Universiteter i Roskilde og Aalborg rammes hårdest med studieaftale

19. APR 2024 • 12:22ERHVERV/POLITIK

Der skal spares studiepladser. Hundredvis af pladser ryger, og værst går det ud over Roskilde og Aalborg.

Roskilde Universitet og Aalborg Universitet får reduceret i optaget med henholdsvis 14,1 og 12,1 procent årligt fra 2025-2029.

Det sker med en ny aftale om udmøntning af den såkaldte sektordimensionering, oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse fredag.

Det er forligspartierne bag universitetsreformen, der nu har lavet udmøntningen. Det er regeringen, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og De Konservative.

Roskilde Universitet og Aalborg Universitet er dermed de to universiteter, der rammes hårdest relativt set.

Førstnævnte mister 203 pladser, mens Aalborg Universitet mister 443 pladser. Det er ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet universiteterne selv, der skal prioritere, på hvilke specifikke uddannelser der skal være lavere optag.

Universiteterne i Roskilde og Aalborg er ikke dem, der i absolutte tal mister flest pladser. Eksempelvis spares der på Københavns Universitet 789 pladser. Men procentvis er reduktionen her mindre end for de to nævnte - 11,7 procent.

I den anden ende reduceres der på Danmarks Tekniske Universitet med 6,5 procent årligt svarende til 87 pladser, mens der på IT-Universitet i København reduceres med 6,7 procent svarende til 25 pladser.

Det er i forvejen aftalt, at der skal reduceres samlet set ti procent i optaget på uddannelserne fra 2025-2029. Med den nye udmøntning fordeles det altså, hvor meget hvert universitet mister.

Samlet reduceres der med 2654 pladser.

Hvert femte år skal fordelingen evalueres, og så skal det vurderes, om der skal laves noget om.

Mange organisationer og foreninger reagerer med kritik på den nye aftale. Eksempelvis siger Dansk Industris direktør, Lars Sandahl Sørensen, at hans frygt er blevet til virkelighed:

- Aftalen sikrer ikke de uddannelser, dansk erhvervsliv har hårdt brug for. Det betyder uundgåeligt, at erhvervslivets konkurrencekraft er svækket, siger han i en kommentar.

Heller ikke de studerende er tilfredse. Danske Studerendes Fællesråd kalder i en pressemeddelelse aftalen for "den helt forkerte vej at gå".

Djøfs formand, Sara Vergo, erklærer sig "dybt bekymret".

- Det er meningsløst af skære i de uddannelser, dansk erhvervsliv har så hårdt brug for. Det svækker vores konkurrenceevne, udtaler hun i en kommentar.

Hos Ingeniørforeningen IDA siger formand Laura Klitgaard, at hun er helt uforstående over for beslutningen.

Ifølge IDA vil der sammenlagt blive 800 studiepladser mindre om året på tekniske og naturvidenskabelige uddannelser:

- Det er ganske enkelt ubegribeligt, at politikerne nu smækker døren i til de uddannelser, som leverer den arbejdskraft, der skal løse de helt store samfundsudfordringer, siger hun i en pressemeddelelse.

Positive toner kommer der dog fra SVMdanmark, der repræsenterer små- og mellemstore virksomheder.

Her lyder der ros til regeringen for at lave en "nødvendig begrænsning i optaget på universiteterne" fra direktør Jakob Brandt.

- Det sikrer os et langt bedre match mellem udbuddet af uddannelser og de job, som rent faktisk findes på den anden side, siger han i en kommentar.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU