Bornholm må vente: Vaccinerne kommer først til byer med højt smittetryk

Region Hovedstaden meldte onsdag ud, at de første vacciner bliver uddelt til plejehjemsbeboere og sundhedspersonale den 27. december.

Der kommer dog til at gå lang tid, før de første vacciner når til Bornholm. Det siger lokalformand for Praktiserende Lægers Organisation på Bornholm, Rikke Hjorth Westh, til Bornholms Tidende.

– Smittetrykket er heldigvis meget lavt på Bornholm, så vi bliver ikke blandt de første, siger Rikke Hjorth Westh, der er alment praktiserende læge i Allinge Lægehus.

Det er Sundhedsstyrelsen, der afgør, hvilke kommuner der skal prioriteres, når de første 3.000-5.000 vacciner skal distribueres, og det er tidligere meldt ud, at det bliver Hvidovre, Herlev, Ishøj, København K og Frederiksberg, der kommer først i køen.

I dag kom det frem, at det danske vaccinationsprogram rulles først ud i Ishøj, Herlev og Københavns kommuner.

“Der vil i første omgang blive tilbudt vacciner til plejehjemsbeboere og -ansatte samt hospitalsansatte. Vi forventer, at det i første omgang bliver muligt at vaccinere mellem fem til syv plejehjem, og vaccinationsprogrammet starter med vaccination i Ishøj, Herlev og Københavns kommuner”, skrev enhedschef Karen Lisbeth Trabolt fra regionsrådets Center for politik og kommunikation tidligere i dag til regionsrådets medlemmer.                              .

Vaccinationscenter på Ullasvej i Rønne

Danmark vil modtage yderligere vacciner omkring nytår, men Rikke Hjorth Westh forventer ikke at der kommer vacciner til Bornholm før midt i januar.

Først i køen står de 438 beboere samt ansatte på øens plejehjem- og -centre. Men der vil ifølge PLOs formand ikke vil være nok vacciner til at dække alle i første sending.

– Ifølge de foreløbige udmeldinger vil vi få 200-300 vacciner til Bornholm i første sending, og det bliver omkring den 20. januar eller lidt før, siger Rikke Hjorth Westh, men understreger, at der sagtens kan nå at komme ændringer af både antal og tidspunkt.

Det er Bornholms Hospital og regionskommunen der tilsammen har ansvaret for transport af vaccinerne, mens det er de praktiserende læger på Bornholm, der står for at udføre vaccinationen på plejehjemmene.

– Totredjedel af de bornholmske klinikker har meldt sig til at vaccinere, og det bliver formentlig en læge og en sygeplejerske, der går sammen om at udføre opgaven, siger Rikke Hjorth Westh.

Det står endnu ikke klart hvornår almindelige borgere får adgang til vaccinen, men Region Hovedstaden oplyser i dag, at COVID-19 vaccinationscentret på Bornholm bliver placeret på Ullasvej 39C, 3700 Rønne i forbindelse med det eksisterende COVID-19 teststed.

De står først i køen

Beboerantal på øens plejehjem og – centre:

Snorrebakken i Rønne: 123

Plejecentret i Nylars: 19

Toftegården i Hasle: 34

Lunden i Rønne: 77

Klippebo i Gudhjem: 36

Nørremølle i Nexø: 73

Aabo i Aakirkeby: 56

Sønderbo i Rønne: Cirka 20 (akutpladser)

Totalt: 438