Mark Herrons forældre bor stadig på Bornholm, og han er ofte på øen. Privat foto

Bornholmer med amerikansk far udgiver bog om præsidenternes måde at tale på

BØGER

Kunne man forestille sig USA’s præsident Donald Trump betegne sin politiske modstander som “en afskyelig hermafroditisk personlighed, som hverken er i besiddelse af en mands kraft og karakter eller en kvindes blidhed og følsomhed”?

Det afhænger nok af ens fantasi, men helt uden for mental rækkevidde er forestillingen næppe.

Hvad med så at kalde modstanderen for “en ondskabsfuld, afskyelig fyr, søn af en halvblods indiansk squaw, som var efterkommer af en mulatfar fra Virginia”?

Tja …

Men at USA’s nuværende præsident er en notorisk vaneløgner, må dog efterhånden betragtes et etableret faktum. Ifølge avisen Washington Post, som har faktatjekket samtlige udsagn fra præsidentens mund, løg han i begyndelsen af sin præsidentperiode fem gange om dagen, men senere, da midtvejsvalget nærmere sig i 2018, accelererede tallet til cirka 30 usandheder om dagen.

At han heller ikke er bleg for at tildele sine modstandere øgenavne og tale særdeles nedsættende om dem, findes der utallige eksempler på, men faktisk stammer de indledende karakteristikker til denne artikel fra de to kandidater ved det fjerde præsidentvalg i USA’s historie i 1800.

Da forsøgte John Adams at opnå genvalg, og hans modstander var Thomas Jefferson. Det var sidstnævntes folk, der betegnede Adams som en afskyelig hermafroditisk personlighed, mens Adams tilhængere svarede igen med svadaen om den ondskabsfulde og afskyelige fyr.

Og det skete altså vel at mærke for 220 år siden.

Kontrasten til Obama

Siden er der løbet meget vand under Arlington Memorial Bridge i Washington D.C., som er USA’s forbundshovedstad. George Washington var nationens første præsident, efter at forfatningen trådte i kraft i 1789, og han er siden blev efterfulgt af en række præsidenter, hvoraf nogle har siddet i én valgperiode på fire år, andre i det maksimale antal, som er to perioder, altså i alt otte år.

Donald Trump er den 45. præsident, men disse 45 mænd – ja, alle er mænd! – har tilsammen siddet i 58 perioder á fire år.

Den 3. november han igen på valg mod sin rival fra det demokratiske parti, som denne gang er Joe Biden.

Dermed er valgkampen inde i sin slutfase og bogen “Præsidentens ord” højaktuel. Den handler specifikt om den røde tråd, der snørkler sig gennem amerikansk præsidentiel retorik, men redegør blandt andet også for det amerikanske valgsystem og dets baggrund.

Og jo, tilmed er bogen skrevet af en bornholmer, nemlig Mark Herron, som har en amerikansk far. Hans forældre bor stadig på Bornholm, som han ofte besøger.

Han er ph.d. i retorik fra Københavns Universitet og skrev og forsvarede sin afhandling i slutningen af 2014. Da Donald Trump ved valget i 2016 vendte op og ned på mange ting i retorikken, tænkte han, at han på baggrund af afhandlingen ville skrive en bredere introduktion til emnet.

– Så jeg begyndte at skrive på den i 2017, siger Mark Herron.

I afhandlingen beskæftigede han sig specifikt med Barack Obama, men i bogen breder han emnet ud.

– Og Barack Obama er jo en stor kontrast til Trump, så de er gode at spille op imod hinanden, forklarer han, som sendte “Præsidentens ord” på gaden den 28. august, hvilket er årsdagen, da Martin Luther King i 1963 holdt sin berømte “I have a dream”-tale.

– Han var godt nok ikke præsident, men datoen passede meget godt med den igangværende valgkamp, konstaterer Mark Herron.

Den tilsvining af konkurrenten, man så ved valget i 1800, kunne man forestille sig bare ville blive stadigt værre i en fremadskridende proces, men det har vel ikke været tilfældet?

– Nej, der har været højdepunkter og lavpunkter, kan man sige. Der er for eksempel et berømt klip fra en kampagne fra 1964, da tv var ret nyt. Demokraten Lyndon B. Johnson udsendte en video af en lille sød pige, der hedder Daisy, som sidder på en blomstermark og tæller bladene, og pludselig går det over i en nedtælling fra en affyringsrampe med et atomvåben, og der er en kæmpe eksplosion. Johnson sætter så sin egen kampagne over for modstanderen Barry Goldwaters, som han lader repræsentere en atomkrig. Og der er vi så ovre i en tid, hvor massemedierne begynder at spille ind negativt i kampagneføringen.

“Præsidentens ord”. Forlag: Alt I Ord, 364 sider

Se min modstander

Og det eskalerer vel med den udvikling, vi siden har set i forhold til massemediernes udbredelse?

– Ja, der er i hvert fald opstået et dilemma i forhold til, om kandidaterne skal præsentere deres eget positive budskab eller forsøge at få modstanderen til at se dårlig ud. Det sidste har desværre vist sig at være ret effektivt, og det har man også set i Trumps kampagne. En af hans effektive taktikker i 2016 var jo at sige til folk, at det godt kunne være, at de syntes, der var nogle problemer med ham, “men se på min modstander Hillary Clinton, og hvad hun har i bagagen!”.

Trump har sat nye standarder og kan opfattes som et absolut lavpunkt, men kan sådan noget spoles tilbage, og kan man genoprette en mere urban måde at kommunikere på?

– Jeg tror, det kommer til at tage noget tid. Det er jo ikke kun Trump, men hele medielandskabet og partiudviklingen, det handler om. Men et skridt på vejen kan da være, at statslederen udtrykker sig på en mere moderat måde, og ikke som Trump konstant går efter kontroverser. Det kan måske over tid påvirke den nationale samtale. Men også hvis Biden vinder, vil han få sit hyr med at dulme gemytterne.

Man kan jo ikke lade være med at tænke: Hvordan skal man lære sine børn, at de skal tale ordentligt og for eksempel ikke må bruge grimme øgenavne om kammeraterne, når præsidenten gør det?

– Ja, det er jo det. USA har ikke en konge eller en dronning, så præsidenten er også en lidt ceremoniel figur, siger Mark Herron.

Mark Herron: “Præsidentens ord” (Forlag: Alt I Ord, 364 sider).

 

 

‘Trumps verdenssyn deler folk op i to grupper: vindere og tabere’

Mark Herron, allerede i 1800 kunne præsidentkandidaterne i USA være særdeles grovkornede i deres tilgang til modstanderen, men ikke desto mindre fremgår det også af din bog, at Donald Trump virkelig stikker ud i forhold til sine forgængere. Kan du forklare hvordan, og hvilke mere generelle standarder han afviger fra?

– Trump har blandt andet bibeholdt den grovkornede kampagneretorik efter sin valgsejr i 2016 frem for at skifte til en mere landsfaderlig stil, hvilket de fleste andre præsidenter har gjort, når først de taler fra Det Hvide Hus.

– Derudover har Trump sat spørgsmålstegn ved offentlige institutioners autoritet, som for eksempel sundhedseksperter under corona-pandemien, samt fremhævet konspirationsteorier om blandt andet udpræget stemmefusk ved valgene i USA. Det er med til at skabe splid i det amerikanske samfund, hvilket er det modsatte af, hvad en amerikansk præsident normalt har som målsætning.

I oldtidens Grækenland mente man, at der findes tre måder at overbevise folk om sin sag på, tre appelformer eller argumenter: Logos, hvor taleren appellerer til lytternes fornuft, etos, hvor taleren appellerer til lytteren gennem sin egen troværdighed, og patos, hvor taleren appellerer til lytterens følelser. Hvordan ser et generelt billede af amerikanske præsidenters måde at bruge disse tre greb på – og hvordan placerer Trumps måde at udtrykke sig på i det lys?

– Skal man tegne en overordnet linje igennem historien, så er talerne gået mod at blive mere patos-fyldte. Det skyldes for eksempel, at der i dag er større krav til, at præsidenterne viser empati med deres vælgere, og det betyder ofte et ligeså stort fokus på følelser som fakta i debatten.

– Trump benytter sig også i langt højere grad af patos frem for logos, når han taler. Frem for at præsentere en konkret plan, kan han for eksempel finde på at fokusere på, hvor vred noget gør ham, eller hvor uretfærdigt han bliver behandlet af sine politiske modstandere.

Kan du forklare, hvordan Trump i 2016 lykkedes med at tiltrække tilstrækkeligt med vælgere til at vinde valget?

– Med sin anderledes retoriske stil præsenterede Trump sig som en “outsider”, der ville gøre op med de sædvanlige veltalende – og intetsigende – politikere og kæmpe for de vælgere, som havde tabt på globaliseringen.

– Derudover formåede han at få det til at handle om et valg mellem to onder, så hans egne manglende kvaliteter som kandidat blev sidestillet med Hillary Clintons. Det sidste er ikke lykkedes på samme måde i år med Joe Biden.

Har du oplevet en udvikling i hans måde at udtrykke på sig på i løbet af hans første præsidentperiode – måske ikke mindst her, hvor valgdatoen den 3. november nærmer sig?

– Trump har lejlighedsvis forsøgt at tale som en mere rolig statsmand, for eksempel ved sine State of the Union-taler. Men der er sjældent gået lang tid fra, at medierne i USA har talt om, at “nu har Trump ændret stil”, til at han er vendt tilbage til sin mere kontroversielle og konfronterende måde at sige tingene på.

– Trumps verdenssyn deler folk op i to grupper: vindere og tabere. Det er derfor meget svært for ham at ændre på sig selv, da det ville betyde, at han havde begået fejl og derved var en taber.

Hvordan ser du Joe Biden i forhold til at kommunikere og tale til vælgerskaren – hvad er hans forcer og svagheder?

– Biden har nemmere ved at acceptere sine fejl, i hvert fald sprogligt. Det gør, at han kan levere nogle mere nuancerede diskussioner af for eksempel USA’s historie, hvor der er plads til også at se på de dårlige sider, og hvordan landet kan forsøge at udbedre nogle af dets problemer.

– Hans svaghed er, at han ofte har svært ved at fokusere, når han bliver presset, og kommer til at tale over sig.

Færre vælgere i tvivl

Kan du beskrive, hvad der sker, når to kandidater, som har så forskelligartede måde at tale og udtrykke sig på som Trump og Biden, møder hinanden?

– Særligt den første tv-debat mellem de to kandidater var som at se to fjernsynsprogrammer på samme tid. De talte hele tiden i munden på hinanden, og mens Trump havde fokus på at få Biden ud af fatning, var Biden fokuseret på at tale til kameraet og vælgerne frem for at debattere med Trump. Trump var den mest aggressive af de to parter, men Biden lod sig også rive med. Heldigvis var de i stand til at give mere taletid til hinanden i debat nummer to.

Du har en amerikansk far og kender USA godt, hvordan tror du, valget vil forløbe denne gang – hvem vinder, Joe Biden eller Trump, og hvorfor?

– Valget i 2016 var et klart eksempel på, at meningsmålinger kan tage fejl. Her i 2020 har firmaerne bag meningsmålingerne så forsøgt at korrigere for fejlene fra sidst ved at vægte deres indhentede svar på anden vis. Derudover er der procentvis færre vælgere, som angiver, at de er i tvivl om, hvad de skal stemme. På grund af det kan meningsmålingerne, som peger på en sejr til Biden i øjeblikket, vise sig at være mere præcise. Men der er stadig nok amerikanere, som støtter Trump, til, at 2020 også kan levere en overraskelse. Hvis Biden vinder, vil det dog formodentlig lige så meget blive set, som at vælgerne stemte Trump ud af Det Hvide Hus.

Har du amerikansk statsborgerskab, så du kan stemme ved valget – og vil du i givet fald afsløre, hvem du stemmer på?

– Jeg er født med amerikansk borgerskab, så jeg brevstemmer i amerikanske valg her fra Danmark, men jeg plejer at holde krydsets placering for mig selv.

Hvad skal du selv lave på valgnatten?

– Jeg skal bidrage til mediedækningen af valget på tv og online – og så forhåbentlig finde en kold øl frem på et tidspunkt.

Amerikanere, danskere, bornholmere …

Mark Herron, du har taget en ph.d. i retorik ved Københavns Universitet og faget er din levevej – hvad er det fascinerende ved retorik?

– Jeg ser retorikken som en god indgangsnøgle til at forstå mange forskellige aspekter af et land – i dette tilfælde USA, hvor man kan læse præsidenternes ord igennem historien og få et indblik i, hvor debatten i samfundet befandt sig på forskellige tidspunkter.

Er det muligt at sige noget generelt om amerikanere og danskere i forhold til deres og vores måde at udtrykke sig på, og hvordan kan eventuelle forskelligheder påvirke en samtale mellem en dansker og en amerikaner?

– Jeg har oplevet, at amerikanere har lettere ved at fremhæve egne kvaliteter, og de er også mere forberedte på at fortælle deres livshistorie. Det kan for eksempel betyde, at du kan have en åbenhjertig samtale med en amerikaner, du kun taler med et par timer på en bus for aldrig at mødes igen. Det sker også i Danmark, men ikke lige så ofte.

Oplever du forskel på en bornholmers og for eksempel en københavners måde at udtrykke sig på – og hvordan viser det sig i en samtale?

– Godt spørgsmål. Måske er vi i udgangspunktet lidt mere venlige over for hinanden her på øen, fordi der er større chance for, at vi støder på hinanden igen. Selv i så stort et land som USA finder de nærmeste naboer tit ud af at tale sammen, selv om der er et Biden- eller et Trump-skilt i forhaven.