Arkivfoto

Fødevarestyrelsen afventer svar: Vi er ikke i tvivl om mistanken – men vi skal have dokumentation

Fødevarestyrelsen forventer først at have svar på de prøver, som i søndags blev udtaget hos Bornholms Andelsmejeris tre mælkeleverandører, i næste uge.

Ifølge beredskabschef Nikolas Hove fra Fødevarestyrelsen er der en simpel forklaring på den lange behandlingstid:

Fødevarestyrelsen forventer først at have svar på de prøver, som i søndags blev udtaget hos Bornholms Andelsmejeris tre mælkeleverandører, i næste uge.

Ifølge beredskabschef Nikolas Hove fra Fødevarestyrelsen er der en simpel forklaring på den lange behandlingstid:

– Biologi tager tid. Først skal bakterierne dyrkes, så vi kan sammenligne dem med de humane bakterier, vi har fra nogle af de folk, der er blevet syge. Dernæst skal vi type dem, og det foregår ved at vi laver en dna-test, der svarer nogenlunde til den metode som anvendes i politiets opklaringsarbejde. Forskellen er, at hvor politiet undersøger cirka 28 steder på dna’et, der undersøger vi tre millioner basepar per bakterie, siger Nikolas Hove.

Hvordan kan det være, at det var andelsmejeriets egne chauffører og ikke jer, der udtog prøverne?

– Det skyldes at vi har et rigtig godt samarbjede med både mejeriet og den lokale fødevarekontrol på Bornholm. Det er baseret på tillid.

Er det ikke lidt som at sætte ræven til at vogte gæs?

– Det synes jeg ikke. Vi har i Danmark et system, som gør, at vi kan bruge virksomhedernes egne prøver til vores kontrol. Det findes ikke andre steder i Europa. Vi skal ikke sende folk ud og tage prøver hele tiden, og vi skal ikke optræde som politi. Det giver en bedre dialog og en bedre løsning, når vi efterfølgende skal have virksomhederne til at rette ind.

Men der var også et udbrud af campylobacter herovre i efteråret. Er I klar over det?

– Vi er fuldt klar over, at der var et udbrud, men det er ikke dokumenteret, hvor det kom fra. Som myndighed udtaler vi os på baggrund af dokumentation, og det havde vi ikke tilstrækkeligt af dengang.

 

36

I 2013 var antallet af mælkeleverandører til Bornholms Andelsmejeri 36. I dag er det 23.

 

Ydermere er der fundet forhøjede værdier for termokim på mejeriet inden for de seneste to år. Er det noget I er vidende om?

– Vi har ikke set deres egenkontrol, men vi har bedt om at få dokumentation udleveret.

I forhold til det aktuelle udbrud, hvor mindst 107 mennesker på Bornholm blev syge med campylobacter, ligger Nikolas Hoves vurdering helt på linje med Statens Serum Institut.

– Vi er ikke i tvivl om, at vi har begrundet mistanke til mælken som smittekilde. Men vi har ikke fundet bakterien endnu.

Campylobacter er smitsom i meget små doser, siger Nikolas Hove.

– Der skal ikke mere end 100 bakterier til for at man bliver syg. Det er en lang proces at finde så små forekomster.

 

Foto: Berit Hvassum

Grundlagt i 1950

Bornholms Andelsmejeri er et selvstændigt mejeri, ejet af de bornholmske mælkebønder.

Mejeriet blev grundlagt i 1950 og har siden 1972 været øens eneste mejeri.

De 23 mælkeleverandører leverer dagligt mælk ind, som bliver produceret til konsummælk, smør, syrnede produkter eller ost.

Af disse er tre leverandører udvalgt til at levere mælk til konsum, altså drikkemælk.