Man skal aldrig have mobilen med til bords

KLUMME

Tre børn sidder omkring et spisebord. Den yngste pige sidder og stirrer på sin mobiltelefon. Hun skal nå en masse på sociale medier inden aftensmaden. Faren kommer ind i rummet, sætter sig og bemærker, at maden dufter godt. Den er moren ved at sætte på bordet. Ligesom i Peter Fabers populære julesang er det hende, der trakterer.

– Jeg tænkte, at vi kunne bruge alle fem sanser til at nyde aftensmaden, så jeg har besluttet, at mobiltelefoner er bandlyst ved bordet i aften. Så aflevér dem, siger hun, inden hun sætter sig.

Faren, sønnen og den yngste datter kigger mistroiske på hende og afleverer modvilligt deres mobiltelefoner. Den ældste datter smiler over hele hovedet, for hun har ikke sin telefon på sig. Hun synes allerede, at de fylder for meget i familiens hverdag. Telefonerne bliver lagt i en plastikbøtte med et låg, der samtidig er en tidsindstillet lås.

– De er i sikkerhed her, til efter vi har spist, så alle kan slappe af. Ok? lyder det fra moren.

En akavet stilhed breder sig. Hvad skal man tale om, når man er vant til at have opmærksomheden rettet mod mobiltelefonen og ikke mod dem, man sidder til bords med? Den yngste datter rejser sig for at hente en ekstra gaffel og prøver at tage låget af bøtten. Det kan hun ikke, men mens faren begynder at tale om politik, sniger hun sig til at fiske en svensknøgle frem og iføre sig beskyttelsesbriller, hvorefter hun smadrer bøtten. Hun får fat i sin telefon og løber op ad trappen til sit værelse. Måske for at se, hvor mange der har syntes godt om og kommenteret det billedet, hun lagde op tidligere på dagen som erstatning for et, der ikke fik ret mange reaktioner.

Scenen udspiller sig i dokumentarfilmen “The Social Dilemma”, hvor instruktøren Jeff Orlowski ser nærmere på, hvordan de sociale medier påvirker vores liv, men mange vil sikkert nikke genkendende til dele af den. Hvem har ikke siddet til bords med en, hvis opmærksomhed i højere grad er rettet mod mobilen end mod resten af selskabet – eller måske ligefrem været den skyldige? Ikke fordi telefonen har ringet, ikke fordi er er kommet en sms, og heller ikke fordi babysitteren skal have en vigtig besked. Nej, fordi man lige skal tjekke eller lægge noget på et socialt medie.

 

Ved et bord var det
endda alle fire i et selskab,
der kiggede på den seneste
ret gennem mobilkameraet

 

Da medspiseren og jeg for et par måneder siden var på en restaurant med en særdeles fotogen menu, havde vi på forhånd aftalt, at telefonerne ikke skulle frem under måltidet. Den aftale var det tydeligt, at ikke alle havde. I pausen mellem to serveringer kiggede jeg rundt i restauranten, og ved flere borde havde gæster deres mobiltelefon fremme for at fotografere maden. Ved et bord var det endda alle fire i et selskab, der kiggede på den seneste ret gennem mobilkameraet. Det var ikke svært at forstå, for gang på gang blev der serveret små kunstværker, der både talte til syns-, lugte- og smagssansen. Sikkert også til følesansen, men jeg så trods alt ikke nogen rode rundt i maden med fingrene.

Og det er næppe tilfældigt, at maden egner sig til sociale medier, hvor man kan vise omverden, at man er ude at spise et særligt sted – især billedmediet Instagram. Faktisk er det noget, mange restauranter spekulerer i og med god grund.

Tripadvisor er ikke kun en hjemmeside, hvor man som rejsende kan læse, hvad andre synes om de mange tilbud, der er på den destination, man besøger. Det er også en virksomhed, der hjælper udbyderne af disse tilbud med at nå ud til så mange potentielle kunder som muligt, og for restauranter er en af vejene en tilpasning af menuen, så retterne bliver mere attraktive at dele på Instagram. Det fremgår af The Fork, som er Tripadvisors tilbud til restauranter, der gerne vil have flere gæster. For hvis gæsterne tager billeder og optager videoer og deler dem, så “bliver rigtigt mange mennesker berørt af indlægget og vil sandsynligvis tilgå restaurantens profil og klikke på reservationslinket”. Og et af The Forks syv gode råd til restauratører er, at de deler kundernes opslag, hvis de ønsker at bruge Instagram til markedsføring. “Disse opslag er supervigtige i marketing af restauranter, da de giver alle tiders spontane omtale. Det er derfor en rigtig god idé at dele den slags, da det er en måde, hvorpå du kan takke dine gæster og øge interaktionen mellem jer”, lyder The Forks råd. Faktisk betegnes det som en decideret fejl, hvis man ignorerer de billeder og kommentarer, gæsterne lægger op.

 

Jeg vil tillade mig at
slå til lyd for, at vi
skruer ned for interaktionen
med vores venner og følgere
på sociale medier og op for
den, vi har med dem, vi er sammen med

 

Hvis man følger restauranter og kokke på Instagram, er det tydeligt, at det er et råd, mange efterlever, og det er lige så tydeligt, at der er masser af opslag at vælge imellem, for vi vil åbenbart rigtig gerne fortælle vores omgivelser, at vi er ude at spise. Egentlig ganske forståeligt, men jeg vil alligevel tillade mig at slå til lyd for, at vi skruer ned for interaktionen med vores venner og følgere på sociale medier og op for den, vi har med dem, vi er sammen med. Det gælder, uanset om det er hverdagens aftensmad, morgenmaden med familien i weekenden eller et restaurantbesøg.

Hvis jeg har lært noget af det mærkelige år 2020, så er det værdien af at være sammen med mennesker, jeg holder af, altså rigtigt sammen, ikke bare fysisk, men også mentalt. At være til stede. Det er som regel langt mere interessant at føre en samtale med dem, man er sammen med, end det er at glo ind i en skærm for at læse, hvad nogle andre mennesker laver. Det kan man altid gøre bagefter, for opslaget på Instagram, Facebook eller et tredje socialt medie er der formentlig stadigvæk, når det medmenneskelige samvær er slut. Og hvis det ikke er, så overlever man nok.

Hvis mobiltelefoner havde eksisteret i det 19. århundrede, havde Emma Gad nok haft dem med i sin oversættelse og bearbejdning af den britiske etikettebog “Never”, “Man skal aldrig”. Man skal aldrig have mobilen med til bords, ville passe glimrende sammen med de andre gode råd for god bordskik: Man skal aldrig spise med kniven eller føre den til munden, man skal aldrig spise hurtig eller sluge i sig, man skal aldrig tale, når man har munden fuld og så videre.

Samtalen under det tidligere nævnte restaurantbesøg handlede blandt andet om medspiserens nylige besøg hos sin søster. Et besøg, hvor to andre søstre havde spillet en fremtrædende rolle, nemlig Marie Wiggers og Harald Leopold Christensens døtre Helga og Bodil. I Danmark er de stort set ukendte, men hinsidan har deres arkæologiske og etnografiske arbejde i Mexico og forbindelse til Etnografiska museet i Stockholm betydet, at de begge figurerer i den svenske udgave af opslagsværket Wikipedia, og medspiserens søster havde fået til opgave at oversætte noget af deres korrespondance.

De deltog i den anden svenske Mexico-ekspedition i 1934-35, hvor de indsamlede forskellige etnografiske effekter i det centrale Mexico samt gennemførte studier og fotografering af blandt andet bygninger, arbejdsmetoder og skikke. De bidrog med mange brugbare oplysninger og publicerede artikler i museets internationale tidsskrift “Ethnos”. De fortsatte arbejdet og indsamlede effekter fra dele af landet, som ikke en gang var repræsenteret på Mexicos nationalmuseum. I 1937 opnåede den sekretæruddannede Helga at få en artikel på forsiden af det ansete magasin National Geograpic. Et år senere døde hun blot 47 år gammel i Mexico. Bodil gjorde sig blandt andet bemærket som fotograf, og hendes billeder er gengivet i flere udgivelser om Mellemamerikas oprindelige befolkning. Også hun døde i Mexico, som 88-årig i 1985. Mange af deres indsamlede effekter og Bodils billeder er en del af Etnografiska museets samlinger. Deres historie kan jeg ikke dele på Instagram, men jeg er glad for, at det var den, jeg fik med hjem fra restauranten i stedet for billeder af maden.

Tegning: Jørn Villumsen

 

 

HENRIK NIELSEN

er journalist på Bornholms Tidende. Han mener ikke, at en mobiltelefon er et af de redskaber, der er brug for at tage med til bords, når man skal spise, uanset om det er derhjemme, hos familie og venner eller ude i byen.