“El-nettet er nemlig et af de få forretningsområder i Beof, som både kan og må generere et overskud, der kan styrke koncernen. Hvis man frasælger sin eneste indtægtskilde, er det jo kun et spørgsmål om tid, før det går galt”, skriver Leif Olsen på vegne af SF Bornholm i en pressemeddelelse. Foto: Berit Hvassum

Leif Olsen efter 11 år med Winni: Hun har vendt stemningen på Bornholm

Winni Grosbøll (S) stopper som borgmester på Bornholm efter 11 år på posten. Hun skifter job, og skal fra næste år være direktør i Friluftsrådet.Leif Olsen (SF) ønsker Grosbøll tillykke med sit nye job, og fortæller til Bornholms Tidende, at borgmesterens jobskifte ikke kommer helt bag på ham.

– Det kommer ikke som den helt store overraskelse for mig, vil jeg sige. Forstået på den måde, at hun jo har været borgmester længe, og hvis der skulle ske noget nyt, så var det måske ved at være det rigtige tidspunkt, siger han.

– Hvis man nu synes, tiden er inde til et karriereskift, så er det nok et godt tidspunkt, for hende når man ser på hendes alder og erfaring. Hun er blevet en dygtig borgmester over årene. Det er jo ikke et job, man kan uddanne sig til, men noget man lærer med erfaringen. Og jeg synes, hun er blevet utroligt dygtig, siger Leif Olsen.

Borgmester med stort netværk

Før Winni Grosbøll blev borgmester i BRK, var hun gymnasielærer på STX, hvor hun og Leif Olsen var kolleger. Leif Olsen fortæller, at han ikke nødvendigvis havde set hende skifte til et job som direktør for lige netop Friluftsrådet. Men han er ikke i tvivl om, at det ville være en sådan type stilling, hun ville gå efter, hvis hun en dag skulle forlade politik.

– Der var nok ingen af os, der havde regnet med, at hun skulle tilbage til at undervise i historie og samfundsfag, når hun var færdig som borgmester, siger han.

– Friluftsrådet er en organisation, hvor Winni som direktør kan arbejde med en blanding af administration og politik – ligesom hun kender fra borgmesterposten. Det er en organisation, hvor hun kan trække på det netværk, hun har bygget op, og det netværk hun har politisk, siger Leif Olsen.

Netop det netværk har været noget af det, der ifølge SF’eren har gjort Winni Grosbøll til en vigtig brik i Bornholms udvikling de sidste 10 år.

– Der er ingen tvivl om, at vi mister en borgmester med et fantastisk netværk. Også i statens maskineri. Det har vi med sikkerhed som kommune nydt godt af. Det betyder meget, at der nogen, der gider at tage telefonen, når man ringer. Det tror jeg vi kommer vi til at miste, siger Leif Olsen.

Har vendt stemningen

Spørger man ham om, hvad Winni Grosbøll ahr betydet for Bornholms udvikling er han ikke i tvivl om, at hun har spillet en stor rolle.

– Vi kommer ikke uden om alt det, hun har fået skabt med Folkemødet. Men jeg synes også, hun har været med til et vende en stemning. Vi tror generelt mere på udvikling på Bornholm, end vi gjorde for ti år siden. Vi vil ikke længere fastholde det vi har, vi tror på at tingene faktisk kan blive bedre. Det er selvfølgelig ikke noget hun har stået for alene. Alle bornholmere har spillet en rolle i det; erhvervslivet, foreninger og så videre. Men hendes engagement har bestemt betydet meget, siger Leif Olsen, der selvom han ikke altid har været enig med Winni Grosbøll har været glad for det samarbejde han har haft med hende i hendes år som borgmester.

– Det startede ikke voldsomt godt, da hun blev valgt ind og først konstituerede sig med Venstre. Men med tiden blev vores samarbejde bedre, og de sidste to valgperioder har det været ganske fornuftigt. Der er mange ting, som vi er enige om – eller næsten enige i hvert fald. Der er også ting vi er uenige om, men det bliver respekteret, og det synes jeg er vigtigt. Respekten for hinanden, uanset at man er enig eller ej, er utroligt vigtig, når man skal samarbejde, siger Leif Olsen.