Død gråand fundet på Bornholm. Privatfoto

Fødevarestyrelsen advarer: Rør ikke ved døde fugle

FUGLEINFLUENZA

Fødevarestyrelsen advarede i sidste uge om, at der er fugleinfluenza i omløb i øjeblikket. Der er blandt andet konstateret et større udbrud af højpatogen fugleinfluenza i Holland og Tyskland, og de første fugle er også fundet i Danmark, blandt andet fire bramgæs og en hættemåge fra Højer. Der er også fund på den tyske side af Østersøen, oplyser Fødevarestyrelsen.

For at undgå smittespredning præciserede Fødevarestyrelsen i går retningslinjerne, hvis man finder en død fugl.

– Vi har set børn lege med en svækket gås, der var styrtet til jorden. Vi vil gerne bede alle, der finder døde fugle om at undgå berøring, så de ikke spreder virus. Fugleinfluenza er meget smitsom, og for at forebygge smitte af tamfuglene i hønsegårde og fjerkræbesætninger anbefaler vi, at man er omhyggelig med hygiejnen og vasker sit fodtøj inden man nærmer sig en hønsegård, lød det fra Birgit Hendriksen, chef for Fødevarestyrelsens Veterinær Øst.

Mere smitsom i år

Der er de seneste uger fundet flere døde fugle på Bornholm, blandt andet i Sorthat og på Salthammer ved Snogebæk. Carsten Andersen, formand for DOF Bornholm, bekræfter i den forbindelse, at man skal undlade at røre ved fuglene.

– Man skal bare lade dem ligge og fortælle hvor de ligger, siger Carsten Andersen og henviser ligesom Fødevarestyrelsen til appen FugleinfluenzaTip.

Fugleinfluenza er ifølge Carsten Andersen en årligt tilbagevendende begivenhed, og derfor er der ikke som sådan noget alarmerende i Fødevarestyrelsens addvarsler.

Dog ser Carsten Andersen en ny tendens i efterårets epidemi.

– Det ser ud som om den er mere smitsom i år, og det er specielt fugle der er forbindelse med vand, der er sårbare, siger han.

 

Undgå kontakt

Døde fugle i områder, hvor der er konstateret fugleinfluenza bliver ikke indsamlet til test. Hvis du ønsker at fjerne en død vild fugl, så undgå at komme direkte i kontakt med fuglen eller dens ekskrementer. Brug engangshandsker eller saml den op med en plastikpose. Læg fuglen i plastikposen og luk posen. Smid posen i skraldespanden som almindelig dagrenovation til forbrænding, også selvom du bor i en kommune med sortering af bioaffald. Vask derefter hænderne grundigt med vand og sæbe.

Kilde: Fødevarestyrelsen

40 kvm

Alle fjerkræbesætninger med et areal på mere end 40 kvadratmeter fik i fredags besked på at holde besætningen inde fra mandag den 9. november og frem, indtil Fødevarestyrelsen vurderer at epidemien er klinget af. Fjerkræ skal enten være indendørs eller i en overdækket indhegning, så vilde fugle ikke kan komme ind.

App

Fødevarestyrelsen anmoder alle, der finder døde fugle, om at anmelde fundet via en app kaldet FugleinfluenzaTip.

App’en kan hentes både til Android og IOS baserede telefoner (Samsung/Huwai/Sony mm og iPhone)