Colombianer forlænger Astanas successæson i Catalonien

Trods flere angreb på sin førertrøje vandt Miguel Ãngel López søndag Catalonien Rundt samlet.

Davide Formolo (Bora) tog en af karrierens flotteste sejre, da han vandt sidste etape af Catalonien Rundt efter imponerende solokørsel til slut, hvor kampen om førertrøjen lige bag ham blev en vild kamp.

Det endte dog med, at Miguel Ãngel López forsvarede sin samlede føring og føjede endnu en triumf til Astanas i forvejen sejrsrige 2019-sæson.

Han vandt samlet foran britiske Adam Yates, som lancerede et stort angreb på den samlede sejr.

Yates sluttede 14 sekunder efter López, mens Skys Egan Bernal var 17 sekunder efter.

De to Yates-brødre, Adam og Simon, satte et flot angreb ind med 22 kilometer til mål, og det var et direkte angreb på Miguel Ãngel López førertrøje.

Rundstrækningen omkring og på Alt de Montjuic, som udgjorde de sidste godt 50 kilometer af etapen, blev en seværdig omgang cykelløb, hvor løbets store profiler prægede billedet.

Alene i front lå Davide Formolo i jagten på etapesejr, og han kørte imponerende hurtigt. Selv om favoritterne virkelig spillede ud bag, så kom de aldrig i nærheden af italieneren.

Formolo kunne ingen hente, men bag de britiske tvillinger rykkede de andre topfolk voldsomt på de to sidste ture op ad Montjuic-stigningen.

Godt fire kilometer fra mål var Yates og Miguel Ãngel López virtuelt på præcis samme tid i den samlede stilling, men briten kunne ikke holde kadencen i forhold til favoritgruppen bag sig.

To hidsige ryk fra først Skys Egan Bernal og siden López selv var det, som fik trukket Adam Yates helt ind, og alle favoritterne kom samlet til mål.

/ritzau/