Stort kinesisk netværk snød 800.000 personer i Vesten

8. MAJ 2024 • 09:34UDLAND

Falske onlinebutikker udbød angiveligt kendte designervarer og snød flere end 800.000 i Europa og USA.

Et stort kinesisk netværk med falske online butikker, der udbød kendte designerprodukter, har snydt flere end 800.000 mennesker i Europa og USA.

Det skriver den britiske avis The Guardian onsdag.

De mange personer, der blev snydt, har delt kreditkortoplysninger og andre følsomme personlige data med de falske butikker, som øjensynligt opererede i Kina.

En international undersøgelse foretaget af The Guardian, Die Zeit og Le Monde har givet et sjældent indblik i metoder, som ifølge det britiske forbrugerinstitut Chartered Trading Standards Institute udgør et af de mest omfattende svindelforetagender nogensinde af denne art.

Der er i alt blevet opereret med 76.000 falske hjemmesider.

En talskvinde for instituttet, Katherine Hart, siger, at dette er et af de mest omfattende svindelnumre med onlineshops, som hun nogensinde har set.

En stor mængde data, som er blevet analyseret af journalister og it-eksperter tyder på, at handlingerne, som stadig er i gang, er meget organiserede og avancerede.

Det består blandt andet af titusindvis af falske webshops, der udbyder særligt gode tilbud på designvarer fra Dior, Nike, Lacoste, Hugo Boss, Versace og Prada samt mange andre luksusmærker.

De falske sider er på engelsk, tysk, fransk, spansk, svensk og italiensk. Hjemmesiderne synes at have til hensigt at franarre brugere både penge og følsomme personlige oplysninger.

Men hjemmesiderne har ingen forbindelse til de mærkevarer, som de udbyder. I de fleste tilfælde har kunderne ikke modtaget noget overhovedet for de penge, som de har betalt.

De første falske butikker er fra 2015.

I de seneste tre år er der blevet foretaget over en million handler på de falske hjemmesider. Ikke alle betalinger er blevet gennemført, men analyser tyder på, at de, der står bag, har forsøgt at få en indtjening på omkring 50 millioner euro - 373 millioner kroner. Mange butikker er nu sløjfet, men over 22.500 eksisterer stadig.

Indtil nu er omkring 800.000 mennesker - næsen alle europæere eller amerikanere - blevet franarret e-mail adresser.

476.000 af disse har også givet alle detaljer fra deres kreditkort - også det trecifrede sikkerhedstal - samt navne, telefonnumre og postadresser.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU