Små klasser giver underskud: Skolerne får halvanden million ekstra

1,5 millioner kroner ekstra skal sørge for, at de bornholmske folkeskoler får lidt færre pengeproblemer, når en klasse har for få elever til at løbe rundt. Det er også en konsekvens af forliget om næste års kommunebudget.

I dag skal der 22-23 klasser til, før en klasse er rentabel for de seks folkeskoler. Enten kan det antal sættes lidt lavere fra og med næste år, eller pengene kan blive udmøntet i form af en pulje til skoler med små klasser.

Det sidste kan igen gøres på forskellige måder, og hvordan pengene præcis skal komme skolerne til gode ligger ikke fast med forliget om budgettet.

– Havde vi fået vores vilje, havde vi lagt flere penge ind i skolernes samlede taxametermodel. Til gengæld blev løftet større end den million, som vi havde foreslået, siger medlem af kommunalbestyrelsen Leif Olsen (SF).