Arkivfoto: Berit Hvassum

Klubben henter historiens største beløb i kontingenter

Svaneke Idrætsklub kunne på sin generalforsamling i denne uge fremlægge et særdeles flot regnskab. Kasserer Søren Holm fortalte, at årets indbetalte kontingenter for 2019 udgjorde 215.000 kroner.

– Det største antal kontingentkroner nogensinde, kunne kassereren fortælle.

Derudover har Svaneke IK igen i 2019 haft  et stort overskud på sit store sommerloppemarked på stadion.

Indtægten på loppemarkedet blev næsten 85.000 kroner, dertil kommer salg fra en kaffebod på 25.000 kroner. Klubben har også et lille overskud på cafeteriaet.

Når alle udgifter og indtægter er gjort op, kommer klubben ud med et overskud på lidt over 84.000 kroner og en egenkapital på over 770.000 kroner.

Klubben havde sidste år 372 medlemmer.