Real Madrid og Barcelona tørner sammen i pokalsemifinale

Real Madrid og FC Barcelona skal i den kommende måneds tid møde hinanden tre gange.

Real Madrid mod FC Barcelona.

En af fodboldens største klassikere kommer til at udspille sig over to kampe i den spanske pokalturnering, Copa del Rey.

Det blev en realitet, da der fredag blev trukket lod til turneringens semifinaler.

Barcelona har hjemmebane i den første semifinale, der spilles allerede i den kommende uge, 5. eller 6. februar.

Returkampen spilles i Madrid 27. eller 28. februar. Få dage senere – den 2. marts – tørner klubberne igen sammen i ligaen i Madrid.

– Madrid mod Barcelona er en af bedste kampe, man kan opleve i verden i dag. Det bliver to fantastiske knald eller fald-kampe, siger Real Madrid-direktør Emilio Butragueno.

Den anden semifinale bliver et møde mellem Betis og Valencia.

Barcelona har vundet Copa del Rey de seneste fire sæsoner.

/ritzau/