Tegning: Vibeke Mencke Nielsen

Utroligt Martin Andersen Nexø-værk afsluttet: Det tog 48 år at gennemføre

KULTUR

Et ganske monstrøst projekt har netop fundet sin afslutning, idet hæfte nr. 50 i serien af Nexø-noveller, illustreret af danske grafikere, er kommet på gaden.

Der er tale om en enestående, ubrudt og nu afsluttet udgivelsesrække i dansk litteratur- og kunsthistorie, fortæller Henrik Yde, som er en af Danmarks store – muligvis den største – kender af den bornholmske forfatter og hans forfatterskab, som rummer blandt andet storværker som “Pelle Erobreren” og “Ditte menneskebarn”, men altså også en række langt kortere tekster.

 

Mange har skrevet store værker
om “Pelle Erobreren” og
“Ditte Menneskebarn”,
men det er, som om man har
glemt fortællingerne,
og de er faktisk en
meget vigtig del af forfatterskabet.

 

Henrik Yde har blandt andet i 2019 på forlaget Lindhardt og Ringhof udgivet biografien “Nexø”, som i begyndelsen af i år modtog den prestigiøse Georg Brandes-pris.

Det er Martin Andersen Nexøs fortælling “Det daglige Brød” som privat bibliofiltryk, der sætter punktum for serien af udgivelser, og det er værd at bemærke, at hæftet er illustreret af Vibeke Mencke Nielsen, professor emerita ved Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Seneste – og sidste – af i alt 50 hæfter rummer novellen “Det daglige brød”, som altså netop er udgivet. Det er ligesom første hæfte fra 1972 illustreret af Vibeke Mencke Nielsen.

Det var nemlig også hende, der illustrerede nr. 1 i serien, “Lønningsdag”, som udkom i 1972.

Men hun er den eneste genganger, og derimellem er hæfterne blevet illustreret af en perlerække af kunstnere, hvoriblandt man finder navne som Jane Muus, Gunnar Hossy, Sys Hindsbo, Lea Boruszek, Jytte Rex, Knud Odde – og mange, mange andre.

Ud over det sidste hæfte markeres afslutningen af serien også med et jubilæumsværk om samtlige 50 noveller og alle kunstnerne, der har bidraget.

Overset genre

At serien overhovedet er blevet til noget, skyldes Klaus Rödel, som i øvrigt også er initiativtager til oprettelsen af Frederikshavns Kunstforening og Frederikshavns Kunstmuseum, og som har et omfattende europæisk netværk inden for grafisk kunst.

Klaus Rödel, som netop er blevet 80 år, har stået for den helt unikke udgivelse af Martin Andersen Nexøs kortprosa helt siden 1972. Privat foto

Han er født i 1940, men kom i 1961 som ung tysker fra München til Den internationale Højskole i Helsingør. Han lærte sig dansk og stiftede familie her i landet, og han havde allerede i sine teenageår forelsket sig i dansk litteratur, ikke mindst Georg Brandes, Henrik Pontoppidan og Andersen Nexø, og kunne altså nu læse dem på dansk. Og det undrede ham, at danskerne ikke satte lige så stor pris på netop Nexø, som tyskerne gjorde – og sådan er det stadig – så han satte sig for at gøre noget ved det.

Det gjorde han, fortæller Henrik Yde, med denne bibliofile serie af Nexø-fortællinger, som nu er samlerobjekter. De er nummererede og udgivet i små oplag, trykt på det fineste papir, håndsyet i ryggen og illustreret af tidens største grafiske kunstnere.

Sammen med efterskrifter om både fortællingerne og om kunstnerne har Rödel – fra Den Kolde Krigs dage og helt frem til i dag – bidraget til at vedligeholde interessen for Nexø, og navnlig for en vigtig, men ret overset genre i dette forfatterskab, kortprosaen, slår Henrik Yde fast.

Første af i alt 50 hæfter – sammen med de øvrige 49, som det ligger på – der er udgivet med Martin Andersen Nexøs kortprosa. Ligesom sidste hæfte i 2020 er det illustreret af Vibeke Mencke Nielsen.

Frem til 1992 blev efterskrifterne i hvert af hæfterne skrevet af Børge Houmann, men siden har Henrik Yde skrevet dem.

Er det ikke et helt udsædvanligt værk samlet set med disse 50 hæfter, som er udgivet i løbet af 48 år?

– Jo, det er unikt på flere måder, dels ved at det uden afbrydelser er udgivet hver år gennem næsten 50 år med et hæfte årligt – nogle få gange to, når der har været noget specielt at markere – dels ved, at det ikke kun er er stykke litteraturhistorie, men også er et stykke kunsthistorie. Det er simpelthen cremen af danske grafiske kunstnere, der har bidraget, siger Henrik Yde.

– Og der er i øvrigt ingen af de involverede, der har fået penge for det. De er blevet spurgt, og når de har sagt ja, har de fået måske tre-fire fortællinger at vælge imellem, som de kunne få lov at illustrere, og “lønnen” har så været et antal hæfter, de har fået og kunnet råde over, måske 50 stykker. Og de udgifter, der har været i forbindelse med udgivelserne, har Klaus Rödel betalt af egen lomme.

Højeste klasse

Hvordan har det været for dig at skrive efterskrifterne helt siden 1992?

– Ja, det er jo gennem 28 år, og det har været udfordrende, fordi fortællingerne er en del af Nexøs forfatterskab, som har været mindst udforsket. Mange har skrevet store værker om “Pelle Erobreren” og “Ditte Menneskebarn”, men det er, som om man har glemt fortællingerne, og de er faktisk en meget vigtig del af forfatterskabet, siger Henrik Yde.

– Han var meget trofast over for den genre. Da han havde udgivet sin første bog i 1898, “Skygger”, som også var en novellesamling,

fik han en masse ros i Politiken af Edvard Brandes, men han sluttede anmeldelsen med at skrive, at kravet til hr. Nexø bliver så, at han også skriver en ordentlig roman, for noveller er i længden smal kost. Og det har været oplevet sådan siden, selv om Nexø udgav den ene samling noveller efter den anden helt frem til 1946.

Også på forsiden af jubilæumsskriftet, som omhandler alle de 50 hæfter, der er udgivet med Martin Andersen Nexøs kortprosa, ser man Vibeke Mencke Nielsens karakteristiske streg, som man også ser i både første og sidste hæfte.

Mener du, at hans kortprosa holder standarden i forhold til hans mere kendte værker?

– Det er en meget broget samling tekster, for han opererer inden for mange forskellige genrer –noveller, fortællinger, erindringer, håndværker- og skipperskrøner, som ikke nødvendigvis havde særlig meget dybde, men han kunne også godt li’ bare at fortælle en god historie, uden at man skulle hæfte sig så meget ved det. Men nogle af dem vejer meget tungt i forfatterskabet som “Murene” og “De tomme pladsers passagerer” for eksempel, som virkelig er klassikere.

– Han lignede måske på det punkt lidt Steen Steen Blicher, som også skrev et hav af noveller i første halvdel af 1800-tallet, hvoraf nogle ville have fået plads i verdenslitteraturen, hvis de var blevet oversat til engelsk. På samme måde kan man sige med Nexøs fortællinger, at han skrev cirka 90, som han lod optage i bøger, og jeg vil mene, at cirka 15 af dem er helt i top i verdenslitteraturhistoriemæssig henseende, siger Henrik Yde, som naturligvis at i besiddelse af samtlige 50 hæfter i serien.