Foto: Jens-Erik Larsen

Eleverne vender tilbage til campus: Der er stadig ting, der ikke vil kunne lade sig gøre

Som et led i regeringens plan for en gradvis genåbning af Danmark skal 3.g’er, 2.hf’er og EUX-studerende på sidste år af deres uddannelse tilbage på skolebænken i dag, og det giver igen liv på Campus Bornholm i Rønne.

Her åbnes der for fysisk skolegang for elever i afgangsklasserne på de gymnasiale uddannelser.

I sidste uge gjorde Campus Bornholm klar til, at de 275 elever i afgangsklasserne kan vende tilbage til noget, der minder om en mere normal undervisning.

– Der er stadig nogle ting, der ikke vil kunne lade sig gøre. Idræt for eksempel har jo en vis grad af kontakt, så man vil slet ikke kunne bruge idrætsfaciliteter, men vi prøver at udnytte de muligheder vi har bedst muligt, så hverdagen i første omgang hænger sammen, og eleverne bliver klædt på frem mod eksaminerne, fortalte Inge Prip, der er direktør på Campus Bornholm, til Bornholms Tidende i fredags.