Medie: 1000 amerikanske militærfolk hjemkaldes fra Niger

20. APR 2024 • 02:29UDLAND

USA har angiveligt oplyst Nigers premierminister, at USA ikke billiger, at Niger kigger mod Rusland.

USA har oplyst vestafrikanske Niger om, at mere end 1000 militære personer trækkes ud af landet indenfor de kommende måneder.

Det har kilder fra USA's præsident Joe Bidens administration oplyst ifølge avisen The New York Times.

Det sker, mens Niger knytter tættere og tættere bånd til Rusland.

Juntaen i Niger ophævede i marts en aftale med USA, der havde gjort det muligt for amerikanerne at bruge to militærbaser.

Den ene var særligt til brug for droneenheder og kostede mere end 100 millioner dollar, cirka 695,4 millioner kroner, at opføre.

Ifølge en højtstående kilde i det amerikanske udenrigsministerium har den amerikanske viceudenrigsminister, Kurt M. Campbell, oplyst Nigers premierminister, Ali Lamine Zeine, at USA er uenig med Nigers beslutning om at kigge mod Rusland i sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Nigers præsident, Mohamed Bazoum, blev i juli 2023 væltet i et militærkup.

Juntaregeringen, som tog magten, har siden brudt forholdet med den vestafrikanske samarbejdsorganisation Ecowas, som typisk har været et bindeled mellem vestafrikanske lande og det globale nord.

Niger ligger i Sahelregionen, hvor også Burkina Faso og Mali har været udsat for militærkup i de seneste år.

De tre lande er gået sammen i Sahelstaternes Alliance (AES), som alle har søgt et tættere forhold med Rusland.

Russiske officerer og ansatte fra landets forsvarsministerium landede tidligere denne måned i Niger, hvor de skal hjælpe med at uddanne landets soldater.

Her lød det, at udstationeringen sker i forbindelse med en aftale mellem Nigers juntaregering og Ruslands præsident, Vladimir Putin, om at styrke samarbejdet mellem de to lande.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU