Nikolaj Jacobsen: Spillerne gør kontraktforlængelse let

Spillernes dedikation til landsholdet har fået Nikolaj Jacobsen til at forlænge sin kontrakt til 2024.

Håndboldlandstræner Nikolaj Jacobsen giver de danske landsholdsspillere en stor del af æren for, at han torsdag har forlænget sin kontrakt som dansk landstræner, så den løber til sommeren 2024.

Spillernes dedikation til landsholdet smitter, mener landstræneren.

– For hver gang vi er samlet, så glæder jeg mig endnu mere til næste gang. Det er virkelig en fornøjelse at arbejde med spillere, der er 100 procent dedikerede til spillet og holdet.

Jacobsen er glad for, at han får hele fem år mere til at lege med landsholdet.

– Det betyder rigtig meget. Først og fremmest betyder det, at jeg ved, hvad jeg skal lave de næste fem år, og det giver en dejlig ro at have sin fremtid på plads for mig og min familie.

– Så er det rart at blive bekræftet i, at det arbejde, jeg har gjort, er der nogle, der har været tilfredse med og gerne vil fortsætte.

– Samtidig giver det nogle bedre muligheder for mig at se fremad, og det gør også, at jeg kan være med inde omkring nye tiltag i DHF i en længere periode, siger han.

Som en del af sin nye aftale bliver Nikolaj Jacobsen fra sommer landstræner på fuldtid og flytter bopælen fra Tyskland til Danmark, da han ikke længere vil være bundet af en trænerkontrakt med Rhein-Neckar Löwen.

Fynboen blev landstræner i 2017, og han har allerede vundet VM-guld. Han mener, at der er skabt en solid base omkring landsholdet, så der venter flere store resultater i de kommende år.

– Jeg glæder mig over, at en lille lyshåret dreng fra Oure kan få lov at stå i spidsen for det danske landshold og være en del af det her fantastiske hold i så lang en periode.

– Det er virkelig stort. Vi er på vej i en rigtig god retning og har fundet en god måde at gøre tingene på, siger Nikolaj Jacobsen.

Som en del af hans nye arbejdsopgaver skal han være med til at udvikle en ny landsholds- og talentstrategi i Dansk Håndbold Forbund.

/ritzau/