Biografdirektør Viki Petersen med plakaten for filmen “Little Women”. Foto: Jens-Erik Larsen

Rønne Bio genåbner med “Little Women”

RØNNE

“Jeg ka’ li’ at gå i biffen, giffen-guffen-gaffen-giffen”, sang Shu-bi-dua allerede i 1975.

Vi er stadig mange, der kan li’ at gå i biffen, giffen-guffen-gaffen-giffen, og efter en ufrivillig coronapause, bliver det igen muligt at tilbringe et par eskapistiske timer i mørket med fuld koncentration på de begivenheder, der udspiller sig på det hvide lærred.

Torsdag den 4. juni slår Rønne Bio således atter dørene op for publikum, som kan sætte sig til rette i sædet til danmarkspremieren på den næste film i Biografklub Danmark-regi, “Little Women”, som var med i opløbet om seks Oscar-statuetter.

Det oplyser biografdirektør Viki Petersen, som også siger om genåbningen:

– Det er så dejligt!

Det var oprindeligt meningen, har hun tidligere forklaret Bornholms Tidende, at hele branchen skulle aftale en dato, så alle genåbnede på samme tid, men dén holdt ikke.

– Der var en hurtigløber i Ishøj, som absolut ikke kunne vente, men åbnede biografen, og så falder korthuset jo, siger hun.

Siden har også andre biografer åbnet for publikum.

– Så nu bliver det meget spredt, konstaterer biografdirektøren.

– Men vi er med i gruppen FSB-biografer, Foreningen af Store Biografer, med op til tre sale, og vi er blevet enige om at åbne samtidig den 4. juni.

Hvilke restriktioner åbner I under?

– Vi må sidde på alle rækker, men der skal på den enkelte række være minimum ét sæde mellem hver gruppe, og en gruppe må være på maksimalt 10 personer. Så en familie på fire, for eksempel, må altså gerne sidde sammen, men får afstand til de næste biografgængere.

I foyeren må der opholde sig én person pr. fire kvadratmeter.

– Så der er ikke plads til mange, siger Viki Petersen.

– Derfor arrangerer vi det på en måde, så foyeren ikke bliver et sted, man opholder sig, den bliver et gennemgangsområde. Når man har købt sin billet, skal man gå op i salen.

 

Vi opfordrer selvfølgelig til, at man så vidt muligt køber billetterne hjemmefra

 

Foyeren lige inden for indgangsdøren til biografen bliver opdelt i to, hvor man på højre side kan stå i kø med en meters afstand, hvis man skal købet billet eller andet i kiosken, mens man til venstre kan gå direkte ind, hvis man allerede har købt sin billet.

– Og vi opfordrer selvfølgelig til, at man så vidt muligt køber billetterne hjemmefra, siger hun.

Quentin Tarrantino …

Men ofte kan man ikke få direkte adgang til salen, fordi forrige forestilling ikke er afsluttet, og dørene er lukkede?

– Ja, men derfor laver vi tre kvarters pause mellem hver forestilling, så vi kan få åbnet dørene, siger Viki Petersen.

– Normalt har vi tilstræbt 15-20 minutter.

At genåbningen sker præcis den 4. juni skyldes, at dagen netop falder sammen med danmarkspremieren på “Little Women” – som i andre indspilninger faktisk har været på det hvide lærred adskillige gange før. Der er tale om et romantisk drama, som bygger på en roman af Louisa May Alcotts. Historien følger fire søstre i tiden efter den amerikanske borgerkrig, og romanen er filmatiseret hele seks gange før, senest i 1994-versionen med blandt andre Susan Sarandon.

Den aktuelle udgave er instrueret af Greta Gerwig, og på rollelisten finder man blandt andre Meryl Streep, Emma Watson, Saoirse Ronan og Timotheé Chalamet.

– Vi ville gerne starte med noget nyt og spændende, frem for med gamle titler, siger Viki Petersen.

– Så vi besluttede at vente til den dato.

Til børnene venter der en Pelle Haleløs-tegnefilm, som har premiere samme dag, ligesom biograferne er på udkig efter en ungdomsfilm.

Det videre voksenprogram er endnu ikke planlagt.

– Jeg har dog sat “QT8: The First Eight” på programmet i weekenden efter genåbningen. Det er en Quentin Tarrantino-dokumentar om hans første otte film, og den viser vi som eventforestilling lørdag og søndag 6.-7. juni, siger biografdirektøren.

– Vi sigter efter tre daglige forestillinger til hverdag og fire i weekenden til at starte på, og så ser vi, hvordan det går.