Lastbiler venter 30 timer på at passere corona-lukket grænse

Forsøg på at inddæmme og bremse spredningen af coronavirus har store konsekvenser for lastbiler og personbiler på Europas veje.

Nogle steder i EU tager det mere end et døgn at passere grænser med en lastbil.

Det gælder den tysk-polske grænse ved byen Jedrzychowice. Her må lastbiler vente i 30 timer for at komme over fra Tyskland til Polen.

Det oplyser den polske grænsevagt Joanna Konieczniakfra til det tyske nyhedsbureau dpa.

EU’s transportministre holder onsdag et møde via videokonference, hvor problemet med de lange køer drøftes.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, sagde tirsdag efter et telefontopmøde, at det er afgørende at holde strømmen af varer i gang.

Man vil med et forslag om “grønne vejbaner” for varer – herunder medicin og fødevarer – forsøge at sikre, at ingen EU-lande skæres af for forsyninger.

Køerne er nogle steder kilometerlange. Det skyldes, at vagter ved grænser skal tage stilling til alle køretøjer, og at nogle indrejsende kan afvises.

En række lande har lukket deres grænser for alle andre end egne statsborgere og borgere, som har fast bopæl i landet.

Dog må et EU-land ikke blokere køretøjer for andre statsborgere, der benytter landet som transit til at nå frem til eget hjemland.

Ved Polens øvrige grænser er der også lange køer. Ved en overgang til Tjekkiet er ventetiden 20 timer. Og chauffører må ligeledes vente længe ved grænsen fra Litauen til Polen.

De lange køer har fået polsk politi til at åbne nye overgange.

Ved Østrigs grænse til Ungarn holder biler i en kø, der er 30 kilometer lang ifølge østrigsk politi.

Ved den polske grænseovergang i Jedrzychowice er ventetiden for personbiler 16 timer.

Tirsdag morgen meddelte dansk politik, at der mandag aften var en kø på op mod syv kilometer ved Frøslev i retning mod Tyskland.

/ritzau/