FCK forlænger med 17-årig matchvinder

FC København har forlænget med den 17-årige Mohamed Daramy frem til udgangen af 2021.

FC København har forlænget kontrakten med den 17-årige Mohamed Daramy, så teenagerens kontrakt strækker sig til udgangen af 2021. Han rykkes desuden op i førsteholdstruppen med øjeblikkelig virkning.

Det oplyser FCK på sin hjemmeside.

– Der har været meget intens konkurrence fra store udenlandske klubber, og det har gjort, at processen med at lave en aftale har været kompliceret, så vi er meget tilfredse med, at det nu er lykkedes, siger træner Ståle Solbakken.

Så sent som søndag viste Daramy prøver på sit talent, da han blev matchvinder i sejren på 1-0 over Esbjerg i Superligaens mesterskabsspil.

– Mohamed er utvivlsomt et stort talent, som vi allerede har set udfoldet i glimt, og vi tror, at vi kan udfolde det store potentiale endnu mere i de kommende år.

– Derfor er det vigtigt, at vi nu har den her aftale på plads, så han ikke skal spekulere mere over sin fremtid, siger Solbakken.

Daramy kalder det "en drøm, der går i opfyldelse", når han nu er del af førsteholdstruppen i FCK.

– Det er det, jeg har trænet og arbejdet for i al min tid i klubben, så jeg er virkelig glad. Jeg er helt sikker på, at FCK er det rigtige sted for mig til at udvikle mig, og jeg har min familie og venner omkring mig i København.

– Alle har taget rigtigt godt imod mig, og trænerne har vist mig stor tillid og virkelig givet mig chancen. Alle spillerne hjælper mig hver dag til at blive bedre, og jeg er helt klar over, at jeg har meget arbejde foran mig, siger Daramy.

Han fik førsteholdsdebut for FCK i pokalkampen mod Viby i september, hvor han også blev klubbens hidtil yngste målscorer i en alder af 16 år og 263 dage.

/ritzau/