Danmark lukker Algarve Cup med nederlag til Skotland

Danmarks kvindelandshold tabte kampen om femtepladsen til Skotland ved Algarve Cup.

Danmarks kvindelandshold i fodbold sluttede Algarve Cup med en skuffelse.

I kampen om femtepladsen tabte holdet onsdag eftermiddag med 0-1 til Skotland og slutter dermed turneringen som nummer seks.

Kampens afgørelse faldt efter 34 minutter på Jane Ross sejrsmål.

I turneringens gruppespil tabte Danmark først 1-2 til Norge, men i den anden kamp blev det til sejr på 1-0 over Kina på et straffesparksmål af stjerneangriberen Pernille Harder.

I onsdagens placeringskamp tog Harder plads på bænken fra start, og landstræner Lars Søndergaard sparede flere profiler for at se andre alternativer an.

Harder kom på banen i den sidste halve time, men kunne ikke ændre udfaldet.

/ritzau/