Livet på anden klasse rammer som en hammer

Fodboldklubber, der rykker ud af Superligaen, har ofte problemer med at præstere i 1. division. Viborg FF og FC Helsingør forklarer, hvorfor det er så svært.

FC Helsingør rykkede i sidste sæson ud af Superligaen, og lige nu er holdet nummer sjok i 1. division.

Lyngby, Silkeborg og Viborg FF, som fører 1. division lige nu, har også oplevet vanskeligheder ved at være nedrykker.

Ofte er det svært at forhindre et kollaps, forklarer nogle af de klubber, der har prøvet det.

Helsingør-direktør Janus Kyhl havde italesat udfordringerne på forhånd, og alligevel opstod problemerne i efteråret.

– Det ramte os som en hammer. Det er ligesom at flyve på første klasse. Hvis man gør det tilstrækkeligt mange gange, så er det heller ikke sjovt at blive sat ned på økonomi bagefter.

– Du vænner dig til livet på første klasse eller til livet i Superligaen. Du vænner dig hurtigt til opmærksomheden, til de fede stadioner, alle de spændende kampe og alt omkring dem.

– Vi var meget bevidste om, at sådan skulle det ikke være for os. Vi italesatte det fra start. Vi var noget andet, siger Janus Kyhl.

Men det var Helsingør ikke, viste det sig.

– Det er bare mere sexet at spille mod FC København, FC Midtjylland og Brøndby end at spille mod Thisted og Hvidovre.

– Og den mediefokus, der er i Superligaen, er jo også enorm i forhold til 1. division, forklarer direktøren.

Tilvænningen skabte problemer med at få spillerne til at præstere lige så godt som tidligere.

– Spillere, som jeg vidste, kunne levere på topniveau, var lige pludselig ikke de samme spillere.

– Hele vejen igennem som klub kom vi ind i et dødshjul eller rettere en negativ spiral, og du føler, du går rundt med en osteklokke på hovedet, siger Kyhl.

Hos Viborg, som fører 1. division, har træner Steffen Højer brugt lang tid på at føre holdet til tops efter nedrykningen for to sæsoner siden.

– Der var blandt spillerne en selvforståelse af, at: Det var nok ikke min skyld, vi rykkede ned.

– I Superligaen får du meget forærende i forhold til omgivelserne. I 1. division skal du virkelig elske fodbold. Du kommer ud på stadioner, hvor der stort set ikke er nogen mennesker, og banerne kan være dårlige.

– Man har været igennem en rum tid med nederlag på nederlag. Så du skal lige pludselig lave et hold, der har tabt en masse kampe, om til et vinderhold.

– De dårligste hold i Superligaen har ofte ikke bolden så meget, og så skal man pludselig til at være et af de bedste hold i 1. division, hvor man skal vænne sig til at have bolden meget.

– Det er bare en anden måde at spille fodbold, som man skal kunne håndtere, siger Højer.

Han husker tilbage på sidste sæson, som endte med at blive en lang jagt, fordi Viborg hurtigt kom langt efter de andre tophold.

– Vi blev ramt af det, der er sket for Helsingør og Lyngby i denne sæson. Man rykker ned, og så er der bare rigtig meget uro.

– Nogle vil gerne videre, nogle mener, de er bedre, fordi de har været vant til at spille i Superligaen. Det koster point. Længere er den ikke, siger Steffen Højer.

En nedrykning koster hurtigt 15-20 millioner kroner på grund af faldet på især indtægter fra tv-aftalen.

Viborg-direktør Morten Jensen fortæller, at det giver udfordringer at være mere økonomisk ansvarlig, uden at det går ud over ambitionerne.

– Vores indtægter er faldet med 19 millioner. Det er primært relateret til sponsorindtægter, tv-indtægter og indtægter fra kampene – entré og salg på stadion.

– Så det er håndbremse og speeder. Speeder i forhold til at være ambitiøs, men håndbremse i forhold til at være økonomisk ansvarsbevidst. Det er en gordisk knude, siger Morten Jensen.

Mens Viborg går benhårdt efter at rykke op i år, handler det for Helsingør om at overleve i 1. division.

/ritzau/