Journalist Anja Berth Lissner er officielt forelsket i Bornholm. Privat foto

Bornholmer i ascendanten

 

Journalist Anja Berth Lissner er officielt forelsket i Bornholm og har jævnligt holdt ferie på øen, siden hun var med sin mor på lejrskole og var den eneste på båden til Christiansø, der ikke blev søsyg. Det går lidt værre nu med søsygen, men kærligheden til Bornholm er som superlim umulig at slippe.

 

 

KLUMME

Der er forelskelser, og så er der livslang kærlighed, som den jeg har til Bornholm.

Det er nemlig ikke en flygtig sommerflirt, men vedvarende dyb kærlighed, der overvinder det meste. Også søsyge og regnvåde klipper.

Bornholm har lært mig mange nyttige ting. For eksempel, at hvis man lægger en tomat ved siden af sin madpakke, kommer der ikke bier. Lektion fra en rasteplads i Almindingen.

Min mor var lærer, og fra jeg var syv år var jeg flere gange med, når hun skulle med en klasse på den årlige lejrskole.

På en tur til Christiansø kastede alle op, mens jeg sad fornøjet og fulgte bølgerne overgå hinanden i højdespring.

Endelig en dag blev det min tur til at komme på lejrskole. Det var i 6. klasse, og jeg følte, at jeg kendte øen og kunne vise frem. Dengang tog man natfærgen, og igen var jeg, der normalt bliver svimmel af at se et blad dale fra et træ, en af de få uden søsyge.

 

Det var ved solnedgang, og jeg tror
aldrig før eller siden jeg har set noget
så forstummende smukt

 

I 1993, 22 år gammel, var jeg med en veninde ‘hjemme’ på øen. Vi boede hos hendes forældre lidt uden for Allinge. En dag skulle vi mødes med forældrenes venner på en campingplads på Dueodde. Næste dag var det planen, at de to familier skulle i Brændesgårdshaven. De to mødre mente ikke at man kunne spise der. ”Vi laver en picnickurv,” foreslog den anden families mor, men min venindes mor deklarerede, at hun INTET havde i køleskabet at bidrage med. Sagen var klar: Det måtte alligevel blive forlystelsesparkens tvivlsomme fiskefilet. Ingen bekymrede sig mere om picnickurv. Troede vi. På vej hjem til Allinge kørte vi ad kystvejen. Det var ved solnedgang, og jeg tror aldrig før eller siden jeg har set noget så forstummende smukt. Min veninde og jeg sad paralyserede på bagsædet og nød solen vælte ned bag klipperne, indtil det pludselig lød fra forsædet: ”Det’ sgu da løgn: Jeg har da to koteletter!”

Apropos koteletter har jeg én gang, bortset fra den fede fiskefilet i Brændesgårdshaven, haft en dårlig restaurantoplevelse på Bornholm. Mine piger var små, og vi måtte vente og vente, og da maden endelig kom, var det ikke den, vi havde bestilt. Tjeneren virkede ikke til at tage sig af det. Det brød det søde par ved nabobordet sig ikke om, så da vi gik, stak de hver af pigerne en tyver, som var praktisk anbragt i lommerne angiveligt til hurtige drikkepenge – dem kunne restauranten nok se langt efter nu: ”Det er til en is, det er fra Krølle Bølle,” sagde de på syngende bornholmsk.

Det var i øvrigt på samme ferie, at vores mindste datter, der lige havde lært at cykle, fik for meget fart på ned ad bakken fra Gudhjem mod Østerlars. Hendes far og jeg stod forfærdet uden at kunne gøre noget og tænkte bare på redningshelikoptere, indtil ungen genfandt balancen og glad råbte ‘hej mor og far’ fra bunden af bakken.

 

Jeg skulle hilse og sige, at det
ikke var første gang, nogen havde
fået et sildeben i den gale hals

 

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har holdt ferie på Bornholm.

Jeg har forsøgt at rokke til rokkestenen, købt krøllebøllefigurer, spist bolscher i Svaneke så jeg klistrede indvendigt, fået et sildeben galt i halsen og tilbragt en solskinslørdag på Rønne Skadestue. Og jeg skulle hilse og sige, at det ikke var første gang, nogen havde fået et sildeben i den gale hals. Jeg har cyklet ned og op ad bakker, så jeg forbandede øen langt væk. Jeg har grædt, grint, elsket og savnet. Duftet lyttet, mærket og været.

Og til sommer skal jeg med min nye store familie holde ferie på Bornholm.

Og jeg glæder mig. Glæder mig til at mærke luften, drikke verdens bedste øl; Svaneke Dont Worry-øl og høre musik på Gæstgiveren. Glæder mig til at holde min mand i hånden og se vores børn klatre på klipperne, indtil man er ved at dø af skræk. Glæder mig til gensynet med Hammershus, Døndalen, Almindingen, Helligdomsklipperne, Gudhjem, Svaneke og Boderne. Og opdage nye ting man fremover kan glæde sig til.

Jeg elsker Bornholm, elsker bornholmere, luften, lyset og tempoet, der er stille men alligevel med et livsmod og livsenergi uden lige. Jeg har tit overvejet, om man skulle pakke østfrugterne og slå sig ned. Foreløbigt er det bare blevet til en livsvarig kærlighed, der engang ind imellem får lov til at folde sig ud i form af en ferieuge eller to.

Jeg går ikke meget op i stjernetegn, men jeg er sikker på, at jeg er bornholmer i ascendanten: Min puls falder, så snart jeg kører fra færgen – nej, det er faktisk løgn, jeg hader færgelejer og får stress af det. Nå, men så i hvert fald når man lige er kørt væk fra havnen og finder den første vej til der, hvor man nu skal hen. Og i år er det altså nordpå. Til Allinge. Og hvis nogen har lyst til at sige hej, bor vi i Camilla og Thomas hvide byhus i Østergade.

Fra mandag 6. juli kan vi i en uge lade som om det er vores ø: Lidt bornholmer har man vel lov at være. I hvert fald i ascendanten.