Hurtigfærgen Leonora Christina var blandt de færger, der tidligere benyttede Rønne Havn. Arkivfoto: Berit Hvassum

Rønne Havn får medhold i retssag

En retssag mellem Rønne Havn A/S og Danske Færger A/S blev i dag afgjort ved byretten i Rønne. Sagen er et efterslæb fra Danske Færgers besejling af Bornholm, som sluttede, da Molslinjen vandt udbuddet og overtog sejladsen den 1. september 2018. Tvisten omhandlede det økonomiske opgør, efter at Danske Færger overgav sejladsen til Molslinjen. Blandt andet hvilke forpligtelser Danske Færger havde ved ophøret af kontrakten i forhold til genetablering af anlæg i havnen. Det var de to parter uenige om, og derfor kom det til en retssag, der blev behandlet ved Retten På Bornholm i starten af juli måned. Afgørelsen faldt i dag, og i en pressemeddelse skriver Rønne Havn A/S, at rettens konklusion er, at Rønne Havn A/S får medhold i sin fortolkning af de indgåede aftaler.

– Vi er glade og tilfredse med udfaldet, siger administrerende direktør i Rønne havn A/S, Thomas Bendtsen.

– Vi har fra starten været af den opfattelse, at vores krav overfor Danske Færger A/S i forbindelse med ophøret af besejlingen af Bornholm var berettigede, hvorfor vi valgte at gå rettens vej, da vi ikke kunne opnå et forlig med Danske Færger A/S. Kravene vedrører restfinansieringen af de anlæg, som Danske Færger A/S har fået etableret og benyttet. Kravene omhandler også de tilhørende reetableringsforpligtelser, skriver han i pressemeddelelsen.

Rønne Havns bestyrelsesformand Thomas Thors er også tilfreds med udfaldet af retssagen.

–Rønne Havn A/S har haft et langt og godt samarbejde med Danske Færger A/S frem til at Danske Færger A/S ikke vandt udbuddet i 2018. Det er godt at vi – med rettens hjælp – nu kan få sat et punktum for denne sag og på en måde, som også er til gavn for Bornholm, siger han.

Sagens samlede domsbeløb er mere end 50 millioner kr., lyder det i pressemeddelelsen.

Bornholms Tidende har talt med Danske Færger A/S’ advokat. Han havde endnu ikke talt med sin klient, og kunne derfor ikke udtale sig om domsaffældelsen.