Regeringen i Rumænien overlever coronaafstemning

Rumæniens moderate mindretalsregering overlevede mandag et mistillidsvotum i parlamentet. Dermed er den politiske stabilitet i landet blevet styrket på et tidspunkt, hvor indsatsen mod coronavirus har skabt dyb økonomisk krise.

Planlagte debatter efterfulgt af et mistillidsvotum i parlamentet blev aflyst på grund af manglende opbakning, hvilket hjalp premierminister Ludovic Orban til at hindre socialdemokrater i at vælte ham.

Oppositionen havde satset på at få svækket den siddende centrumregering op til et regionalvalg den 27. september.

Orban sagde, at der efter mandages parlamentssamling var skabt et mere solidt grundlag for hans regering og for landet på et tidspunkt, hvor det står over for en række store udfordringer.

– Vi kan nu sige, at der er et flertal, som har forstået os, og som har støttet os, sagde han, efter at kun 226 parlamentarikere dukkede op til den planlagte mistillidsafstemning mandag. Der skulle være mindst 233 til stede for at gennemføre den og vælte regeringen.

De to kamre i Rumæniens parlament har i alt 465 medlemmer.

Da den socialdemokratiske leder, Marcel Ciolacu, på et pressemøde senere blev spurgt om, hvorvidt han vil gøre nye forsøg på at få et mistillidsvotum svarede han nej.

– Der er intet at gøre om. Det slog fejl. Vi forsøgte at få skabt et flertal på 233, men det lykkedes ikke for os, sagde han.

Ciolacu sagde, at hans parti vil ekskludere alle de medlemmer, som ikke dukkede op til afstemningen.

Socialdemokratiet er fortsat Rumæniens største parti, men det mistede sidste år regeringsmagten, da landet blev rystet af masseprotester mod forsøg på at politisere dommerstanden, og den daværende socialdemokratiske leder, Liviu Dragnea, blev dømt for politisk korruption.

Siden socialdemokraterne, PSD, sidst i 2016 kom til magten, har partiet igen og igen indskrænket domstolenes uafhængighed. Det har både ført til voldsom kritik fra EU og udløst de største demonstrationer i landet i årtier.

/ritzau/Reuters