NFH-kvinder fortsætter perfekt januar i ligaen

Med en sikker sejr ude mod TTH udbygger NFH sejrsstimen til syv kampe i kvindernes håndboldliga.

Det nye år har foreløbig stået i succesens tegn for Nykøbing Falster Håndbold i landets bedste kvinderække.

Tirsdag tog holdet den femte sejr af fem mulige i januar, da TTH Holstebro trods hjemmebane blev sat grundigt på plads med 25-17.

Dermed holder Nykøbing-kvinderne fast i andenpladsen og har sikker kurs mod slutspillet.

Inden ligaen gik på juleferie vandt holdet også to sejre i træk og med onsdagens sejr bliver det dermed til syv i alt.

Gæsterne var dominerende i de første 30 minutter, hvor TTH-forsvaret havde svært ved at dæmme op for falstringernes angrebsspil.

Under kyndig styring af Kristina Kristiansen var der god fart i Nykøbings spil, og var det ikke for lidt manglende skarphed til tider, kunne pauseføringen let have været større end 14-9.

Hjemmeholdet kom også skidt ud til anden halvleg, og trods en kortvarig opblomstring stod det tidligt klart, at Nykøbing Falster-kvinderne var for stærke.

Godt midtvejs i anden halvleg havde gæsterne øget føringen til 21-13, og TTH havde ingen modtræk, der kunne presse Nykøbing.

Resten af kampen ændrede ikke på billedet af et suverænt udehold, som endte med en sejr på otte mål.

Til gengæld måtte det suveræne førerhold Odense HC slide hårdt i det for at tage sæsonens 19. sejr af 19 mulige i ligaen.

På udebane mod Skanderborg var det en scoring i sidste sekund af Mette Tranborg, som gav storfavoritterne sejren på 28-27.

Det blev generelt en aften i favoritternes tegn.

Team Esbjerg slog ude Ringkøbing med 29-24, Herning-Ikast nedlagde hjemme Ajax København med 29-18, og København Håndbold sejrede med 33-31 i Viborg.

/ritzau/