet og gav udtryk for, at han var meget utilfreds med den dækning sagen havde fået i medierne.

– Det har intet med racisme at gøre, bekræftede han gentagne gange at have forklaret politiet.

Han fortalte endvidere, at de tatoveringer med ordene “White Power” og to hagekors, som den ældste bror har på benene, og som netop har været med til at bestyrke teorierne om et racistisk motiv, var noget broderen fik lavet “i en brandert”, og at det var noget, der havde givet anledning til splid i brødrenes familie.

Den yngste bror havde ifølge sin forklaring til politiet endda givet sin storebror et gavekort, så han kunne få dækket de racistiske tatoveringer af nogle andre motiver, men det var ikke sket.

Skulle have en lærestreg

Til politiet havde den yngste bror desuden forklaret, at der både i hans og broderens nære vennekreds var adskillige personer, som havde blandet etnisk baggrund, og at det ikke ville have ændret på brødrenes adfærd, uanset hvilken etnicitet, den dræbte havde.

– Han kunne have været svensker, englænder, dansker, afrikaner eller asiat. Det ville ikke have ændret noget, bekræftede den yngste broder at have sagt til politiet.

Ved dagens retsmøde bekræftede den yngste bror, at de to brødre i forvejen havde aftalt, at invitere Philip Mbuji Johansen med ud i Nordskoven under påskud af at skulle drikke nogle øl sammen.

– Det var han altid med på, bekræftede den yngste bror i retten, at han havde sagt til politiet.

De to brødres plan var imidlertid ikke at drikke øl med Philip Mbuji Johansen, men i stedet at give ham en lærestreg, og det var det, som ifølge den yngste broder gik alt for vidt og førte til, at Philip Mbuji Johansen i stedet blev tæsket ihjel og efterladt ved bålhytten i Nordskoven, hvor han blev fundet af en hundelufter den 23. juni tidligt om morgenen.

Moderen: Jeg blev voldtaget

Årsagen til, at de to brødre ville give Philip Mbuji Johansen “en lærestreg” var ifølge den yngste brors forklaring til politiet, at brødrenes mor samme dag havde fortalt dem, at den dræbte mand i nogle uger op til sin død, skulle have opført sig seksuelt upassende overfor moderen.

Han skulle angiveligt have voldtaget hende.

– Han lagde sig bag mig, ragede på mig og trængte ind i mig, skulle moderen ifølge den yngste broder have fortalt den ældste broder.

Det fik den ældste broder til at ringe til den yngste broder for at fortælle, hvad moderen havde fortalt ham og for at aftale, at sætte et møde med Philip Mbuji Johansen op i Nordskoven, så han kunne få sin lærestreg.

Forskellige forklaringer

Hvordan den ældste af de to sigtede brødre stiller sig til denne forklaring, kom ikke frem under retsmødet. Modsat sin lillebroder, der forsøgte at blive løsladt eller få lempet vilkårene for varetægtsfængslingen, har den ældste bror frivilligt accepteret en fire ugers forlængelse af varetægtsfængslingen.

Ifølge chefanklager ved Bornholms Politi, Benthe Pedersen Lund, har de to brødre afgivet forskellige forklaringer om hændelsesforløbet til politiet, og hun bad derfor om, at den yngste brors varetægtsfængsling fortsat skulle være under skærpede vilkår, således at han er underlagt besøgs- og brevkontrol.

Forsvarer Asser Gregersen mente derimod at politiets efterforskning nu er så fremskreden, at der ikke mere er grundlag for varetægtsfængsling under skærpede vilkår.

Kærede kendelse

Det fik han ikke medhold i. Byretsdommer Tine Rud besluttede, at den yngste bror skal forblive varetægtsfængslet frem til den 16. september, og at han fortsat skal være underlagt brev- og besøgskontrol, således at de to brødre ikke får mulighed for at afstemme deres forklaringer om hændelsesforløbet.

En kendelse, som den sigtede lillebrors forsvarer, Asser Gregersen, straks kærede til Østre Landsret.