Solbakken forventer annullering af FCK-udvisning

Jonas Winds andet gule kort for film mod Esbjerg var en fejldom, mener FC København-manager Ståle Solbakken.

Få minutter efter at Mohamed Daramy havde bragt FC København foran i 1-0-sejren over Esbjerg, blev Jonas Wind udvist.

Dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen vurderede, at FCK-angriberen forsøgte at filme sig til et frispark, og han gav ham derfor advarsel nummer to.

Beslutningen møder stor kritik fra FCK-manager Ståle Solbakken efter kampen.

– Jonas skal fratages alt ansvar i situationen. Hvis en bil kører med 200 kilometer i timen imod dig, skal du vælge, om du vil hoppe og undgå den, eller om du vil blive stående og få ødelagt karrieren.

– Så stor var farten i den tackling. Hvis han ikke hoppede der, så kunne han være ude i seks måneder, siger Ståle Solbakken.

FCK-manageren har ikke snakket med Mads-Kristoffer Kristoffersen efter kampen, men han regner bestemt med, at udvisningen bliver trukket tilbage.

– Jeg regner med, at dommeren ringer til mig og siger, at det var helt håbløst, og at udvisningen bliver trukket tilbage, siger Ståle Solbakken.

Jonas Wind er fuldstændig enig, og han afviser blankt, at der var tale om skuespil.

– Min intention var ikke at lave skuespil – det ville være dumt, når jeg havde et gult kort i forvejen. Jeg prøvede bare at undvige, siger Jonas Wind.

– Jeg driblede forbi, og så kom der en benbrækkertackling, hvor jeg var nødt til at hoppe, hvis jeg vil beholde begge mine ankler i god behold.

Den 20-årige angriber var ked af at måtte forlade banen før tid, men var trods alt lettet over 1-0-sejren.

– Det var ekstremt ærgerligt at skulle gå i omklædningsrummet efter 40 minutter, men jeg er glad for, at holdet holdt stand og sikrede tre meget vigtige point, siger Jonas Wind.

FCK dominerede i første halvleg, men Ståle Solbakken savnede effektivitet.

– Vi spillede en rigtig god første halvleg, og vi kunne have punkteret kampen længe før den fatale afgørelse ved udvisningen, siger FCK-manageren.

Med sejren er FC København alene i spidsen for Superligaen med tre point ned til FC Midtjylland på andenpladsen.

/ritzau/