– Der er flere, der har spurgt mig om jeg ikke kunne prøve at lave et sangkor i Allinge, og det vil jeg da gerne, for jeg elsker jo selv at synge sammen med andre. Desværre er der ikke et kor her i byen, så jeg må nøjes med at synge, når der er lejlighed til det.
Det gør han så blandt andet i Allinge Kirke – blandt andet ved gudstjenester og når kirken holder sine sangaftener og andre arrangementer, senest ved Kræftens Bekæmpelses lysfest med gospelkoret Noiz.
– Det var helt fantastisk, og jeg oplever i det hele taget, at der er mange, der har stor glæde ved at synge. Så jeg håber at det vil lykkes, at samle så mange mange folk, at vi kan finde en korleder.
Danny Christensen har allerede noteret en del navne på interesserede men opfordrer alle interesserede til at melde sig til et kor, der i givet fald vil få hjemsted i Kærnehuset.
– Her har man jo givet plads til mange foreninger og grupper, og da der også er et klaver til rådighed, så er det helt ideelt.
Danny Christensen understreger at man ikke skal være mestersanger for at tilmelde sig.
– Det skal være et blandet kor af folk med helt almindelige sangstemmer, unge og gamle, der kan lide at synge og hygge sig.
Han forestiller i øvrigt at koret kan optræde ved forskellige lejligheder og anledninger.
– For eksempel på plejehjem. Da jeg boede i København var jeg medlem af et kor, der sang forskellige steder, og det havde alle glæde af.
– Sådan må det også gerne være i Allinge, så jeg håber, at alle, der vil være med kommer ud af busken.