Arsenal sænker United og overtager fjerdeplads

For første gang siden Ole Gunnar Solskjærs ansættelse tabte Manchester United i Premier League.

Manchester United er ikke længere ubesejret i Premier League under Ole Gunnar Solskjær.

Søndag tabte holdet for første gang i ligaen siden nordmandens ansættelse, da det blev til et 0-2-nederlag til Arsenal på udebane.

Med sejren hopper Arsenal over Manchester United i tabellen og overtager den vigtige fjerdeplads, der giver direkte adgang til Champions League-gruppespillet.

Manchester United har to point færre end London-holdet og ligger nummer fem.

Søndagens kamp blev fra første fløjt afviklet i et højt tempo. Den første store chance opstod efter otte minutter, da United-backen Luke Shaw sendte et indlæg ind i feltet, som Romelu Lukaku sparkede på overliggeren.

Men Arsenal overtog langsomt kontrollen. Allerede efter 12 minutter var der afkast, da Granit Xhaka med en perle af et mål bragte hjemmeholdet foran.

Schweizeren sendte et drøn af et langskud afsted et godt stykke uden for feltet. Boldens bane knækkede i luften og tog fuldstændig fusen på David De Gea i United-målet, der blev fanget på det forkerte ben.

United fik testet træværket endnu en gang, da Fred kort efter Arsenals scoring sendte et langskud på stolpen.

Men som halvlegen skred frem, blev Manchester United mere og mere rådvilde. Ole Gunnar Solskjær forsøgte sig med at ændre formation, men stillingen var stadig 1-0 i hjemmeholdets favør ved pausen.

I anden halvleg lykkedes det Manchester United at få noget rytme i spillet, men målene udeblev. I stedet var det Arsenal, der igen fik målnettet til at blafre.

Alexandre Lacazette blev nedlagt i feltet, og dommer Jonathan Moss pegede på straffesparkspletten. Pierre-Emerick Aubameyang sparkede køligt bolden i mål, og så stod der 2-0.

Scoringen virkede til at tage pusten fra United-spillerne, der så opgivende ud og begyndte at slå ud med armene. Samtidig lagde Arsenal de offensive ambitioner væk, og sejren blev sikkert kørt i hus.

/ritzau/