AGF beklager og lukker sag om datahul

AGF beklager, at man ikke gjorde opmærksom på det datahul, der gav klubben adgang til AaB-data.

En administrativ fejl har betydet, at fodboldklubben AGF har haft adgang til data fra superligakonkurrenten AaB i computerprogrammet Sideline Sports.

Det erkender AGF på sin hjemmeside og oplyser samtidig, at klubberne har været i dialog og har besluttet at lukke sagen ned.

– AGF beklager, at klubben ikke har gjort AaB opmærksom på det hul, der ved en administrativ fejl er opstået til AaBs data via AGFs brugerlogin og password.

– Som det dog også er blevet understreget, har AGF ikke gjort brug af den data, der har været adgang til, i forbindelse med superligakampen mellem de to klubber 17. marts eller i andre henseender, skriver klubben.

AaBs assisterende træner Allan K. Jepsen, der tidligere var ansat i AGF, har ved en fejl haft adgang til AGFs konto i Sideline.

Det har Jepsen selv dog ikke været vidende om og har ikke benyttet sig af adgangen, lyder det fra AGF.

Historien blev første gang beskrevet af Ekstra Bladet, der kunne fortælle, at en person i Aarhus – sandsynligvis i AGF – via en computer havde adgang til Allan K. Jepsens skematiske optegnelser af dødbolde.

Ifølge Ekstra Bladet ændrede AaB derfor på sine dødbolde før kampen mellem de to klubber 17. marts. Den kamp endte 3-1 til nordjyderne – blandt andet på et mål til 1-0 af Kasper Pedersen efter en dødbold.

Efter at AGFs adgang til systemet blev lukket ned, har klubben mistet en del data. Den er AGF i samarbejde med Sideline i gang med at få genskabt.

Klubben oplyser, at der har været en god dialog med AaB i sagen, og at der nu vil blive strammet op på procedurerne.

Tirsdag siger sportsdirektør Allan Gaarde, at nordjyderne har godtaget AGFs forklaring.

– Jeg synes, at sagen er blevet belyst godt og grundigt de seneste dage, så jeg synes ikke, der er grund til, at jeg ridser op, hvordan vi ser på sagen, siger han til det lokale medie Nordjyske.

– Det, jeg kan sige, er, at vi konstaterer, at AGF nu har beklaget hele forløbet og samtidig også frikender vores assistenttræner Allan K. Jepsen for de anklager, som der kom imod ham mandag aften på tv.

-Og derfra så synes vi egentlig ikke, at der er grund til at gøre mere ved sagen, siger sportsdirektøren.

/ritzau/