48 personer er døde efter motorvejskollaps i det sydlige Kina

2. MAJ 2024 • 10:13UDLAND

48 personer har mistet livet efter motorvejskollaps nær Meizhou i Kina onsdag. Der er desuden flere kvæstede.

Dødstallet forsætter med at stige efter en motorvejsulykke i det sydlige Kina.

Således har 48 personer mistet livet, efter at en del af en motorvej onsdag kollapsede.

Det rapporterer kinesiske statsmedier torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tidligere lød antallet af døde på 36, men det er efterfølgende blevet opjusteret.

Et antal personer er blevet kvæstet. Inden seneste opdatering af dødstallet blev der meldt om 30 kvæstede.

Motorvejsstykket, som kollapsede, ligger nær byen Meizhou. Kollapset skete onsdag omkring klokken 02.10 lokal tid.

De seneste dage har der været kraftig regn i området, hvilket ifølge det officielle kinesiske nyhedsbureau Xinhua var årsag til ulykken.

Onsdag kaldte Xinhua det således for en "naturlig geologisk ulykke".

Billeder fra den statslige tv-station CCTV viste efterfølgende rygende bilvrag, der lå i mudder, hvor motorvejen tidligere lå.

Myndigheder sendte ifølge CCTV omkring 500 mennesker til ulykkesstedet for at hjælpe med redningsarbejdet.

Ifølge Xinhua målte området, der var omfattet af kollapset, små 18 meter i længden.

23 biler var involveret i ulykken.

Der var ifølge nyhedsbureauet Reuters mange biler på vejene, da millioner af mennesker i Kina den 1. maj - og i mange tilfælde også de efterfølgende dage - holder ferie.

Guangdong har den seneste tid været ramt af en række ulykker efter voldsomt vejr.

Provinsen, som er tæt befolket og et industrielt knudepunkt i Kina, har oplevet kraftig regn, som har forårsaget dødelige oversvømmelser i nogle områder.

En tornado dræbte fem, da den hærgede storbyen Guangzhou sidste uge.

Grundet en frygt for oversvømmelser er myndighederne i provinsen ved at iværksætte beredskabsplaner, som skal beskytte over 127 millioner mennesker.

Statslige medier har rapporteret, at der er oversvømmelser på vej, der "kun ses én gang i løbet af et århundrede".

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU