Forbud giver markant færre passagerer for flyselskaber

Flere europæiske lande indført forskellige slags rejseforbud på grund af frygten for coronavirus.

Det får nu Ryanair til at forvente, at størstedelen af selskabets fly må blive på jorden de næste syv til ti dage. Det oplyser selskabet i en meddelelse.

Det irske flyselskab afviser ikke, at situationen kan fortsætte ind i de næste måneder.

– For april og maj forventer Ryanair nu at reducere sin sædekapacitet med op til 80 procent, og en fuldstændig “grounding” (det, at fly bliver på jorden, red.) af flåden kan ikke afvises, skriver selskabet i meddelelsen.

Også Finnair er berørt af situationen. Det finske flyselskab venter fra 1. april at have reduceret sin normale aktivitet med omkring 90 procent.

– Disse justeringer vil vare ved, indtil at situationen forbedres, oplyser Finnair i en meddelelse.

Det skandinaviske flyselskab SAS er også påvirket af coronaudbruddet, da det afholder mange fra at rejse og derved giver færre passagerer at flyve med for SAS.

Søndag oplyste selskabet, at det fra mandag har indstillet størstedelen af sine flyvninger. På grund af situationen bliver op til 10.000 medarbejdere sendt hjem midlertidigt.

Hjemsendelsen svarer til omkring 90 procent af den samlede arbejdsstyrke i SAS. I Danmark berører det op mod 4000 ansatte.

Coronavirusset har de seneste uger spredt sig hastigt i Europa, og de seneste tal viser, at der er bekræftet godt 40.000 smittetilfælde på det europæiske kontinent.

Derudover er lidt mere end 1700 coronasmittede døde i Europa.

I Danmark er lige godt 900 personer bekræftet smittet, mens fire personer er døde, samtidig med at de var smittet med virusset.

/ritzau/