I 1918 var den 15-årige Dagny allerede ude at tjene på Lille Almegaard i Østermarie.

For 100 år siden rendte man ikke fra sin plads

SLÆGTSFORSKNING

De fleste unge bornholmere var ude og tjene for 100 år siden, men der var stor forskel på, om man skulle pille kartofler, havde spiralfjedre i sengen eller om man kunne holde herskabet ud, viser brevene fra Dagny Kofoeds veninder og søskende, som tjente over hele Bornholm.

 

Der var spænding i luften, da min mormor, den dengang 15-årige Dagny Kofoed fra Østermarie, modtog brev fra sine forældre i februar 1918. Dagny var allerede ude at tjene på Lille Almegaard i Østermarie, men nu havde hun mulighed for en ny plads – og en ny cykel:

”Kære Dagny. Jeg har købt en cykle til dig. Det bliver du vel glad ved. Du skal betale 20 kr. kontant. De penge faar du vel tage op af din løn. Du kan vel nok komme hjem med dem på søndag. Og saa kan jeg fortælle dig, at du kan faa plads paa et meget pænt sted, men jeg siger ikke hvor. Det kan du faa at vide, naar du kommer hjem. En kærlig hilsen fra din far, mor og søskende.”

Det ”meget pæne sted”, som min oldefar Andreas Chr. Kofoed omtaler, må have været St. Ølegaard i Østermarie, for her tjente Dagny i flere år. På de breve og kort, som jeg har arvet, kan jeg se, at hun har været på St. Ølegaard fra omkring 1919 til måske så sent som 1923, for herefter får hun plads hos Aagesens Bogtrykkeri i Aakirkeby og senere hos bagermester Christoffersen i Gudhjem – hvor hun for øvrigt møder min morfar Harald Thorsen, og så er det slut med at tjene for andre.

Det har nok ikke været så tosset at tjene på St. Ølegaard, for i et brev fra hendes veninde Ellen Andersen kan man i september 1920 læse følgende: ”Du skriver om, at vi to skulle tage pladser paa St. Ølegaard. Det kunne være morsomt, om vi kunne komme til at tjene sammen, men om det bliver paa Ølegaard, det ved jeg ikke, for jeg har ikke talt med dem derhjemme, om det endnu, men jeg kører muligvis hjem i aften, saa kan vi jo tale om det. Det maa jo være en god plads, naar du har været der i 2,5 aar. Det er sandelig lang tid, men det i grunden ikke saa lang tid, naar man har det godt, for saa gaar tiden hurtigt.”

Om Ellen kommer på Ølegaard røber brevene ikke, men man kan i hvert fald forstå på Ellens brev, at ikke alt arbejde er sjovt på en gård: ”Nu er vi færdige med at saa rug og hvede, men saa skal vi vel snart til disse kartofler. Det er et stygt arbejde, men det gaar jo nok med det.”

Plydstæppe og spiralfjedre i Svaneke

Så er det sjovere hos veninden Elisabeth Ipsen, som i 1925 har fået plads hos ”Homestead” i Svaneke. Elisabeth skriver til Dagny:

”Jeg ligger til klokken mest 7 om morgenen, og det første jeg saa bestiller er at give Pedersens the på sengen, saa skal jeg børste sko og vaske i forstuerne, og klokken 9 kommer Fru Pedersen op, saa spiser vi frokost, først havregrød og saa paalægsmad og kaffe med dejlig kage til. Ja, de lever vældig dejligt hernede. Jeg har et vældig dejligt kammer med servante og bord med plydstæppe og garderobe til at hænge mit tøj i og spiralfjedre i sengen.”

Elisabeth klager dog en smule over rengøringen: ”Der skal jo pudses og vaskes og skrubbes overalt, saa det tager jo tid, men naar man bliver lidt mere vant til det pilleriarbejde, saa gaar det naturligvis bedre. Nu har jeg været her godt en uge, saa det begynder jo at blive lidt mere morsomt, ja det er nu alligevel meget bedre end paa landet.”

De forskellige pladser rundt omkring fylder selvfølgelig en del i brevene. Det er jo hele omdrejningspunktet for de fleste unge mennesker på det tidspunkt – især for kvinderne, indtil de en dag bliver gift og får deres eget sted. Den 12. september 1924 kan man læse, at Dagny igen har skiftet plads, og det huer ikke hendes søster – selvom der også er en del humor i brevene, når Dagny og hendes søskende skriver til hinanden:

”Stygge søster! Hvordan er det, du bærer dig ad. Løber du fra din plads dit monstrum, og saa vil du oven i købet ogsaa have mig til det. Jo, du er en rar plante,” skriver lillesøster Elin Kofoed, som også i brevet afslører, at hun selv håber på at få en plads hos conditor Hjort i Neksø, og hvis hun ikke får det, så overvejer hun at ”flytte over.” Elin bor i Rønne, da hun skriver til sin søster, hvor hun tager et kursus, som hun er optaget af – men medkursisterne er hun ikke helt begejstrede for:

”Jeg gaar på samariterkursus. Det er jeg vældig glad for kan du tro, man lærer meget om, hvad forbinding og saadan noget angaar, og det ved du nok er noget, der interesserer mig meget. Der kommer saa mange fine fruer, deriblandt madam Knudsen, Fru Bojesen Kofoed blandt mange andre lige saa højtstaaende fruer, de er lidt spidse sommertider, men saa er man bare spids igen og saa sker den lige godt.”

Elin Kofoed flyttede faktisk så langt som til Aarhus, hvor hun boede i mange år. Hun forblev ugift og arbejdede som oversygeplejerske på Marselisborg.

Festlig tid i Gudhjem

Min mormor Dagny tjente hos bager Christoffersen i Gudhjem som det sidste sted, før hun blev gift med skrædder Thorsen i 1928 – men det må have været et muntert sted at være om sommeren. Veninden Else skriver i foråret 1928:

”Jeg er glad for, at du bliver i Gudhjem i sommer, saa skal vi nok faa lidt fest engang imellem som i gamle dage, men det kan godt være, at du faar svært ved at kende mig igen, for jeg er blevet saa tyk, kan du tro. Jeg ved ikke, om du erindrer min moster fra Sjælland for saadan omtrent er jeg vist. Det kan godt være, at I vil have mig ind og fremvises paa Dyrskue i sommer, saa skal I nok faa en fribillet.”

Det var også muligt at få en plads på den anden side af Østersøen, hvis man var lidt modig, og det var veninden Karen Kofoed. Hun skriver fra ”Villa Nord” i Dragør i 1921, hvor hun har fået plads hos direktør Lauesen, og der er store oplevelser i København: ”I gaar var vi i Zoologisk Have og Frederiksberg Have og se slottet og Vesterbro. Og saa en sporvognstur paa en time med skiftning på Kongens Nytorv. Du kan tro her er dejligt, meget mere end vi tror.”

Uanset hvor man havde plads henne, så fylder det samme for de fleste. Man var uendelig glad for at få brev fra hinanden – også selvom man måske kun boede få kilometer fra hinanden, for der kunne jo være langt til den næste frisøndag.

 

 

 

Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning

Dorte Kofoed har slægtsforsket i sin bornholmske familie i cirka 10 år, men det har først taget fart de seneste par år. Det er den bedste hobby, som hun nogensinde har haft, og når man nu ikke kan finde ud af at strikke, så er dette et glimrende alternativ til at glemme tid og sted, når man tager en tur med tidsmaskinen. Det har givet hende fantastiske oplevelser, hvor hun har besøgt sine slægtninge i Utah i USA, set den gamle træhytte, som hendes tip-tipoldefar levede i, da han emigrerede fra Arnager i 1882, har fået venskaber og slægtninge flere steder i verden og har oplevet en stor glæde ved de mange gamle gåder, som ligger og ulmer i slægterne, hvor skæbnerne fletter sig sammen på godt og ondt. Hun vil her i serien ”Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning” dele ud af sine egne personlige historier og give tips og tricks til at slægtsforske. Kontakt hende gerne med spørgsmål og gode råd på: [email protected]

 

 

 

Skudsmålsbøger og anbefalinger er gode til slægstforskning

Personlige breve giver en fantastisk mulighed for at fortælle noget om, hvordan vores familiemedlemmer havde det for hundrede år siden, men andre skriftlige dokumenter kan også hjælpe en i slægtsforskningen. Her kan man være meget heldig at finde ens slægtninges skudsmaalsbøger, hvor en del er afleveret til Bornholms Ø-arkiv eller til Rigsarkivet. Jeg har dog ikke været så heldig at finde nogen fra min egen familie endnu.

Skudsmaalsbøger blev indført for ”tjenestetyender” i 1832, hvor det blev bestemt, at alle tjenestefolk skulle have en skudsmaalsbog. Det var en lille fortrykt bog, hvor i mange forskellige attester kunne indføres. Det kunne være alt fra informationer om konfirmation, vaccinationer, påtegninger om flytninger.

Loven krævede, at alle der søgte arbejde uden for deres fødesogn, skulle have en skudsmålsbog. En person, der mistede sin skudsmålsbog, kunne straffes for det. Under en ansættelse blev skudsmålsbogen opbevaret af husbonden. Dermed var det umuligt for den ansatte at forlade pladsen i utide.

I 1867 blev det forbudt for husbonden at skrive andet end tjenestetidens varighed i skudsmålsbogen. Ordningen med skudsmålsbøger blev ophævet i 1921. Samtidig blev husbondens revselsesret heldigvis ophævet.

Anbefalinger erstattede typisk skudsmaalsbøgerne, og i anbefalingen kan man også finde info om, hvor ens slægtninge har haft plads og hvor lang tid, man var der – og om man havde opført sig andægtigt.

Kilde: danmarkshistorien.dk

 

Husk syrefri opbevaring til gamle breve og billeder

Bornholms Ø-arkiv har gjort mig opmærksom på, at det er vigtigt, at man ikke opbevarer sine gamle breve og billeder i plastikcharteks, da platikcharteks indeholder syre, som kan nedbryde skrift og pergamenter over tid. Ø-arkivet anbefaler, at man opbevarer sine breve og billeder i syrefrit papir og i arkivkasser.

Dog har jeg researchet mig til, at der faktisk er opfundet syrefri lommer, kuverter og æsker til opbevaring for eftertiden. Danske Slægtsforskere skriver på deres hjemmeside, at de tilbyder opbevaringsmuligheder af samme materialer, som arkiverne anvender, og at de er garanteret syrefri. Deres webshop kan findes her: www.dsshop.dk/syrefri-arkivering

Det er også muligt at sende sine gamle billeder og breve til Ø-arkivet, hvor de med garanti bliver opbevaret på allerbedste vis.