Kirstine van Sabbens opslag på facebook set af mere end 100.000 danskere.

Lokalpolitikers angreb på hjemmeplejen er gået viralt: Jeg er blæst bagover

Det sker ikke så tit, at en lokalpolitiker på Bornholm starter en debat, som i løbet af to dage breder sig som en en løbeild til resten af landet.

Men det skete her i weekenden for Kirstine van Sabben, der sidder i kommunalbestyrelsen for Bornholmerlisten. Siden hun i fredags lagde et opslag op på facebook er det strømmet ind med sympati- og støtteerklæringer fra nær og fjern, og indlægget, som både er et personligt og et politisk kuglestød mod hjemmeplejen, er i skrivende stund set af over 110.000 danskere.

Mere end 1.000 brugere har liket opslaget og lige så mange har delt Kirstine van Sabbens indlæg, der blandt andet er skrevet på baggrund af erfaringerne fra et års ansættelse i den bornholmske hjemmepleje.

42 besøg på en vagt

“Dette her blir nok lidt langt…“ indleder Kirstine van Sabben indlægget på facebook, og så følger en minutiøs opremsning af de typer opgaver, som hører til hverdagen, når man er sosu-assistent i hjemmeplejen på Bornholm: At besøge 42 borgere på en aftenvagt fra klokken 15.00 til 23.00, at sidde alene med ansvaret for over 35 beboere på en nattevagt, at hjælpe fire borgere i eget hjem i bad inden kl 10.30 på en dagvagt, at have fem minutter til at håndtere medicin og sårpleje, samt smøre mad og hjælpe en ældre borger med at spise – hvilket er reglen og ikke undtagelsen – at skifte ble på en borger i sengen med lift, alene, eller skifte alt det våde tøj på en borger, som ikke kunne holde sig – og sådan fortsætter listen frem til fyraften.

Spisepause i bilen

Kirstine van Sabbens indlæg afsluttes med et spørgsmål: “Når der ikke er lagt vejtid nok ind i planen, så det forventes at du kan flyve fra A til B. Når du har fri kl 23.00, men fru Olsen sidder stadig og venter på at komme i seng, og du derfor får ballade fordi du ikke nåede din liste inden fyraften, til trods for at du har måttet spise en klapsammen-mad i bilen, mens du kører, og i øvrigt ikke har tid til at køre på basen for at komme på toilettet. Kan det så virkelig undre ledere og politikere, at der sker fejl og svigt“, spørger Kirstine van Sabben, der betegner arbejdet i hjemmeplejen som ren produktion.

Van Sabben stiftede bekendtskab med hjemmeplejen, da hun lukkede sit malerfirma for to år siden.

– Jeg havde en drøm om at jeg ville være sygeplejerske, efter at jeg havde arbejdet noget tid i plejen. Men jeg har ingen studentereksamen, fortæller hun.

Derfor tog Kirstine van Sabben et job som sosu-assistent. Planen var derefter at tage uddannelsen som Social- og Sundhedsassistent, da den giver adgang til sygeplejestudiet på lige fod med studentereksamen.

Rystet over TV2-dokumentar

Men det blev ved tanken. Efter et halvt år som ansat på plejecenteret Aabo i Aakirkeby og yderligere et halvt år som vikar hos vikarbureauet SOS, valgte Kirstine van Sabben at sige farvel til hjemmeplejen. Det var simpelthen for hårdt, både fysisk, men i den grad også mentalt, indrømmer hun.

– Jeg har haft mange forskellige jobs i mit liv, men jobbet i hjemmeplejen er uden undtagelse det hårdeste, siger hun til Bornholms Tidende.

Nu sidder den 44-årige lokalpolitiker tilbage med en følelse af dårlig samvittighed.

– Jeg føler lidt jeg har svigtet. Så det her er måske min måde at give tilbage på. Jeg føler at det er min pligt at råbe op som lokalpolitiker, siger Kirstine van Sabben, der er noget overvældet over den massive opbakning på nettet.

– Jeg er blown away, siger hun, men indrømmer samtidig at opbakningen giver blod på tanden. For den er gal med hjemmeplejen på Bornholm, selv om det ser bedre ud end på et i øjeblikket meget omtalt plejehjem i Jylland.

Kirstine van Sabben har set dokumentarprogrammet ‘Plejehjemmene bag facaden’, som blev vist på TV2 torsdag aften, og hun er ligesom resten af Danmark rystet over den nedværdigende og rå tone som afsløres af TV2s skjulte kameraer på to plejecentre i Aarhus og Randers.

Men det er ikke derfor, hun gik til tasterne i fredags, understreger hun.

– Jeg kan ikke genkende den tone og det omsorgssvigt i hjemmeplejen på Bornholm, slet ikke. Men jeg er bange for at det kan gå i den retnning, hvis der ikke sker noget, siger hun.

Send politikerne på arbejde

Hendes næste skridt bliver at bede kommunens direktion om at lave beregninger på, hvad det vil koste at rette skuden op, forud for budgetforhandlingerne, som indledes i slutningen af august.

– Hvad vil det koste at tilføre en halv medarbejder til hvert team, hvad vil det betyde, hvis man fjerner et ledelseslag og giver pengene til ekstra hænder, siger Kirstine van Sabben, der desuden vil kæmpe for at rengørings- og køkkenarbejde i fremtiden overlades til rengørings- og køkkenpersonale, så sosu-assistenterne kan få lov til at koncentrere sig om kerneopgaven.

Det er ikke første gang Kirstine van Sabben har forsøgt at skabe debat om hjemmeplejen på Bornholm. Men det er som at slå i en dyne, siger hun. Derfor slutter hun sit indlæg på facebook af med et forslag:

“Alle politikere burde have to uger i dagvagt, to uger i aftenvagt og en uge i nattevagt på både plejecenter og i hjemmeplejen – og ikke være ekstra, men indgå på lige vilkår i et team. Det kunne måske være en øjenåbner.”

 

Udvalgte kommentarer til Kirstine van Sabbens indlæg på facebook fredag den 31. juli:

“Det kan ikke siges bedre, og er desværre sandheden. Dette er foregået i årevis!!!!!”

“Jeg er så enig, og så giv personalet ansvar tilbage, slut med planlægger (koordinator, red.) derses løn kunne skaffe flere hænder.”

“Der er sparet i bund så der skal prioriteres på de mest basale opgaver. Kan godt forstå personalet ikke kan holde til det og ens faglighed for et ordentligt knæk.”

“Jeg tror måske det kan handle om, at man ikke altid tør sige, hvordan det er til lederne? Eller ikke tør sige fra i samlet flok.”

“Man vil gerne beholde sit job, man kan godt li sit arbejde – ergo passer man sit arbjede så godt man kan og håber i stilhed på forandring.”

“Det er jo sådan, i et lille samfund som vores, at råber du for højt, så er der pludselig mange døre, der lukkes !!!! “Kan du ikke lide lugten i bageriet osv…” – og vi kan ikke lige smutte over i en anden kommune og søge job. (…). Har ofte tænkt, at fagforeningerne glimrer ved deres fravær, men de hvisker måske bare i stedet for at råbe…???”

“Jeg mener at der er et stort svigt fra ledere og politikere i dette. “

 

Biografi

Kirstine van Sabben, 44, er født op opvokset på Bornholm. Hun er gift, mor til tre børn og har siddet i kommunalbestyrelsen siden 2011, hvor hun overtog Jacob Kjøllers (C) plads.

Forlod Konservative i 2016 og blev valgt ind i kommunalbestyrelsen for Bornholmerlisten i 2017. I dag er hun gruppeformand, medlem af Økonomi-, erhvervs- og planudvalget, samt Job-, udviklings- og fritidsudvalget, medlem af Musik- og teaterrådet og af Veteranforum, bestyrelsesmedlem i Erhvervshus Hovedstadens Filialbestyrelse, samt medlem af Referencegruppen.