Generalforsamling blåstempler Brøndby-plan om flere penge

Brøndbys plan om at rejse omkring 100 millioner i en kapitaludvidelse blev tirsdag vedtaget enstemmigt.

Koncernen bag fodboldklubben Brøndby IF har på en generalforsamling tirsdag aften fået grønt lys for en plan om at rejse cirka 100 millioner kroner i en kapitaludvidelse.

Det skriver B.T., som oplyser, at 227 aktionærer var mødt op og vedtog planen enstemmigt.

Kapitaludvidelsen skal ske ved at sælge nye aktier. Ifølge avisen kan beløbet stige til 156 millioner kroner, hvis samtlige aktier bliver solgt.

I februar meddelte Brøndby, at man skulle bruge pengene på at renovere og opgradere Brøndby Stadion.

Derudover ønsker koncernen at investere yderligere i talentudviklingsprogrammet Masterclass og den øvrige sportslige sektor.

Tilbage i starten af december annoncerede selskabet ellers, at det ville sælge 31,2 millioner aktier uden fortegningsret, hvilket på daværende tidspunkt havde givet et bruttoprovenu på cirka 29,5 millioner kroner.

Siden kom ønsket om langt mere kapital, og forklaringen lød, at klubben ville fastholde sin position med at levere den "bedste fanoplevelse" i Superligaen.

Fodboldklubben oplyste i februar, at den vil gennemføre kapitaludvidelsen senest ved udgangen af juli 2019.

/ritzau/