30 vidner fortæller om russerne på Bornholm

BOGUDGIVELSE

Bor man på Bornholm, kan det være en kilde til stadig undren, at så mange landsmænd på den anden side af vandet er så ganske uvidende om det drama, der udspillede sig på øen i Anden Verdenskrigs allersidste dage – ja, faktisk efter de allersidste dage.

For mens det berømte frihedsbudskab om, at de tyske tropper havde overgivet sig til feltmarskal Bernard Montgomery, lød i æteren i BBC's direkte transmitterede danske udsendelse fredag 4. maj 1945 klokken 20.34, så var det jo først nogle dage senere, nemlig den 7. og 8. maj, at russiske bomber regnede ned over Nexø og Rønne for at få de tyske tropper på Bornholm til at overgive sig.

Øens tyske kommandant nægtede at overgive sig til russerne, og det var på den baggrund, Stalin beordrede bombningen af de to byer. Først derefter overgav tyskerne sig, og russiske tropper i tusindtal indfandt sig på Bornholm, hvor de blev i 11 måneder.

Hvor 75-året for Danmarks befrielse fra den tyske besættelse kunne markeres sidste år, er det altså nu 75 året for de russiske troppers afrejse fra Bornholm, og det har Thomas Kofoed Poulsen ganske betimeligt valgt at markere med sin bog "Russertiden – de sidste vidner", som kommer på gaden den 22. marts.

Altså, i god tid inden den 5. april, som er datoen for den russiske afrejse, som af nogle bornholmere betegnes som den "endelige befrielse".

Bombardementerne gik hårdest ud over Nexø, hvor der opstod brand i mange bygninger. Her P. Bergs støbegodslager og pakhusforeningen. Foto: Ukendt. Kilde: Frihedsmuseets fotoarkiv.

De sidste vidner, siger bogens titel altså, får her lov at fortælle, og ja, det nærmer sig selvfølgelig, tidspunktet for at der ikke er en levende sjæl, der var til stede, da historiens vingesus lød over Bornholm.

Blandt de 30 vidner, forfatteren har talt med, er den ældste interviewede Erna Kofoed fra 1917 – jo, her vi helt tilbage ved Første Verdenskrig, men hun er skam stadig blandt os – mens den yngste er Inge Jensen fra 1940. Dertil har han også interviewet folk, som ikke har egne, men andres relevante erindringer at berette om, men som ikke selv levede dengang.

Blandt de interviewede i bogen finder man også Fritz Olsen (født 1928), som Thomas Kofoed Poulsen mener må være den sidste tilbageværende frihedskæmper.

– Jeg faldt over en artikel i jeres avis om et foredrag for cirka fem år siden, hvor det blev refereret, at der var tre tilbage, og jeg ved, at to af dem siden er gået bort, siger han.

– Og jeg er heller ikke stødt på andre i min research.

Morfars historier

Hvad med forfatteren selv? Han arbejder til daglig på DR Bornholm, men tog orlov under arbejdet med bogen. Han kendte på forhånd den overordnede historie og har gjort det hele sit liv, for hans mor er bornholmer, og familien flyttede til Bornholm, da han var godt et par år, fortæller han til Bornholms Tidende.

Så han har naturligvis masser af bornholmsk familie og husker også, hvordan blandt andre morfaren, da han selv var lille, fortalte historier fra krigens tid om de russiske bombardementer og evakueringen fra ejendommen i Knudsker til Østerlars, samt de uventede besøg af både tyske flygtninge og russiske soldater.

– Det har altid fyldt en del i vores familie, og jeg er selvfølgelig vokset op med historierne, siger han.

– Også den fra 1658 (den bornholmske opstand mod de svenske myndigheder, red.), og derfor har jeg haft en bevidsthed om det. Så jeg kunne hurtigt få trigget interessen for at dykke mere ned i det, da jubilæet nærmede sig. Min mor kan også trække familiære tråde helt tilbage til 1658 og endnu længere.

Hvornår fandt du ud af, at den bog skulle du da skrive?

– Ja, det er jo lidt sjovt, for det var cirka en uge inden nedlukningen kom den 11. marts sidste år. Og da landet blev lukket ned, kom jeg i tvivl om, hvorvidt det overhovedet var et projekt, der kunne lade sig gøre, når man ikke mere måtte mødes med folk. Så jeg satte det lidt på stand by, men da smittetrykket så lettede lidt i sensommeren, prøvede jeg alligevel at gå i gang og se, om det var muligt at komme ud og snakke med folk.

Thomas Kofoed Poulsen ringede rundt til nogle af de relevante kilder, som jo i sagens natur er i den sårbare gruppe, og fandt frem til, hvordan det kunne lade sig gøre at mødes med god afstand og andre nødvendige forholdsregler.

– De fleste af dem var ret trygge ved det, og så gik jeg for alvor i gang, siger han.

Selve ideen om bogen havde rumlet lidt hos journalisten helt tilbage fra, da der opstod debat om, hvordan 75 året for den 4. maj 1945 skulle markeres.

– Så kom der jo hurtigt bornholmske reaktioner, som gik på, at Bornholm ikke blev befriet da. Hele debatten blussede op, og der var i det hele taget interessante aspekter ved det, som jeg hæftede mig ved, siger Thomas Kofoed Poulsen.

– Der var for eksempel et læserbrev i Bornholms Tidende af Søren Wolff, som forklarede, at de gamle frihedskæmpere jo godt kunne fejre den 4. maj med lys i vinduerne og så videre.

Den tyske kommandant Gerhard von Kamptz forlader amtmandsgården i Rønne efter mødet med amtmand von Stemann om formiddagen den 7. maj 1945. Foto: Svend Erik Parksøe. Kilde: Frihedsmuseets fotoarkiv

En øjenåbner

Har du selv fået flere nuancer på historien i løbet af arbejdet med bogen?

– Ja, det synes jeg, at jeg har. Det var en øjenåbner at opdage, at man gennem tiderne har forholdt sig meget forskelligt til eksempelvis den 4. maj. Også synet på den 5. april og markeringen af russernes afrejse har ændret sig, synes jeg.

Har der været en indre logik i de anstrengte forhold, du har arbejdet under i forhold til restriktioner og en ydre fjende, som man også kan sige, corona-virus er, og så det, at selve bogens emne også handler om en tid i verdenshistorien, hvor det enkelte menneske blev sat skakmat?

– Ja, der er jo folk, der laver de paralleller nu. Altså, det såkaldte testregime, som der er nogen, der reagerer imod, og hvor bornholmerne bliver behandlet anderledes end resten af befolkningen – og det så man også i 1945. Eller julen, hvor man følte sig afsondret fra resten af landet, da svenskerne lukkede ned, siger forfatteren.

Et gammelt, centralt spørgsmål har været, om russernes ankomst til Bornholm var en befrielse eller en besættelse. Har dit forhold til det ændret sig under arbejdet med bogen?

– Nej, ikke for alvor. Jeg synes, jeg på forhånd var rimelig velbevandret i det spørgsmål og de nuancer, der er. Men jeg var måske overrasket over, når jeg snakkede med folk om det, at der var en mere varieret holdning, end jeg havde regnet med. Jeg havde nok som udgangspunkt en idé om, at alle bornholmere ville se det som en besættelse, mens den officielle danske udlægning er, at det var en befrielse. Men den sondring eller skillelinje er ikke så skarp, som jeg troede.

Beboere i Møllegade i Rønne søger efter ejendele i ruinerne, efter at de er vendt hjem. Foto: Willy Hansen. Kilde: Frihedsmuseets fotoarkiv

Er det, du siger, at man ikke kan konkludere, at bornholmerne siger "besættelse", mens andre siger "befrielse"?

– Ja, også bornholmerne mener noget forskelligt om det.

Du har også et kapitel i bogen med historikeren Bo Lidegaard, som siger, at det er noget pjat at kalde for en besættelse?

– Ja, og der konstaterer jeg bare, at man ikke kan sige, at han står skarpt over for bornholmerne. De mener også noget forskelligt om det. Og jeg har egentlig indtryk af, at folk, som rent faktisk har erindringer fra begivenhederne, har en dybere forståelse og et mere nuanceret blik på tingene end andre, siger Thomas Kofoed Poulsen.

Én ting undrer i øvrigt forfatteren såre:

– Det betyder en del for mange bornholmere – og måske i stigende grad – at markere historien om den russiske tilstedeværelse, og derfor synes jeg, det er mystisk, at der ikke eksisterer et rigtigt monument over den historie. Det ville da også være noget, turister ville kunne lægge mærke til og lære af, men der er kun lidt småtterier rundt omkring som for eksempel den russiske bjørn, som private har sat op i Møllegade i Rønne, siger forfatteren.

– I rådhushaven ved kommunalbestyrelsessalen er der også en tavle om dem, der døde ved bombardementerne, men der er ikke rigtig noget officielt mindesmærke.

Endnu.

Forfatteren, Thomas Kofoed Poulsen. Foto: Lis Eilsøe

Thomas Kofoed Poulsen: "Russertiden – de sidste vidner" (Forlaget Brian Christensen, 208 illustrerede sider, på gaden den 22. marts).

 

Om bogen

En pressemeddelelse om "Russertiden – de sidste vidner" fortæller, at i den skildres russertiden af de sidste øjenvidner. 30 ældre bornholmere fortæller om deres oplevelser. Oplevelser, som spænder vidt. Lige fra dødsangst under bombardementerne til romantiske forhold med soldaterne.

Var russertiden en befrielse eller en ny besættelse? Hvorfor har mange bornholmere svært ved at fejre befrielsesdagen den 4. maj som andre danskere? Blev det første bombardementet slet ikke nævnt i Radioavisen – og blev bornholmerne glemt af resten af Danmark? Disse spørgsmål diskuteres fortsat, og bogens 30 vidner sætter ord på de oplevelser og følelser, som de husker, og ser efterdønningerne af blandt bornholmerne i dag.

Derudover inddrages beretninger fra afdøde personligheder som amtmand von Stemann og den tyske kommandant von Kamptz. Sluttelig sætter de to historikere Jakob Seerup og Bo Lidegaard ord og perspektiv på begivenhederne.

– I begyndelsen af maj 1945 ramte en af den store krigs sidste stikflammer Bornholm, netop som resten af landet fejrede befrielsen. Så kom Den Røde Hær og med den næsten et helt års angstfuld venten med usikkerhed om Sovjetunionens intentioner. Da de sovjetiske styrker endelig forlod øen i april 1946, efterlod de utallige ubesvarede spørgsmål. Det er nogle af dem, bogen besvarer, siger Bo Lidegaard blandt andet i bogen.